Campusguide: Instant coffee i baglommen, eksamenslæsning i sovepose og supercool studenterpræst

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Auditorierne og fredagsbaren skal du nok finde. Men hvad med den gode læseplads, den billige frokost og den bedste fest? Omnibus har lokket en række AU-studerende fra Herning, Emdrup og Aarhus til at dele deres bedste tips til det gode campusliv.

22.08.2013 | Marie Groth Andersen

Campus Emdrup. Foto: Lise Balsby

Campus Emdrup. Foto: Lise Balsby

Campus Herning. Foto: Poul Ib Henriksen

Campus Herning. Foto: Poul Ib Henriksen

Campus Aarhus. Foto: Lars Kruse

Trine Toft Henriksen læser nordisk sprog og litteratur og skal i gang med femte semester, og Rasmus Klose Jensen læser medicin og er netop færdig med ottende semester. Begge bor på kollegierne i Universitetsparken og fortæller her om at læse i Aarhus. Foto: Anders Trærup

Campus Emdrup

Stine Harrekilde, Steven Møller, Anna Magdalene May og Anders Laustdal fortæller om at læse i Emdrup. Alle læser uddannelsesvidenskab på tredje semester og er desuden rusværter i år.

På campus eller lige i nærheden finder du billig frokost og kaffe her:
"Kantinen her på campus er faktisk både god og billig, fordi man kan veje maden. Der er mange, som har instant coffee med og koger vand i et af de mange tekøkkener."

Følg med i, hvad der sker på campus, her:
"Tjek Blackboard og Facebookgruppen for din årgang."

En billig brandert kan fås her:
"I vores fredagsbar Bar Bund, der er åben hver fredag. Den er studenterdrevet og billig. Det er også et hyggeligt sted at sidde og læse mellem forelæsninger eller spille et spil. Du kan finde ud af, hvad der sker i baren, på Bar Bunds Facebookside."

Bedste sted til fordybelse og eksamenslæsning finder du her:
"Stillelæsesalen på biblioteket i D-bygningen er et godt sted at sidde og læse. I D-bygningen kan man også sidde på de tre etager, der omkranser aulaen. Der er ofte stille, når der ikke er arrangementer i aulaen."

Gå ikke glip af:
"Semesterstartsfesten for alle studerende på campus, også kandidatstuderende. Det er et stort arrangement med livekoncert og en god måde at få minglet med de andre studerende."

Dit studieliv er ikke komplet uden:
"Du skal have engagement, og så er det også godt med en gruppe, som du kan bruge til både at diskutere tekster fra undervisningen og til at snakke med om studielivet. Det er rart at have nogen at sparre med, hvis man ikke har så meget overskud, og som man kan låne noter af, hvis man bliver forhindret i at komme til en forelæsning. Rent praktisk er Sociologisk Leksikon også god at have."

Når studielivet kradser, er der hjælp at hente her:
"Studievejledningen, som ligger i stueetagen i D-bygningen, er rigtig god, især til mere praktiske spørgsmål. Ellers er det godt at engagere sig i det sociale liv, for eksempel i Bar Bund, hvor man helt sikkert kan finde nogen, der kan hjælpe en."

Et sidste godt råd:
"Vær på campus i stedet for at tage hjem efter undervisningen. Det er en generel opfordring, som vi vil give til alle studerende. Der kan være ret dødt ude på campus, men vi har rigtig mange muligheder for at skabe vores eget liv gennem fodboldturneringer, konferencer og arrangementer. Så vær på campus, og vær med til at skabe liv herude."

Om Campus Emdrup: Fra naziborg til pædagogisk højborg

Campus ligger i Emdrup i den nordvestlige del af København og huser Institut for Uddannelse og
Pædagogik, det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet, samt en række forskningscentre, som
blev en del af AU ved fusionen i 2007. Men bygningen Emdrupborg har en historie, der rækker langt
tilbage. I 1800-tallet lå her et landsted, som siden blev til en ”fri og folkelig Læreanstalt for vordende Lærere”.

