Et sted ved siden af sprog

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Som ung ph.d.-studerende på Johns Hopkins University mødte amerikanske Lenore Messick en dansk mand og tog med ham til Danmark. At hun fulgte sit hjerte, har hun aldrig fortrudt. Men de sproglige barrierer i det nye land betød, at Lenore Messick gennem mange år følte sig som 'en dummere udgave af sig selv.'

17.10.2018 | Lotte Bilberg og Lars Kruse (foto)

"Det har været skønt at få lov til at binde buketter til jer. Nu skal jeg i gang med at lægge en milliard forårsløg. Boden åbner igen i april. Dbh Lenore" 

Sådan stod der i sidst i september på Facebooksiden "Blomster fra baghaven," som drives af sprogkonsulent Lenore Messick, der arbejder som oversætter i afdelingen Events og Kommunikationsstøtte på AU. 

'Jer' i beskeden på Facebook er de kunder, heriblandt mange fra universitetet, der med glæde har betalt 20-50 kroner for én af de på alle måder generøse buketter, som Lenore Messick sommeren igennem har solgt fra sin bod i form af et gammelt, skrammet karlekammerskab, der har stået i forhaven til privaten i Risskov. 

"At lave have og binde buketter er min mulighed for at være kreativ," fortæller Lenore Messick.

"Jeg bruger selvfølgelig også min kreativitet, når jeg oversætter tekster. Men jeg har ikke skabt teksten, den udtrykker ikke mine tanker. Som oversætter er jeg et redskab for andre, hvor det er min opgave at levere et godt stykke arbejde. Men i min have er det mig, der skaber de rammer, jeg arbejder indenfor. Og det er fedt."  

Og så er der også noget andet. Boden repræsenterer nemlig også det sted i livet, hvor Lenore Messick befinder sig i dag. Et sted, det har taget hende mange år at nå til. 

"Jeg er et meget socialt menneske, og at åbne boden handler for mig om at række ud til andre - om at dele," forklarer Lenore Messick.  

Men alligevel skulle der gå år, inden hun realiserede den længe nærede drøm om at linde på havelågen til det sted, der gennem næsten to årtier har været hendes private helle.

"Hvor jeg kan slippe alle de roller, jeg har. Som en ordentlig dansk kvinde, en pligtopfyldende medarbejder og som mor i en familie.”

Og som det væsentligste:

"Det sted, hvor jeg kan udtrykke mig frit uden frygt for at udtale noget forkert."

At lige netop Lenore Messick har haft brug for et sted, hvor hun har kunnet udtrykke sig ved siden af sprog, viser endnu engang, at skæbnen er en sjov størrelse. Hun har nemlig gennem hele barndommen og ungdommen i det sydlige USA hængt sin identitet op på en sproglig begavelse, der mod alle sociale odds gav hende en adgangsbillet til nogle af de mest prestigefulde universiteter i hjemlandet.

"Jeg har ikke nogen privilegeret baggrund. Selvom min mor har en akademisk uddannelse, arbejdede hun som sygeplejerske, var enlig mor, og vi havde ikke mange penge," fortæller Lenore Messick.

Selvom det mest handlede om at få en hverdag til at hænge bare nogenlunde sammen, voksede Lenore Messick op i en både stimulerende og kaotisk familie.

Der var altid bøger, kunst og musik, men det var en noget omflakkende tilværelse, præget af moderens skilsmisser og økonomiske udfordringer. Men trods de mange skift klarede Lenore Messick sig godt i skolen. Vel at mærke i de fag, der havde hendes interesse, hvilket vil sige historie, engelsk og kunst. Så godt, at hun blev tilbudt et stipendium til det prestigefulde Bryn Mawr College, der blev grundlagt i 1885, og som er et privat universitet udelukkende for kvinder.

"Et rigtig rødstrømpe-universitet lidt uden for Pennsylvania. Der læste jeg, og jeg bestilte virkelig ikke andet end at læse i de år," fortæller Lenore Messick. 

Udover ambitiøs beskriver Lenore Messick sig selv som en lidt flippet og drømmende studerende, der levede en beskyttet tilværelse på campus. Indtil økonomiske problemer i familien betød, at hun måtte afslutte den fireårige uddannelse et år før tid. 

