Det kræver sin mand at være fodermester for forskningssvin

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Forskningsgrisene i Foulum kan lide af skizofreni, sukkersyge og Alzheimers. Og de skal have speciallavet foder vejet af på grammet. Det tackler makkerparret Ole Møller Andersen og Rasmus Isaksen, som har ansvaret for foderfabrikken i Foulum, med præcision og alvor – og en hel del sort humor, pjat og jokes.

30.11.2018 | Lene Ravn og Ida Marie Jensen (fotos)

Vidste man ikke bedre, kunne stalden til forveksling ligne en helt almindelig svineproduktion. Gris efter gris, der fra hver sin boks stædigt øffer efter opmærksomhed - og måske en portion foder. Men det, der udspiller sig i staldene på Institut for Husdyrvidenskab i Foulum er langt fra det ordinære landbrug. 

”Lige nu har vi en gris, der har fået et gen med skizofreni, mens andre har fået hjerte-kar-sygdomme,” fortæller forsøgsmedarbejder, Rasmus Isaksen, henkastet. Men dog stolt.

Derudover har de haft grise med Azheimers, ALS og sukkersyge. Og høns, heste og får i staldene. Og mink. Og rotter. Det kan hurtigt gå hen og lyde som en dårlig sci-fi film, når de to forsøgsmedarbejdere Ole Møller Andersen og Rasmus Isaksen fortæller om deres arbejdsplads. Ikke desto mindre er det virkeligt nok. For i Foulum bliver der både studeret jordbrugsvidenskab og dyrehold generelt. Og så bruger læger også landbrugsdyrene til at studere sygdomme og teste medicin på.

Rasmus Isaksen og Ole Møller Andersen klør gerne svinene lidt bag øret, for det er vigtigt, at de kan håndtere svinene, når der skal tages prøver til forskningen.

De fodrer svin efter forskernes opskrifter

Ole Møller Andersen og Rasmus Isaksen står for at producere det foder, forskerne ønsker at få testet på dyrene. Og det sker efter forskernes nøje afmålte opskrifter på foderfabrikken, der ligger i forbindelse med staldene. 

Lige nu testes blandt andet, hvordan svinene optager forskellige enzymer i tarmene, og forskere arbejder på at erstatte soya i svinefoderet til noget, vi ikke behøver at importere fra udlandet, men kan finde på dansk jord – såsom dansk søsalat. Opskriften kan også lyde på ”fedtfoder”, som Rasmus Isaksen kalder det. Den bestod af 30 procent sukker og 15 procent svinefedt. 

”Det blev svinene tykke af. De skulle nok have sukkersyge,” konkluderer Ole Møller Andersen.

Har I delt opgaverne mellem jer?

”Ja. Jeg tager mig mest af Ole,” svarer Rasmus Isaksen prompte og ser på makkeren.

”Ja, og så tager jeg mig af resten,” siger Ole Møller Andersen lige så hurtigt.

Sandheden er, at ansvaret er fælles, selvom Rasmus Isaksen kun har været ansat siden i sommer, og Ole Møller Andersen i omkring ti år. Foderfabrikken er nemlig nybygget, og opgaven er ny for dem begge.

Den nye foderfabrik blev færdig i sommer, hvor Rasmus Isaksen også begyndte på jobbet i Foulum. Derfor hedder det sig, at fabrikken er bygget til ham: ”Jeg har regnet på det, og det passer med, den skal rives ned, når jeg skal på pension om 45 år,” siger Rasmus Isaksen, der tilsyneladende har planer om at blive på pinden i Foulum nogle årtier.

Fra selvstændig landmand til universitetsjob

At drive foderfabrikken er gammeldags møller-arbejde blot tilsat nogle utraditionelle ingredienser og en del maskineri, som makkerparret påskønner ret så meget. Sommetider optager fabrikken alt deres tid.

”Sådan er det, når mange af forskerne har en idé om, at foder falder ned fra himlen. Så kan vi få travlt,” siger Rasmus Isaksen.

Andre dage bruger de ingen tid på fabrikken og passer i stedet dyrene sammen med de øvrige 25-30 andre forsøgsmedarbejdere på Center for Husdyrfaciliteter.

Og det er ikke helt almindeligt landbrugsarbejde, de har fingrene i. Forsøgsmedarbejderne skal tage blodprøver, afføringsprøver, mælkeprøver, afmåle foderet på grammet, observere dyrene og meget mere, der ikke har hjemme i en almindelig produktionsstald. 

”Det er jo grundforskning, så det hele går langsomt. Hvis der er otte grise, der skal være med i et forsøg, så kan det alene tage en hel dag at passe dem,” fortæller Ole Møller Andersen.