Fra 1917 husede bygningen husvilde, indtil Deutsche Schule A/S opkøbte grunden under besættelsen og opførte en skole og gymnasium for tyskere i Danmark, dog indrettet med indendørs skydebane og boksehal. Bygningen er tegnet af den tyske arkitekt Werner March, der også har tegnet det Olympiske Stadion i Berlin.

I årene efter besættelsen fungerede stedet som flygtningelejr, men i 1947 blev bygningen overtaget
af blandt andre Danmarks Lærerhøjskole, og i den forbindelse blev bygningens nazistiske præg
forsøgt fjernet. Siden har bygningen dannet rammen om forskning og undervisning i pædagogik og
uddannelse.

Læs mere om Emdrupborg


Campus Herning

Wojciech Tomasz Zmijski fra Polen, som læser BSc(B) International Business på sjette semester, og Ileana Cocos fra Moldavien, som læser Msc Marketing and Business Innovation på fjerde semester, fortæller om at læse i Herning.

På campus eller lige i nærheden finder du billig frokost og kaffe her:
Wojciech: "Jeg anbefaler, at du tager noget med inde fra byen. Det bedste sted at spise er den lille restaurant Karma, som har god mad og studierabat."

Ileana: "Du kan finde frokost og kaffe i kantinen. Derudover kan det godt svare sig at finde ud af, hvornår aftenundervisningen finder sted. Sidste år, da jeg læste til eksamen og var på campus 24/7, fandt jeg ud af, at der onsdag aften blev serveret billig kaffe og kage, når der var aftenundervisning. Men ellers brygger jeg min egen kaffe og tager med."

Følg med i, hvad der sker på campus, her:
Wojciech: "Tjek Facebook. For eksempel gruppen Birk Campus. Der kan du finde arrangementer både i Studenter Huset og rundt om på campus."

Ileana: "Hold øje med opslagstavlerne på gangen, og tjek også grupper som SAA (Student Activity Association), Birk Campus og Studenter Huset på Facebook."

En billig brandert kan fås her:
Wojciech: "Studenter Huset er det nærmeste, hvis du bor på kollegium på campus. God stemning, men også rigtig gode priser."

Ileana: "Studenter Huset har gode tilbud tirsdag og torsdag. Der er også fredagsbar hver fredag ved middagstid, hvor der normalt sker forskellige ting."

Bedste sted til fordybelse og eksamenslæsning finder du her:
Wojciech: "Biblioteket er det bedste sted for folk, der har brug for stilhed, men jeg foretrækker at sidde og læse i et af de ledige undervisningslokaler."

Ileana: "Om aftenen er universitetet det mest stille sted, du kan finde, og du har alle bøgerne for dig selv."

Gå ikke glip af:
Wojciech og Ileana: "Du skal helt sikkert holde øje med de arrangementer, som SAA arrangerer. Du må heller ikke gå glip af Tour de Chambre, som er den første fest på campus. En slags velkomst for nye studerende."

Dit studieliv er ikke komplet uden:
Wojciech: "At du har deltaget i mindst én fredagsbar."

Ileana: "Mindst én all-nighter på universitetet, hvor du læser til eksamen. I år tog nogle studerende ligefrem soveposer med og tilbragte op til to-tre nætter i træk på universitetet, hvor de forberedte sig på projekter og eksamener."

Når studielivet kradser, er der hjælp at hente her:
Wojciech: "Du kan altid tale med underviserne. Vores campus er mindre end den i Aarhus, men det gør det også meget hjemligt."

Ileana: "Der er buddies, vejledere og tutorer. Flere af dem er selv studerende og har været igennem det, du nu går igennem. Jeg synes også, at underviserne er gode at tale med."

Et sidste godt råd:
Wojciech: "Tag til Herning for at studere. Du kommer ikke til at fortryde det. Vi ses!"

Ileana: "Vær social. Alle føler sig sikkert lige så alene som dig, og det er helt klart nemmere at være studerende, når du har folk omkring dig."

Om Campus Herning: Det nyeste institut på AU

Handels- og Ingeniørhøjskolen (HIH) fusionerede i 2006 med AU og blev i april 2013 til instituttet AU Herning under hovedområdet School of Business and Social Sciences. Instituttet har til huse i Birk et par kilometer uden for Herning.

