I dag er det lykkedes 23-årige Cecilie at begrænse den samlede tid, hun bruger på læsning og undervisning, til en normal arbejdsuge.

”Jeg er begyndt at sige, at jeg gerne vil være god til mit fag, frem for at det skal være 12-taller hele vejen igennem. Det er lidt mere opnåeligt,” siger hun med et smil.

Cecilie virker afklaret og kontrolleret. Hun har mærket på egen krop, hvad det vil sige at presse sig selv helt derud, hvor det er usundt for både krop og sind, i jagten på det perfekte.

Nu forsøger hun at genfinde glæden ved det studie, som var lige ved at tage pusten fra hende. Samtidig håber hun, at hendes historie kan få flere studerende til at tale åbent om stress.   

Ønskestudiet

Det var med store forventninger, Cecilie i sommeren 2013 startede på medicinstudiet på AU. Både til uddannelsen og til sin egen præstation. Hun ville gerne gøre det godt. Derfor lagde hun hårdt pres på sig selv allerede i eksamensperioden på første semester. Alligevel var hun usikker på, om det var nok.  

”Jeg var nervøs, og det betød rigtig meget for mig, at jeg skulle klare det her godt,” siger hun. 

Det gik godt, og Cecilie kunne ånde lettet op. Men da hendes hold kun tre uger inde i det nye semester fik at vide, at nu kunne de godt begynde at forberede sig på eksamen igen, ramte det Cecilie som en knytnæve i maven. 

Tømt for energi

”Fuck, jeg har lige bestået alle mine fag. Jeg kan ikke begynde at læse til eksamen allerede nu,” tænkte hun. Alligevel tog hun samvittighedsfuldt hul på opgaven. 

Selvom Cecilie havde forelæsninger til kl. 18 flere gange om ugen, holdt hun ikke fri, når hun kom hjem. Hun satte sig i stedet til at læse. Og mellem forelæsningerne mødtes hun med sin læsegruppe for at repetere stoffet. 

”Jeg tog mig ikke tid til at restituere og lade op til dagen efter. Så jeg var dødtræt, når det blev fredag,” siger hun.

Arm-dag og lasagne fra bunden

Det betød, at Cecilie skruede mere og mere ned for sit sociale liv. Hun havde ganske enkelt ikke energi til at gå ud.

Arbejdet som frivillig samarit skar hun også fra i forsøget på at nå al den læsning, hun gerne ville. 

”Jeg tror overhovedet ikke, det var den mest optimale måde at gøre det på, men alle siger, de læser lige så meget. På den måde presser vi også hinanden indbyrdes på studiet,” siger Cecilie og fortsætter:

”Og samtidig er der jo en forventning om, at man også klarer sig godt socialt, at man laver sin lasagne fra bunden og har en ugentlig arm- og ben-dag i fitnesscenteret. Det kan bare ikke lade sig gøre.”     

Mur af tavshed

Cecilie oplevede, at det var umuligt at dele sine bekymringer med andre på studiet.

”Det er ikke accepteret at sige, hvis man synes, det kan være hårdt at få sin uge til at hænge sammen, eller hvis man synes, stoffet er vildt svært,” siger hun.

Midt på semesteret gjorde Cecilie alligevel forsøget i en undervisningspause, men der var ”fuldstændig stille”, husker hun. ”Ingen respons.”  

Heller ikke i Cecilies tidligere læsegruppe var der forståelse at hente.

”Normalt på studiet har man jo en læsegruppe for at kunne støtte hinanden i stoffet og for at bevare motivationen på studiet. Det var slet ikke min oplevelse. Jeg synes, det var mere et kapløb om, hvem der nåede mest og klarede sig bedst,” siger hun. 

Kunne hele tiden blive bedre

For at finde forståelse for sine bekymringer søgte Cecilie hjælp hos studievejledningen, som kom med forslag til, hvordan hun kunne strukturere sine timer, og hjalp hende med at lave en ugeplan.

Men det lykkedes ikke Cecilie at overholde planen, heller ikke selvom der kun var sat én fridag af om ugen. 