Han kan bevidne forskellen. For han blev uddannet landmand i ’99 og har været selvstændig svineproducent med to ansatte i Vebbestrup nær Hobro i fem år, indtil han selv sagde stop. 

”Fordi jeg tjente ikke nogen penge,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg tog den beslutning, som mange andre også burde tage. Jeg havde lovet mig selv, at hvis det ikke gav overskud efter fem år, så holdt jeg. Og overskuddet kom ikke.”

Forsøgsmedarbejder Ole Møller Andersen, der er uddannet landmand.

I 2008 blev han ansat på Aarhus Universitet i Foulum – taknemlig for økonomisk stabilitet, at kunne bruge sin kunnen som landmand og oplevelsen af at have en fritid ved siden af sit job.

Rasmus Isaksen, der er uddannet jordbrugsteknolog, er derimod først lige begyndt på jobbet i august. Tidligere har han været selvstændig udvikler af hestefoder og haft et enkelt år på en genbrugsplads. Gældende for dem begge er det, at jobbet i Foulum er noget helt, helt andet, end de har været vant til. 

”Det er slet ikke sammenligneligt,” fastslår Rasmus Isaksen.

Men lad os prøve alligevel.

I Foulum er grænsen mellem forskning, stald og kontor flydende. Så der er gerne lidt halm på gulvet i kontoret, og avanceret udstyr i stalden.

Præcision og alvorligheder

Hvad er den største forskel på det, I laver her og det, I lavede før? 

”Det er præcision. Når vi laver foderet, så måler vi i gram – og en fjerdedel af grammet. I dag har jeg lige vejet 6,25 gram af. Det er altså ikke meget, og det gør man ikke ude i virkeligheden,” svarer Rasmus Isaksen.

Ole Møller Andersen nikker:

”Nej, det er ikke alverden. Grisene er det eneste, der går igen,” siger han og understreger, at forskning er besværligt.

Rasmus Isaksen nikker:

”Når man kommer herud skal man være åbensindet og bare gribe det, for der bliver lavet mange skøre ting. Og det, man skal lave, giver måske ikke lige mening.”

Som da han for lidt tid siden fik en særlig opgave:

”Jeg fik besked på at malke en gris. Det er nok det, jeg har studset mest over,” siger Rasmus Isaksen og vrænger ansigtsfolderne. 

”Ja, der troede du, vi tog pis på dig,” ler makkeren.

Kraniet er fra et vildsvin, der blev kogt år tilbage. Nu tjener grisehovedet som en slags bordpynt i frokoststuen. ”Det stinker, når det skal koges,” understreger Ole Møller Andersen.

Kraniet på frokostbordet

Frokoststuen på centeret afslører en del om stedet. I den ene gavlende er køkkenet, i den anden en opslagstavle og i midten et langt frokostbord, der er fyldt med papirer, kaffekopper, salt, sort peber. Og midt i det hele står et stort kranie. 

Det har engang siddet på et af centerets vildsvin, men nu tjener det som borddekoration.

”Vi skulle jo have en eller anden slags pynt,” siger Rasmus Isaksen. 

”Ja, ja. Det er sådan lidt bling-bling,” siger Ole Møller Andersen.

Og hvordan det helt præcist endte sådan, kan Ole Møller Rasmussen ikke helt huske, men det er ikke resultatet af en vild julefrokost eller lignende:

”Det var heller ikke noget væddemål. Vi gjorde det bare. Sådan noget gør vi hele tiden. Det har nok bare været en mandag morgen.”

Han husker det som værende et par år siden.

”Det var nok mig, der skar hovedet af,” siger han og uddyber: 

”Vi gjorde det bare, fordi vi kan. Den har skulle aflives, så vi sprøjtede den, skar hovedet af den og kogte kraniet. Og det kan jeg sige dig; det stinker, når det skal koges.”

De to mener nu ikke, at den bedrift er noget særligt. Og Ole Møller Andersen understreger, at de kranier har de altså flere af på kontorerne – også bare til pynt.

 

Der bliver indimellem klonet grise i Foulum til forskning, ligesom der også kan findes grise med Alzheimers, hjerte-kar-sygdomme og skizofreni.

Stoppede forskning i ALS

Værkstedshumoren lever i bedste velgående, men gemmes lidt af vejen, når forskerne er på besøg.

”Så er der fuldt fokus, for det er deres forsøg. Det er dem, der har gjort sig tanker om, hvad der skal ske, og så kan vi sparke ind med, hvad der i virkeligheden kan lade sig gøre,” siger Rasmus Isaksen med en helt anden og mere alvorlig tone.

Deres indspark kan både være relateret til, hvor fint foderet må blive, eller hvordan dyrene skal opstaldes for at have det godt nok. Og forsøgsmedarbejderne føler sig hørt, selvom rollefordelingen er klar:

”Man gør som, der bliver sagt,” siger Ole Møller Andersen.