Bygningen er fra 1995 og er tegnet af den danske arkitekt Henning Larsen og ligger ikke langt fra Ingvar Cronhammers enorme skulptur ”Elia”.


Campus Aarhus

Trine Toft Henriksen læser nordisk sprog og litteratur og skal i gang med femte semester, og Rasmus Klose Jensen læser medicin og er netop færdig med ottende semester. Begge bor på kollegierne i Universitetsparken og fortæller her om at læse i Aarhus.

På campus eller lige i nærheden finder du billig frokost og kaffe her:
"Matematisk Kantine har en god frokost. Ellers er Statsbiblioteket et godt bud."

Følg med i, hvad der sker på campus, her:
"Facebook. Både din egen holdgruppe og fredagsbarernes grupper. Du kan også følge Eforen. Ellers er mund til mund-metoden vejen frem, og måske også aoa.dk, hvor du kan finde ud af, hvad der sker i byen."

En billig brandert kan fås her:
"Tag på en pubcrawl rundt til de forskellige fredagsbarer. Det er sjovt at komme rundt og se, hvad de andre barer laver. Theos Bar kan anbefales, og medicins bar er også sjov; det udvikler sig tit til en abefest, hvor folk hopper på bordene."

Bedste sted til fordybelse og eksamenslæsning finder du her:
"Statsbibliotekets læsesal. Der er en dejlig ro, og det er dejligt biblioteksagtigt. I Nobelparken er der også gode læsesale; nogle af dem højt oppe har en rigtig god udsigt over byen og er fredfyldte."

Gå ikke glip af:
"Kapsejladsen og Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag; det er nærmest heller ikke til at undgå. Der er voldsomt mange mennesker, og til Kapsejladsen er der en særlig stemning, fordi næsten alle har fået læseferie. Unibaren er også et sjovt sted. Her kan du spille spil, og de har et ret stort udvalg."

Dit studieliv er ikke komplet uden:
"At du har prøvet en masse fredagsbarer. Man skal ikke kun holde sig til sin egen bar, de varierer nemlig meget i både stemning og niveau."

Når studielivet kradser, er der hjælp at hente her:
"Vi har hørt godt om studenterpræsten, både gennem en bekendt, som har brugt ham, og til et oplæg. Han virkede som en supercool guttermand. Ellers kan man tale med en psykolog, og der er også kurser for folk med eksamensangst. For os har det hjulpet at tale med vores medstuderende; alle kan nikke genkendende til, at det kan være stressende at være studerende. Og så er det godt at finde sig nogle læsemakkere."

Et sidste godt råd:
"Man får meget overskud ved at være social, så deltag i en masse ting. Og tal med folk fra andre studier; det kan være godt lige at få lidt perspektiv på ens eget studium."

Om Campus Aarhus: Verdensberømte gule mursten

Aarhus Universitet blev grundlagt i 1928 under navnet Universitetsundervisningen i Jylland og holdt til i lejede lokaler blandt andet i Nørre Allé. I 1933 blev den første universitetsbygning indviet. Bygningen har i dag nummer 1340 og huser Psykologisk Institut. Det karakteristiske gule campusbyggeri, der omkranser Universitetsparken, er tegnet af C.F. Møllers Tegnestue.

Den 31. oktober 1944 blev kollegium 4 og 5 samt dele af hovedbygningen i Universitetsparken bombet af britiske Royal Air Force-bombefly. Bombardementet skete på foranledning af den jyske modstandsbevægelse, da bygningerne under krigen husede Gestapos jyske hovedkvarter.

Campus Aarhus blev i 2007 udvidet med fusionen med Handelshøjskolen i Aarhus på Fuglesangs Allé. Derudover tæller Campus Aarhus også bygninger i Nobelparken, Trøjborg, Katrinebjerg, Dalgas Avenue og Moesgård.

Læs mere om AU’s historie: au.dk/uhu/velkommen

Artikel

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 25.09.2017