Professor i datalogi, Susanne Bødker, blev valgt som de videnskabelige medarbejderes repræsentant i AU’s bestyrelse ved universitetsvalget i 2011 og trådte formelt ind i bestyrelsen i februar 2012. Hun blev genvalgt ved valget i 2015, men nu er det slut, for ifølge AU’s vedtægter kan man kun sidde i bestyrelsen i to perioder.

Som medlem af AU’s øverste myndighed har hun været med til at træffe markante beslutninger gennem de i alt otte år, hun har siddet i bestyrelsen. Efter knap to år i bestyrelsen skulle hun sammen med de øvrige bestyrelsesmedlemmer forholde sig til en spareplan, som kom til at koste cirka 400 medarbejdere jobbet. Hun har været involveret i udviklingen af AU’s seneste to strategier. Og hun har været med til at sætte rammerne for udviklingen af AU’s nye campus, Universitetsbyen. Senest har hun været med til at beslutte, at hendes eget fakultet, Science and Technology, fra 1. januar bliver splittet i to.

Hvad er det for et manøvrerum, man har som internt bestyrelsesmedlem?

”Det, vi kan gøre, er at fortælle, hvordan situationen ser ud fra gulvet. Nogle forhold kan være svære at forstå, når man ikke har det inde på livet i dagligdagen. Og det er det perspektiv, vi som interne medlemmer kan bringe ind i bestyrelsen.” 

Et reality check

Hun fortæller, at de interne medlemmer også udfordrer ledelsen på dens tal og statistik på baggrund af de erfaringer, de bringer med sig både som studerende og medarbejdere. 

”For eksempel siger ledelsen: Vi skal ansætte de bedste. Og det er jo nemt at blive enige om. Men der kommer vi så også med vores erfaringer fra institutterne. Fordi vi ved, hvor svært det er at gøre i praksis. Der er nogle helt praktiske udfordringer ved sådan en melding, som for eksempel en sprogbarriere. Hvis vi skal ansætte de bedste, vil mange nemlig komme fra udlandet. Jeg har intet imod kolleger fra udlandet, men vi er fortsat et universitet, hvor dansk er hovedsproget, og det, der kommer fra ministeriel side, er også på dansk. Så det giver nogle helt konkrete problemer, som vi gør opmærksom på i bestyrelsen.”

Så I er med til at give ledelsen et reality check?

”Ja, primært de eksterne medlemmer, for ledelsen ved det for det meste godt i forvejen.”

Hvad gør I for at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig blandt medarbejdere og studerende rundt om i organisationen? 

”Vi har en stor kontaktflade blandt andet hos tillidsrepræsentanter og i de akademiske råd og snakker med alle, der vil snakke med os. Jeg kunne godt ønske mig, at flere greb fat i os. Men jeg prøver at være til stede og synlig i sammenhænge, hvor der er mange medarbejdere samlet. Senest på medarbejdermødet om opsplitningen af Science and Technology, hvor jeg også stillede spørgsmål for tydeligt at markere, at jeg var til stede.”

Ønsker flere åbne punkter

Synes du, der er nok synlighed omkring bestyrelsens arbejde? 

”Mange af de sager, vi behandler i bestyrelsen, er fortrolige; som for eksempel personsager og emner, som vi af konkurrencehensyn ikke kan drøfte åbent. Desuden kan vi ikke referere fra møderne. Men når det er sagt, har både medarbejdere og studerende bedt om at få flere åbne punkter på dagsordenen, og det har jeg indtryk af er en linje, vores nuværende formand deler.”

Kan I som interne medlemmer bringe emner på dagsordenen?

”Bestyrelsen taler med ledelsen via bestyrelsesformanden, så vi henvender os ikke direkte til ledelsen. Men vi kan skrive og ringe til bestyrelsesformanden, hvis vi mener, der er emner, som bestyrelsen og ledelsen bør kende til.” 

Kan du komme med eksempler på, at I har benyttet jer af den mulighed?

