Professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi i Foulum var i gang med omlægningen af haven på matriklen i Viborg søndag 14. februar i år. Han var forberedt på, at han kunne blive afbrudt i arbejdet af et par journalister på weekendvagt, der ville ringe for at få uddybet de udtalelser, som han var citeret for i en artikel med overskriften ”Minister beskyldes for manipulation med effekten af landbrugspakken” i dagens udgave af Berlingske.

Men journalisterne nøjedes ikke med at ringe. Derimod trillede sendevogne fra både DR og TV 2 ind på den stille villavej for at interviewe ham for rullende kamera, og da tv-holdene drog af igen, måtte han besvare opkald fra andre journalister resten af dagen.

14 dage senere havde professoren været igennem sin til dato værste mediestorm. Og Eva Kjer Hansen (V) var ikke længere miljø- og fødevareminister.

 Minister maler skønmaleri

Jørgen E. Olesen er en af de fremtrædende forskere, der havde leveret beregninger til en rapport om effekterne af landbrugspakken, som var bestilt af Miljø- og Fødevareministeriet. Samtidig var han blandt de forskere, der var stærkt kritiske over for den måde, som regeringen havde brugt beregningerne i de politiske forhandlinger om en ny aftale på landbrugsområdet.

Han mente, som for eksempel også professor i vandmiljø Stiig Markager fra Institut for Bioscience på AU, at regeringen malede et skønmaleri af konsekvenserne af de politiske tiltag i landbrugspakken.

 Fair politisk proces

Derimod oplevede Jørgen E. Olesen paradoksalt nok, at den politiske proces forløb  ”helt fair” under mediestormen.

Han fremhæver for eksempel, at ministeren indkaldte de forskere, der havde optrådt kritisk i medierne, til et frokostmøde fredag 19. februar.

”Det var et fint initiativ. Vi var dog kun to forskere, som tog imod invitationen, men til gengæld har jeg aldrig før set så mange embedsmænd samlet i ét lokale,” ler Jørgen E. Olesen.

”Vi kom nu kun til at tale om tallene de sidste ti minutter af mødet, og der måtte jeg sige, at det var problematisk, at ministeren holdt fast på sit standpunkt.”

Også den efterfølgende eksperthøring på Christiansborg tirsdag 23. februar foranlediget af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg ser Jørgen E. Olesen tilbage på som led i en god politisk proces.

”Man kan så sige, at det faglige indhold, vi som forskere prøver at komme med i sådan en situation, i virkeligheden ikke er det, politikerne er kommet for at høre.”

Og det var da også fire lange sekunders tavshed, der var det mest spektakulære ved høringen, at dømme ud fra den efterfølgende massive dækning i medierne.

Sekunder, som tikkede, da landbrugs- og fødevareordfører Simon Kollerup (S) bad de syv tilstedeværende forskere markere, hvis de kunne stå inde for, at landbrugspakken ville have en positiv indflydelse på miljøet i årene 2016, 2017 eller 2018. Ingen markerede.

Statsminister Lars løkke Rasmussen (V) forsøgte med forskellige politiske pløkker at tøjre sin ministers vaklende taburet i tiden efter høringen, hvor Eva Kjer Hansen med et mistillidsvotum hængende over hovedet fik vedtaget landbrugspakken torsdag 25. februar. To dage senere, lørdag 27. februar, måtte Eva Kjer Hansen stige ned fra ministertaburetten.

At det skulle blive den foreløbige kulmination på historien, har Jørgen E. Olesen stadig svært ved at forstå, når han her fire måneder efter de turbulente dage i februar ser tilbage på forløbet.

Han var på daværende tidspunkt af den opfattelse, at hele sagen hørte til i småtingsafdelingen, og sådan opfatter han den også i dag.

”Som jeg så det dengang – og som jeg ser det i dag – havde de (ministeren og embedsmændene, red.) forskønnet billedet en smule, og havde ministeren nu indrømmet det, ville hele skidtet være blevet lagt ned. Sådan ville jeg have reageret som minister.”

