»Du skal være et ret skizofrent menneske for at synes om hele vores sendeflade«

Aarhus Studenterradio er flyttet til Studenterhuset og har fået sig en digital opstrammer med ny hjemmeside, ny sendeflade og podcasts og er også på vej med en app. Men radioen, der er lavet af studerende for studerende, hylder stadig nichen.

Holdet bag dagens produktion af Overblikket på Aarhus Studenterradio. Foto: Lars Kruse
Kaspar Ottosen, chefredaktør på Aarhus Studenterradio. Foto: Lars Kruse

»Vi går på igen om 30 sekunder,« lyder det fra produceren, og de to værter finder vej til mikrofonerne, mens musikken fader ud.

Med udsigt til morgenmylderet på Ringgaden i Aarhus sender en håndfuld studerende live hver morgen mellem kl. 8 og 9 mandag til fredag. »Overblikket« hedder det daglige nyhedsmagasin, der i programmets jingle beskrives som en »auditiv goodie bag til din morgen« med nyt fra AU og omegn.

Programmet er et af de nye tiltag hos Aarhus Studenterradio, der er kommet til, siden radioen for et års tid siden måtte rykke fra studiet på Dalgas Avenue i forbindelse med salget af lokalerne, der tidligere husede Ingeniørhøjskolen. Radioen sender nu midlertidigt fra den såkaldte Pianostue i Studenternes Hus, og Kaspar Ottosen håber, at radioen kan få permanent adresse i et lokale i Studenternes Hus.

»Det har virkeligt betydet meget, at vi nu holder til helt centralt på AU. Før var vi noget afkoblet fra livet på uni.«

Aarhus Studenterradio

  • Aarhus Studenterradio har sendt radio siden 1996.
  • Radioens målgruppe er studerende på AU og på de øvrige uddannelsesinstitutioner i Aarhus. Og selvom AU har studerende både i Aarhus, Emdrup og Herning, er radioen centreret om Aarhus, da den som lokalradio er forpligtet til at være lokalt forankret.
  • Radioen sender kun på FM-båndet i og omkring Aarhus, men alle kan lytte til radioen på nettet.
  • Radioen drives som forening med støtte fra Kulturstyrelsen. Chefredaktøren og værterne arbejder frivilligt.
  • Lyt til radioen på 98,7 FM hver dag fra 8.00 til 9.00 og igen fra 19.00 til 22.00 om aftenen, undtagen onsdag – eller på aasr.dk

Nye programmer og nye medlemmer

Siden Kaspar Ottosen blev chefredaktør, har han sammen med den øvrige bestyrelse og medlemmerne arbejdet med at forny studenterradioen.

»Det kneb med at udfylde de 15 ugentlige sendetimer, vi er forpligtet til at producere, for at kunne få de 100.000 kroner, vi får i årligt tilskud fra Kulturstyrelsen, og som hovedsageligt går til Koda og Gramex, så vi kan spille musik i radioen. Så vi satte gang i en idéudvikling af nye programmer og søgte værter til dem,« fortæller Kaspar Ottosen.

Det er der blandt andet kommet det lokalpolitiske magasin #aarhuspol ud af og altså nyhedsprogrammet Overblikket. Og flere programmer er på vej. Desuden har radioen fået en ny hjemmeside, hvor man kan hente alle radioens udsendelser som podcasts, og en app er også i støbeskeen, fortæller Kaspar Ottosen.

Han glæder sig over, at medlemstallet nu er på vej opad igen.

Fra overlevelse til legesyge

Studenterradioen har igennem flere år sendt live som optakt til Kapsejladsen og har tidligere sendt fra både Spot Festival og Northside Festival. Og den type liveradio håber Kaspar Ottosen, at studenterradioen kan levere mere af i fremtiden.

»Vi dækker Newbees Festivalen her i Studenterhuset, hvor vi også er dj og konferencier, og arbejder
også på en julekalender fra AU i form af et radiodrama. Hvor de sidste halvandet til to år har handlet om overlevelse, er der nu ved at være plads til at lege, og det kan vi også mærke på interessen for at være med,« lyder det fra chefredaktøren.

Dødsmetal og cambodiansk reggae

Studenterradioen satser fortsat på de skæve programmer, du ikke finder andre steder, fortæller Kaspar Ottosen.

»Der er ikke mange andre danske radiokanaler, hvor du kan høre cambodiansk reggae, finder et helt program udelukkende med dødsmetal, kan blive opdateret på, hvad der rører sig i Østen, eller lytte til en specialestuderendes tanker om det at skrive speciale. Det er mit mål, at der er mindst ét program, som du har lyst til at lytte til. Du skal være et ret skizofrent menneske for at synes om hele vores sendeflade, når vi har så mange nicheprogrammer,« griner han.