Blæst omkuld af virkeligheden på arbejdspladsen

Lene Leth Thomsen landede som nyuddannet cand.merc.'er sit drømmejob. Men hun erfarede hurtigt, at der selv efter fem års universitetsstudier, praktikophold og studiejob var en del, hun ikke vidste om virkeligheden på en arbejdsplads – og at hun ikke var alene om at stå med den følelse. Derfor har hun nu skrevet to bøger om, hvordan man forbereder sig til sit første job.

Hvert forår møder Lene Leth Thomsen som bachelorvejleder på AU’s HA-uddannelse studerende, der føler sig usikre på, hvad der venter på den anden side af studielivet. Det gav hende idéen til at skrive en guide til nyuddannede. Foto: Lars Kruse
Lene Leth Thomsen. Foto: Lars Kruse

Lene Leth Thomsen gjorde alt det rigtige. Skaffede sig en praktikplads i en konsulentvirksomhed, havde et relevant studiejob ved siden af studiet og tog på Summer School på Harvard University. Hun landede da også drømmejobbet som Concept Coordinator hos Vestas få måneder efter dimissionen. Men trods sin ambitiøse indstilling og smagsprøverne på virkeligheden på den anden side af studierne følte hun sig alligevel usikker og overrasket over alt det, hun endnu ikke vidste noget om.

Ingen feedback

Usikkerheden skyldtes alt lige fra dilemmaer om, hvordan opgaver skulle løses, og hvem der skulle inddrages, til mere lavpraktiske spørgsmål om, hvorvidt det var o.k. at bruge smileys i arbejdsmails. Men noget af det, der især var svært for hende at vænne sig til, var fraværet af feedback.

»På studiet bliver du løbende vurderet på det meste af det, du laver. Men på arbejdspladsen får du sjældent feedback. Der skal man vænne sig til, at intet nyt er godt nyt. Det gjorde mig i starten usikker på, om jeg præsterede godt nok. Og jeg gik derfor til min chef, som sagde: ’Jeg giver ikke ros hele tiden. Men kig på den tillid og det ansvar, jeg giver dig.’ Det var en øjenåbner for mig.«

Uskrevne regler

Manglende viden om de uskrevne spilleregler på arbejdspladsen og det politiske spil i en virksomhed kan også gøre arbejdslivet besværligt i begyndelsen, mener Lene Leth Thomsen.

»En ting er, at der er et ledelseshierarki med de formelle beslutningstagere i virksomheden. Men det gælder også om at identificere de uofficielle beslutningstagere og gennemskue de agendaer, som forskellige kolleger og ledere har. Og det er heller ikke alle beslutninger, der træffes på et rationelt grundlag. Den virkelighed er svær at navigere i som nyuddannet.«

Lene Leth Thomsen

Uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus, der nu er en del af Aarhus BSS på AU.

Selvstændig i konsulentvirksomheden DUCIT og desuden tilknyttet AU som bachelorvejleder på HA-uddannelsen.

Forfatter til bøgerne I dit første job, som henvender sig til nyuddannede akademikere, og Forbered dig til dit første job, som er henvendt til studerende, der er i gang med sidste del af uddannelsen – eller studerende, der allerede fra begyndelsen af studiet vil forberede sig målrettet på det første job.

Tåkrummende begynderfejl

Uvidenhed om uskrevne regler og dynamikker i virksomheden kombineret med iveren efter at bevise sit værd kan føre til tåkrummende begynderfejl.

Lene Leth Thomsen har selv begået flere frustrerende begynderfejl, fortæller hun.

»Jeg skulle engang arrangere en workshop. Og umiddelbart efter at jeg havde sendt indkaldelserne ud, havde jeg en sur Senior Vice President i røret, der ville vide, hvem fanden jeg troede, jeg var. Jeg erfarede på den måde, at jeg ikke bare kunne indkalde folk og disponere over deres tid uden først at cleare det med deres leder først. Det kan virke som en selvfølgelighed for ansatte med mange år på bagen, men det er det ikke for en nyuddannet.«

»Hvad kan du egentlig?«

Det er heller ikke alle, der med åbne arme tager imod nye kolleger med en anden baggrund end dem selv. Og Lene Leth Thomsen måtte da også lige finde en grimasse, der kunne passe, da hun første arbejdsdag til et projektmøde blev modtaget af en ny kollega med spørgsmålet: ’Ja, undskyld, men hvis ikke du er teknisk uddannet, hvad kan vi så lige bruge dig til?’

»Der stod jeg så ret lamslået uden noget klart svar. Men jeg blev irriteret og besluttede mig for at modbevise ham. Og senere kom han og sagde, at nu kunne han godt se værdien i at have en cand.merc.er i teamet. Men det var en hård start.«

Mange føler sig usikre

Faktisk kan det være svært at sætte en finger på, præcis hvad det er, man kan som studerende og som nyuddannet, mener Lene Leth Thomsen.

Ved at tale med sine tidligere studiekammerater fandt Lene Leth Thomsen også ud af, at hun langt fra var ene om at føle sig uforberedt på arbejdslivet og usikker i sit første job. Og hvert forår møder hun som bachelorvejleder på AU’s HA-uddannelse studerende, der føler sig usikre på, hvad der venter på den anden side af studielivet. Det gav hende idéen til at skrive en guide til nyuddannede.

I bogen I dit første job – 9 gode råd til den nyuddannede akademiker kombinerer hun erfaringer fra sig selv og andre tidligere studerende og gode råd fra virksomheder såsom Maersk, Grundfos og Novo Nordisk.

I skriveprocessen opstod idéen til også at lave en guide rettet mod studerende, som gerne vil forberede sig til det første job allerede i løbet af studietiden. Det blev til bogen Forbered dig til dit første job.

Lene Leth Thomsen er helt på det rene med, at man ikke kan springe erfaringsprocessen over ved at læse en bog med gode råd. Og det er heller ikke meningen med bøgerne, understreger hun.

»Men måske kommer man hurtigere igennem processen. Og det er mit håb, at bøgerne kan være med til at tage lidt af usikkerheden hos de nyuddannede. De giver lidt at læne sig op ad i den første, måske svære, tid.«

Og der er også noget at vinde for virksomhederne, påpeger hun.

»Hvis du er bedre forberedt, vil du også hurtigere kunne skabe værdi for virksomheden.«