”Jeg havde svært ved at lukke bogen og lægge den fra mig, når jeg skulle. For der var jo mere tid til at læse, og så kunne det jo blive bedre. Men problemet er, at når man har en idé om, at alt skal være perfekt, så har man jo også tabt på forhånd,” siger hun.

I stedet fik Cecilie tid hos Studenterrådgivningen og tre konsultationer med en psykolog, som blandt andet fortalte, at det var vigtigt at holde fast i fritidsaktiviteter, familie og venner. For hvis man kun har studiet, og det så vælter, så vælter hele ens verden, sagde psykologen.  

”Det havde hun ret i. Jeg kunne bare ikke se rationelt på det i øjeblikket. Jeg var så presset og så træt. Jeg tænkte kun på de sider, jeg skulle have læst til dagen efter. Det skulle jeg bare, uanset om jeg følte mig stresset eller ked af det.”

Arbejdsdag: 09.00-02.00

Cecilie var kommet ind i en ond cirkel. Jo mere hun isolerede sig med bøgerne, og jo hårdere hun pressede sig selv, jo sværere havde hun ved at koncentrere sig om det, hun læste. Efterhånden som eksamen nærmede sig, brød Cecilie sammen med jævne mellemrum. 

”Det kunne være en helt almindelig onsdag formiddag, hvor jeg græd uafbrudt i to timer. Jeg vågnede nogle gange om morgenen og var bundulykkelig, for jeg vidste, jeg ikke kunne nå det, jeg gerne ville,” siger hun.

Op til eksamen var der kun bøgerne tilbage. Ikke engang en løbetur kunne Cecilie finde tid til. Hun læste uafbrudt, fra hun stod op om morgenen til klokken et-to stykker ud på natten.

”Jeg var bange for, jeg ikke nåede nok. Men lige meget hvor meget jeg læste, så var der ikke noget, der sad fast,” siger hun.

Spisestop blev dråben

Cecilie følte sig i eksamensperioden så magtesløs, at det begyndte at gå ud over hendes spisevaner. 

”Når jeg ikke kunne kontrollere noget som helst andet, så var det eneste, jeg kunne kontrollere, min mad. Det var det, jeg ledte det over på, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre,” siger hun.

Det blev samtidig et wake-up call til Cecilie, som pludselig kunne se, at tingene slet ikke var, som de skulle være. 

”Jeg tænkte: Okay, der er altså bare noget galt nu. Jeg havde ikke kunnet se det i starten af semesteret. For da tænkte jeg, at sådan var det jo bare. Det er jo hårdt at læse,” siger hun.

Droppede eksamen

Cecilie besluttede sig for at droppe sin eksamen og tage kontakt til en privat psykolog for at få hjælp til at komme på ret køl igen.

”Jeg går på en uddannelse, jeg virkelig gerne vil. Men jeg sagde til mig selv, at hvis jeg nogensinde kommer i den her situation igen, så skal jeg bare ikke fortsætte. Derfor bliver jeg nødt til at gøre noget for at komme igennem på en fornuftig måde,” siger hun.

Beslutningen om at droppe eksamen var imidlertid ikke let. Tværtimod.

”Jeg var meget i tvivl. Det var en sindssyg hård beslutning og et kæmpe nederlag i starten. Både personligt og socialt. Jeg havde hele tiden sagt til mig selv, at selvfølgelig kunne jeg klare det godt,” siger hun.       

Gejsten tilbage

Alligevel er Cecilie glad for sit valg og samtalerne med psykologen. Hun har fået lysten til studiet tilbage.

”Jeg har fundet ud af, at jeg vinder mere i sidste ende ved at sætte mine forventninger ned og lytte mere til mig selv og min krop. Hvis jeg sidder og læser, men kan mærke, jeg ikke får noget ud af det, så lukker jeg bogen og løber en tur i stedet for,” siger hun.

Det er ikke kun i forhold til læsningen, Cecilie er blevet bedre til at mærke efter. Det gælder også i sociale sammenhænge.

”Det er vigtigt for mig at holde fast i det sociale, ellers fungerer det ikke. Men jeg behøver ikke være hele natten i fredagsbaren, hvis jeg ikke har energien. Et par timer er også i orden,” siger hun.

Navnet i artiklen er opdigtet. Cecilies rigtige navn er redaktionen bekendt.