Efterfulgt af Rasmus Isaksen:

”De har det sidste ord. Og insisterer de på, at det skal være på en bestemt måde, så bliver det sådan.”

Har I det sommetider skidt med, hvordan dyrene bliver holdt?

”Nej, vi skal jo holde øje med at dyrene har det godt. Og hvis de ikke har det, så trækker vi stikket på forskningen,” siger Ole Møller Andersen.

Har du nogensinde sagt stop til et forskningsforsøg?

”Ja, en gang for nogle år siden gjorde vi det med en gris, der havde fået et gen med ALS. Den var fysisk belastet og kunne ikke rejse sig. Der sagde vi ’den går ikke’, og den blev aflivet.”

 

Generelt flinke forskere

At arbejde med forskere er noget helt andet end at være selvstændig foder- eller svineproducent. Det ved de to.

”Forskerne er ret teoretiske - også når de kommer herned,” siger Rasmus Isaksen.

”Men generelt flinke. Vi har mødt nogle af dem, der bare er toppen af poppen – de bedste til deres felt - og de kan ikke skrue en skrue i uden at ødelægge noget. Men dem kan man også tage pis på,” fortæller Ole Møller Andersen af erfaring. 

Han mindes et tidspunkt han stod midt i arbejdet sammen med en fuldt fokuseret forsker:

”Han bad om det direkte nummer til operationsstuen i Aarhus. Så sagde jeg 1-1-2. Så trykkede han det ind på telefonen. Det var ikke så godt. Men jeg tror da, han syntes, det var meget sjovt alligevel,” fortæller Ole Møller Andersen, mens Rasmus Isaksens ler:

”Når de står der, så kan du bilde dem hvad som helst ind,” tilføjer Rasmus Isaksen.

”De har nok raflet om det” 

Men den slags sjov prøver forsøgsmedarbejderne at holde igen med, for fokus er påkrævet, når de står og afvejer, måler og håndterer forsøgene. Som Rasmus Isaksen gentager flere gange:

”Præcision. Præcision. Præcision. Laver du et eller andet tilfældigt, så kegler hele forsøget. Derfor løsner vi op på det hele efterfølgende,” siger han.

”Der er vi professionelle. Det er vi faktisk utrolig dygtige til,” siger Ole Møller Andersen, før Rasmus Isaksen fortsætter på sætningen:

”Og vi er faktisk rimelig anderkendte på de forskellige universiteter. Nu har vi også lige fået det foder hjem fra Frankrig. De har jo valgt os ud,” siger han og afbrydes af Ole Møller Andersen:

”Ej, jeg tror, det er tilfældigt. De har nok raflet om det. Nej. Det ved jeg ingenting om,” griner han.

Rasmus Isaksen tysser på ham, og så vender de ellers ansigterne mod hinanden og diskuterer videre, hvordan fodret fra Frankrig egentlig er landet på opgavelisten, og hvilke forskere der er står for det, indtil Ole Møller Andersen igen drejer hovedet konkluderende:

”Vi føler i hvert fald, at vi er rigtig dygtige. Vi laver ikke mange fejl.”

 

Altid lyst, men sjældent tid

Ti år eller to måneder i Foulum, stolte er de:

”Det, vi laver, det er jo rigtig grundforskning. Det er starten på noget, der kan udvikle sig til noget stort. Det gør det spændende,” siger Ole Møller Andersen.

”Ja, en forsker udtænker en ny tanke, og vi er de første, der får lov til at pille ved det. Det er fedt at være med til,” siger Rasmus Isaksen.

Følger med I så med i forskningsresultaterne?

”Ja, hvis vi har tid og lyst, så gør vi,” fortæller Ole Møller Andersen tøvende.

Rasmus Isaksen ser bebrejdende på sin makker og siger i stavelser:

”Tid. Tid. Tid. Vi har altid lyst. Men sjældent tid.” 

Nogle af grisene er almindelige slagtesvin, som også findes i den almindelige landbrugsproduktion, men der er også en del Yucatan-vildsvin. Ole Møller Andersen fortæller, at det var en kvinde, der hed Linda P., der i sin tid importerede dem fra Mexico til USA. Det afstedkommer en del jokes.

I Foulum holdes nogle dyr, som var det et konventionelt landbrug, og andre som var det økologisk (som set på foto'et). Det skyldes, at der forskes i løsninger, sygdomme, foder og meget mere, der skal kunne bruges i begge typer landbrug.

Der bliver lavet alverdens foder med søsalat, soya, vitaminer og sukker. De to forsøgsmedarbejdere arbejder altid ud fra en opskrift, der skal følges nøje.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.12.2018