”Jeg genlæste faktisk artiklen i Berlingske en uge efter, at det hele begyndte, fordi jeg tænkte, om jeg skulle have sagt noget anderledes. Men da jeg læste den igen, var min tanke, at det sgu var rimeligt beskrevet, for det, jeg også fik sagt, var, at man godt kunne have været en lille smule mere ærlig.”

 Han fortsætter:

”Og det er i virkeligheden essensen af det hele, for havde ministeren dengang sagt: ”Hør, vi beklager, at vi ikke har fået beskrevet i detaljer, hvordan det her er beregnet,” havde der ikke været nogen sag, og Eva Kjer Hansen havde stadig været minister,” vurderer professoren.

 Vil ikke belemre sine medarbejdere

Mens Jørgen E. Olesen oplevede, at han stod på fast grund i sine faglige sko i sin fremfærd over for minister og medier, havde han sværere ved at finde fodfæste som leder af sektionen for Klima og Vand på Institut for Agroøkologi under mediestormen.

Han talte ikke med sine medarbejdere om, hvordan sagen påvirkede ham, da stormen var på sit højeste. Og han har heller ikke taget initiativ til at tale med dem om det siden. Han giver blandt andet som begrundelse, at han ikke har villet belemre dem med, hvordan han havde det.

”Jeg er ikke god til at tale om den slags, når jeg selv er påvirket af situationen. Jeg er sektionsleder, og dermed er andre jo afhængige af mig. Men selvom jeg også opfatter mange af dem som mine faglige kolleger, fik vi ikke i noget videre omfang talt om det undervejs.”

Hvilket der ifølge Jørgen E. Olesen kan have været flere grunde til, mens sagen rasede i medierne.

”De fleste havde dels vinterferie, og dels var der de mange telefonopkald, som jeg måtte besvare, og som tager rigtig meget tid. Så der var ikke meget luft tilovers til at få talt om tingene.”

 Som at blive ramt af en kræftsygdom

Men professoren erkender også, at det at håndtere medierne måske ikke er den egentlige årsag til, at han og hans medarbejdere ikke fik talt sammen. Og heller ikke har fået det siden.

”Det er lidt som at blive ramt af en kræftsygdom. Man er jo på en eller anden måde anderledes – eller hvordan jeg skal sige det. Og så er vi måske for dårlige til at spørge ind til hinanden om den her slags ting.”

 Hvad mener du, når du siger, at I måske er for dårlige til at tale med hinanden?

”Jeg ved ikke, hvad andre tænker, men jeg er i hvert fald selv ret dårlig til at tale om den slags. Jeg synes egentlig ikke, at det kommer andre så meget ved, hvordan jeg nu har det.”

Du er ikke lige den, der læner dig op ad kaffemaskinen for at tale lidt om det hele …

”… og sige, at nu går det ad helvede til? Nej.”

Hvorfor synes du ikke, at det kommer andre ved, hvordan du har det?

”Jeg ved heller ikke helt, om det er sådan, jeg har det. Men hvordan jeg end får forklaret det, er det sikkert fejlagtigt set af mig, for hvis der var lidt mere dialog om tingene, så kan det jo godt være, at vi fik et lidt bedre miljø.”

Jørgen E. Olesen læner sig tilbage i stolen for at tage en tænkepause, inden han efter et stykke tid fortsætter:

”Jeg synes godt, jeg kunne håndtere situationen, så jeg kan ikke sige, at jeg har manglet at tale om det, fordi jeg var ved at gå ned. Så en anden årsag til, at vi ikke har fået talt om det, er måske, at jeg ikke har haft behovet. Men derfor kan jeg faktisk godt se, at vi i forhold til vores kultur på vores arbejdssted har behov for at snakke mere omkring de her situationer.”

 Afhængige af samarbejde

Jørgen E. Olesen overvejer på den baggrund at tage initiativ til en mere generel intern diskussion om mediesager, der er problematisk i forhold til eksterne interessenter, hvilket af flere grunde er et svært emne blandt forskerne på instituttet.

”Vi har i vores dagligdag et samarbejde med både miljøorganisationer og landbrugsorganisationer. Og det er der nogle af kollegerne, der er afhængige af i forhold til deres forskning. Derfor bliver de naturligvis bekymrede, når en sag som landbrugspakken kommer i aviserne, og det kommer til at påvirke deres forskning, fordi nogle af dem, de skal samarbejde med – i dette tilfælde primært landbruget – føler sig trådt på af Aarhus Universitet.”

