Da Trine Jensen for tre år siden flyttede til Aarhus for at læse økonomi på AU, fik hun pludselig en masse tid i overskud. For tidligere havde hun brugt op mod et par timer om dagen på at pendle mellem forældrenes hjem i Solbjerg og gymnasiet. Ud over at skaffe sig et studiejob som produktionsmedarbejder på en fabrik og siden som instruktor på Økonomi ville hun også gerne arbejde frivilligt. Gerne med mennesker.  

”Jeg har ikke økonomi til at sponsorere et barn i Afrika, men jeg har tid at give, og det er ikke sikkert, jeg har det på samme måde om ti år,” forklarer hun. 

Gennem Frivillig.dk stiftede Trine Jensen bekendtskab med Lær for Livet, som er et landsdækkende læringsprogram for anbragte børn, der generelt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end andre børn. Organisationen har blandt andet en mentorordning, der knytter frivillige mentorer til et barn, som er anbragt i familiepleje eller på institution. Mentoren hjælper barnet med lektier og støtter det fagligt og socialt. Som mentor skal man kunne binde sig i minimum 18 måneder og gerne længere for at være et stabilt holdepunkt i barnets liv. 

”Jeg tænkte, at jeg alligevel skulle læse på AU de næste fem år mindst. Så jeg kunne godt binde mig for den periode,” forklarer Trine Jensen.

Barn med meget i bagagen

De sidste tre år har hun været mentor for Sofie, der nu er 13 år, men som kun var 9 år, da de to lærte hinanden at kende. 

”Sofie var anbragt i en plejefamilie, og siden jeg lærte hende at kende, har hun skiftet anbringelsessted to gange. Hun har også boet på børnehjem i et halvt års tid.”

Trine Jensen har ikke ønsket at få at vide, hvorfor Sofie er anbragt i familiepleje. Og Sofie har muligvis nogle diagnoser, men det har Trine Jensen også frabedt sig at få at vide. 

”Jeg ønsker ikke at behandle hende anderledes. Hun er den, hun er, og det tager vi udgangspunkt i. Hen ad vejen har jeg fået et indblik i hendes baggrund, det er klart, men det er baseret på det, Sofie selv ønsker at fortælle mig.” 

Først en pålægschokolademad, så lektier 

Trine Jensen henter Sofie i skole hver anden uge, og så er de sammen i fire timer. Efterhånden har de fået skabt sig en rutine.

”Vi begynder altid med at spise et stykke rugbrød med pålægschokolade og drikker et glas kakaomælk. Og så snakker vi lidt om alt muligt. Så går vi i gang med at læse og øver det at forstå, hvad der står i teksten. Dernæst går vi i gang med noget andet, og det er meget forskelligt, hvad vi laver. Sofie vil gerne have en hest, så vi har regnet lidt på, hvad det koster at have hest, og hvor meget man skal spare sammen for at få råd til at købe en hest,” fortæller Trine Jensen.

Nysgerrigheden får dig i mål 

Trine Jensen fokuserer meget på at tage udgangspunkt i emner, der i forvejen interesserer Sofie. 

”Og så forsøger jeg at få hende til at blive nysgerrig. For det er det, der får en i mål. Man skal nok få læst teksten, hvis det er noget, man er nysgerrig efter at vide mere om.”

Der er ikke noget pensum, de skal igennem. Men dansk og matematik fylder meget. 

”Og lige nu har vi også fokus på engelsk og hører engelsk musik og ser engelske videoer på YouTube.”

De to slutter altid af med at lave aftensmad, som de spiser sammen. Ud over at det er en hyggelig afslutning på dagen, så har madlavningen også et formål, forklarer Trine Jensen. 

”Hun skal jo lære at klare sig selv, så det er godt at lære at lave mad. Og så laver vi det tit efter en opskrift, hvor der er noget tekst, hun skal læse, og nogle mål, hun skal omregne, hvis opskriften er til fire personer.”

Forberedt på opgaven

Som forberedelse på rollen som mentor har Trine Jensen været på weekendkursus. Og inden Trine Jensen mødte Sofie første gang, fik hun et brev fra hende, hvor Sofie fortalte lidt om sig selv, og hvad hun godt kan lide at lave. Trine Jensen fik også information om Sofies faglige niveau.  

To gange om året får mentorerne sparring, og de har hele tiden mulighed for at ringe til Lær for Livet, hvis de får brug for akut sparring. 

Et afbræk fra studierne

Det er bestemt ikke kun Sofie, der får noget ud af deres dage sammen.

”Jeg er altid i godt humør efter en dag med Sofie. Det giver et afbræk, når jeg har fået universitet nok. Det er fire timer, som jeg med god samvittighed bruger på noget andet end studierne,” siger Trine Jensen, der klart vil anbefale andre studerende at blive mentorer.

”Men man skal overveje, om man kan binde sig. For det er belastede børn, der er blevet svigtet. De har brug for en stabil voksen, der kan følge dem igennem en længere periode.” 

Men er det ikke en ret vild rolle at påtage sig i så ung en alder?

”Det er en veldefineret rolle, hvor det er meget klart, hvad der er ens ansvar – og hvad der ikke er. Man bliver holdt godt i hånden undervejs. Og inden man bliver godkendt som mentor, skal man igennem flere interviews, hvor Lær for Livet vurderer, om man er egnet til opgaven.”    

Arbejdet som mentor har også gjort Trine Jensen klogere på sig selv. 

”Jeg troede egentlig, at jeg var et meget hardcore karrieremenneske. Men jeg har brug for en balance og for det menneskelige aspekt. Derfor har jeg også valgt at tone min uddannelse lidt i den retning på kandidaten,” fortæller Trine Jensen, der for eksempel godt kunne forestille sig at arbejde for en interesseorganisation eller med at udarbejde statistik om samfundets udsatte grupper for et ministerium eller en kommune. 

Trine Jensens mentorbarn har ikke ønsket at få bragt sit navn i artiklen, så navnet Sofie er opdigtet; redaktionen kender det rigtige navn.