”Nej, det er ikke noget, jeg kan nævne her.” 

Efterdønninger af de store fusioner

Hvad har gjort størst indtryk på dig i de otte år, du har siddet i bestyrelsen?

”Jeg begyndte i bestyrelsen i efterdønningerne af de store fusionsprocesser (den reorganisering i 2011, hvor man gik fra 55 til 26 institutter og fra ni til fire fakulteter. Dertil kom en centralisering af administrationen, red.). Dengang var der meget frustration og vrede, det oplever jeg ikke på samme måde i dag. Vi har stadig udfordringer. Men vi har i perioden truffet nogle beslutninger, som jeg er glad for at have været med til. Som beslutningen om AU’s nye campus, Universitetsbyen. Det var en god beslutning for fremtiden, og jeg glæder mig til, at det bliver ført ud i livet.”

En tung beslutning

Du var også med til at træffe beslutningen om at sende AU ud i den største sparerunde nogensinde. Hvordan var det? 

”Økonomien vil altid være en sag, vi skal beskæftige os med i bestyrelsen. Men da jeg trådte ind i bestyrelsen, var der dårligt styr på økonomien internt på universitetet. Det er der styr på nu, der ser vi ikke de store udsving. I dag skyldes usikkerheden primært, at vi ikke kan kende budgetterne mere end et år frem på grund af skiftende finanslove. Det er også det, vi står i lige nu, hvor vi ikke ved, om taxameterløftet til de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser videreføres. Universitetets økonomi er sindssygt følsom over for det politiske system. Men ironisk nok er AU blevet mindre rystet i forhold til de seneste økonomiske udsving end for eksempel KU, netop fordi vi var igennem den store sparerunde for nogle år siden.”

Men er det en beslutning, du har måttet stå på mål for over for medarbejdere på AU, der er blevet ramt af besparelserne? 

”Det var tungt. Men det er et eksempel på en situation, hvor vi var nødt til at stole på, at når ledelsen vurderede, at det var nødvendigt, så var det rent faktisk, fordi det var nødvendigt. Konsekvensen af at udtale mistillid til ledelsen ville have været at smide dem ud. Og der var vi ikke. Det er min opfattelse, at der de senere år har været en god tillid til ledelsen. Jeg oplever, at der er en fundamental tillid til Brian (Bech Nielsen, red.) som rektor. Og det gør vores rolle som bestyrelse nemmere.”

Ikke vores ansvar at snakke politikersprog, vi skal bare være os selv

Hvis du skal give et godt råd til de nye interne medlemmer af AU’s bestyrelse, hvad vil det så være? 

”Der er ingen tvivl om, at Studenterrådets repræsentanter altid er ekstremt velforberedte, og netop af den grund får de indflydelse. De er mere forberedte end os medarbejdere, og de lytter til deres medstuderende, så de ved, hvad der foregår rundt om på universitetet. Den ros skal de have. Rådet må være at lytte til, hvad der foregår – og ytre sig som det, man er: en, der har sin daglige gang på gulvet. Det er ikke vores ansvar at snakke politikersprog, vi skal bare være os selv.”

Ekstern finansiering er en udfordring for forskningsfriheden

Susanne Bødker fortsætter med at tegne et billede af, hvad udfordringen bliver for bestyrelsen og de nye medlemmer:

”Der er ingen tvivl om, at det er sammensætningen af økonomien på et universitet. Dels den stigende eksterne finansiering af forskningen fra private fonde, dels skiftende politiske beslutninger, der påvirker økonomien. Det udfordrer forskningsfriheden, at så store mængder penge kommer fra private fonde. Og så bliver det en udfordring at sikre finansiering af uddannelserne på Arts og BSS.” 

Ville du gerne have fortsat, hvis du kunne?

”Det er jeg heldigvis fri for at skulle forholde mig til. Jeg tror, det er godt, at der kommer nogle nye til. Men jeg har nydt at være en del af bestyrelsen.”