Hvordan får forskerne at mærke, at det påvirker deres forskning?

”Jeg ved, at nogle af mine kolleger, har fået nej til at  komme ud og lave undersøgelser hos nogle af de landmænd, der føler sig trådt på efter min optræden i medierne i forbindelse med landbrugspakken.”

Hvad får dine kolleger at vide af landmændene?

”De får at vide, at de ikke er velkomne. Og også kolleger fra andre universiteter har oplevet, at når de nævner navnet Jørgen E. Olesen, vil vedkommende i den anden ende af røret ikke længere tale med dem.”

Hvordan får du at vide, at dine kolleger har de oplevelser?

”De kommer ikke direkte til mig for at sige det, så det er noget, der for eksempel dukker op, når vi har projektmøder.” 

Men betyder afhængigheden af samarbejdet med forskellige organisationer også, at forskere holder en kritik tilbage, som burde komme ud i offentligheden?

”Det er svært at sige. Mange vil give udtryk for en kritik inden for deres snævre fagområde. Så hvis man holder en kritik tilbage, er det snarere, fordi de færreste vil være trygge ved at skulle forsvare sig i medierne. Så vi har brug for en diskussion om, hvorvidt vores samarbejde begrænser os i vores formidling, for det kan det muligvis gøre nogle gange, og måske er vi for lidt bevidste om det.”

Jørgen E. Olesen fortsætter:

”Og det gælder på flere måder, for hvis man nu for eksempel som jeg laver forskning inden for økologisk jordbrug, er det lidt naturligt, at man bliver ét med sit forskningsområde. Dette fællesskab med forskningsfeltet kan gøre det sværere at se problemerne inden for det, man beskæftiger sig med, fordi man bliver lidt for meget en del af det. Og det synes jeg, man som forsker skal forsøge at bryde ud af igen, så man er i stand til at forholde sig kritisk til sit område. Problemet er bare, at man ikke nødvendigvis bliver populær på det.”

Men det er vel heller ikke en forskers opgave at være populær?

”Nej, men det kan godt være, at det nogle gange giver en lettere tilværelse.” 

 Prøver at forklare sine synspunkter

Jørgen E. Olesen mener ikke, at han kan stille meget op i konkrete tilfælde, hvor kolleger fra instituttet i Foulum møder en lukket stalddør som følge af hans optræden i medierne.

Derimod bruger han i dag meget af sin tid på at forklare sig i andre sammenhænge.

”Jeg tager dialogen up-front med landbrugsorganisationerne, jeg skriver i landbrugsaviserne, og jeg tager til møder med bestyrelser, så jeg prøver at komme ud for at få nuanceret tingene ude hos landbruget. Jeg tror, at det er det, der skal til i den her situation.”

Selv om professoren i dag står lige så fast på sine fagligt begrundede synspunkter, som det var tilfældet under mediestormen, kan han sagtens forstå de stærke følelser, som han er genstand for i dele af landbruget.

”De har følt sig trådt på over lange tider, og endelig var der en politisk åbning, det hele gik vældig godt, og så bliver det hele ødelagt igen af Aarhus Universitet.”

 Vil gøre det igen

Men Jørgen E. Olesens forståelse for, hvordan sagen ser ud fra for eksempel landmændenes side, får ham ikke til at afholde sig fra at gå i medierne en anden gang, hvis han mener, at offentligheden har krav på at få at vide, at der er noget i regnskabet, der ikke stemmer set ud fra hans faglige synsvinkel.

 ”Jeg synes – og det er måske sådan lidt idealistisk – at offentligheden har krav på, at vi også fra universitetet stiller vores viden til rådighed ved at kommentere på ting, der er vigtige i et demokratisk samfund. Jeg synes faktisk, at det er en rolle, man har, særligt hvis man er professor – eller sektionsleder. Og så har jeg også en personlig tilfredshed ved at komme ud med min viden, for hvad godt gør den ellers?