Men Lenore Messicks særlige sans for det sproglige betød, at en af hendes vejledere opfordrede hende at søge ind på en ph.d.-uddannelse på Johns Hopkins University i Baltimore. Og her mødte hun ham, der skulle blive hendes kommende mand. Nemlig Peter Mortensen, der i dag er lektor i engelsk på Institut for Kommunikation og Kultur på AU.

"Peter læste engelsk på Johns Hopkins, mens jeg selv læste litteraturteori. Men da han var færdig med sin ph.d. i 1997 kunne vi ikke blive i USA, fordi Peter ikke kunne få ophold i landet på grund af de daværende visumregler."

Lenore Messick besluttede derfor at tage med til Danmark. Peter Mortensen fik job som adjunkt på AU, og Lenore Messick planlagde at afslutte sin ph.d., mens hun slog rod i sit nye land. Men samtidig med flytningen var en ny tanke begyndt at spire frem i den unge kvinde, der hidtil havde hentet sine personlige skalpe i den akademiske verden. 

"Det gik op for mig, at springet også var en mulighed for, at jeg for første gang i mit liv for alvor tog stilling til, hvad jeg ville med min tilværelse, og om jeg egentlig så den inden for den akademiske verden," forklarer Lenore Messick.

Og lidt efter lidt gik det op for hende, at det ikke var tilfældet.

"Jeg kunne ikke se mig selv i det liv, så som mange andre udlændinge rodede jeg rundt i nogle år, hvor jeg trods alt havde mulighed for at bruge mit talent for sprog ved at arbejde for sprogskoler og oversættelsesbureauer."

Men midt i denne nye tilværelse, hvor hun også skulle lære dansk, ramte hun gang på gang ind i sprogbarrierer, og det frustrerede hende voldsomt, at hun ikke kunne udtrykke sig, som hun ville på sit nye sprog.

"Jeg oplevede at være en dummere udgave af mig selv i de år, og jeg tror, at det var ekstra svært, fordi jeg indtil da havde været vant til noget andet. Hvis du ikke kan sproget, må du finde dig i at blive behandlet på forskellige måder, som du måske ikke bryder dig om, uden at du kan sige fra over for det." 

Lenore Messick leder lidt efter de rigtige ord til at beskrive følelsen af forladthed, der i de første år gang på gang slog ned i hende. 

"Man sørger over den, man var på et andet sprog, og oplever lidt at være i eksil i sit eget liv."

Og det var der, Lenore Messick opdagede, at det at dyrke have kunne blive et helle for hende. Så for omkring ti år siden tog hun for alvor fat på at omdanne den omkring tusinde kvadratmeter udpinte parcel, der omkransede det hus, som parret havde købte sammen i Danmark.

"Her kunne jeg fokusere på det, der betød noget for mig uden at skulle overveje, hvad andre tænkte, uden at frygte for at begå en masse fejl og uden at spekulere på, om det, jeg skabte, var for lidt eller for den sags skyld for meget. Haven blev min modvægt til de mange ansigtstab, jeg oplevede de første mange år i Danmark."

Samtidig med den lange kamp for at finde sin plads i det nye land - eller lade sig assimilere, som det vist hedder nu om stunder - byggede hun sammen med Peter en tilværelse op, som hun ikke havde formuleret, inden hun krydsede grænsen med ham. Men som hun måske alligevel ubevidst havde forestillet sig, da hun valgte ham som manden i sit liv.

"Da jeg som ung mødte Peter, kunne jeg mærke, at der var noget i ham, som jeg længe havde søgt. Jeg havde ikke lyst til at flakke rundt som i min barndom. Jeg så i Peter en mand, der godt kunne finde ud af at komme hjem. Som godt kunne finde ud af at være far. Og mand."



Lenore Messick fortsætter:

"Vi har boet det samme sted i 20 år, har skabt en tilværelse, hvor der er plads til familieliv, så jeg synes, at vores liv sammen har vist, at jeg så rigtigt dengang. Og jeg har heller aldrig fortrudt, at jeg fulgte mit hjerte."

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.11.2018