”Hvornår er forskningen fri? Jeg mener også, at strategisk forskning og tematiseret forskning er fri. At der skal forskes inden for et bestemt område gør vel ikke, at forskningen ikke er fri?”

Sådan lød det fra Forsknings- og uddannelsesminister, Tommy Ahlers (V), da han i denne uge stod på talerstolen til Videnskabernes Selskabs årsmøde.

Temaet for dagen var, hvordan man sikrer fri forskning, og selskabets Forskningspolitiske Udvalg havde forud for mødet selv præsenteret fire forslag i deres hvidbog.

I den kunne man også læse en ganske klar definition af fri forskning som blandt andet indebærer frihed til selv at vælge det emne, man vil forske i – foruden teori, metode og frihed til at offentliggøre resultaterne.

Altså en noget anden definition, end den ministeren lagde på bordet. Og professor og medlem af det Forskningspolitiske Udvalg, Ole Wæver, talte da også imod at gradbøje friheden.

”Jo, tematiseret forskning kan godt være fri. Men jeg har to bekymringer. Den første er, hvor brede temaerne er.  Klimaforskning kan være meget bredt, men nogle temaer er meget snævre. Den anden handler om volumen. Hvis så store mængder er øremærket, at universiteterne kun har penge til medfinansiering og ikke længere kan lave frie stillingsopslag ud fra faglig intern diskussion om, hvilke emner der er vigtige at prioritere, så har vi nået smertegrænsen,” lød det fra forskeren.

FAKTA: DET FORSKNINGSPOLITISKE UDVALGS ANBEFALINGER

Hvidbogen er skrevet af det Forskningspolitiske Udvalg med repræsentanter fra Copenhagen Business School, Aarhus Universitet, Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Villum Fonden.

Udvalget præsenterer fire forskningspolitiske anbefalinger:

• 1) Det offentlige forskningsbudget skal løftes fra 1 procent til 1,5 procent af BNP over en femårig periode. Herunder skal basismidlerne følge med stigningen i antal studerende og i de private fondsmidler. Det skal sikre, at der ikke sker en skævvridning mellem offentlige og private midler. Lige nu investerer private fonde dobbelt så meget i forskning og uddannelse som staten.
• 2) Karrierevejene i universitetssystemet skal være mere effektive og attraktive, bl.a. skal karrierevejen fra postdoc til professor forkortes og gøres klarere.
• 3) Bredere virkemidler i finansieringen af forskningen skal tiltrække mange typer talenter og tage højde for forskelle mellem de videnskabelige hovedområder.
• 4) Vurderingen af forskningens kvalitet skal forankres på universiteterne og BFI-systemet skal afskaffes.

Ole Wæver er professor ved Københavns Universitet og medlem af Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalg. Han advarede på mødet imod politikernes gradbøjning af fri forskning. Foto: Lars Svankjær.

Balance mellem klassisk universitet og forskerhotel

På scenen blev ministeren afløst af formanden for det Forskningspolitiske Udvalg, Majken Schultz, som præsenterede to hovedtendenser i forskningsfinansieringen, der vækker bekymring i Videnskabernes Selskab.

For det første, at der i stigende grad bruges penge på tematiseret frem for fri forskning, når politikerne på Christiansborg skal fordele midlerne.

Og for det andet, at private fonde investerer mere og mere i forskning, uden at statens investeringer følger med.

De to forhold til sammen frygter selskabet nemlig blandt andet kan føre til en koncentration af midler omkring ’superforskere’, at forskningens fødekæde indsnævres, og at fordelingen mellem forskningens hovedområder bliver foretaget uden demokratisk debat, fordi det reelt bliver de private fonde, der laver prioriteringen, hvis staten læner sig tilbage.

Bekymringer, der kan se ud til allerede at være en realitet. I hvert fald viser en ny rapport fra Tænketanken DEA, at 20 procent af forskerne sidder på 75 procent af de konkurrenceudsatte fondsmidler, og at humaniora og samfundsfag til sammen kun får 6 procent af midlerne.

Foto: Lars Svankjær.

”Hvordan finder vi den rette balance mellem det klassiske universitet og forskerhotellet?” spurgte Majken Schultz som oplæg til paneldebatten. Og sigtede med det nye begreb til en truende virkelighed, hvor kun de forskere, der selv trækker eksterne midler hjem fra fonde, kan finansiere deres forskning – og universitetet blot lægger lokaler til.

Loyal to Science-banden mangler medlemmer

To debatrunder senere, havde de inviterede paneldeltagere fra Christiansborg, Danmarks Frie Forskningsfond, Grundforskningsfonden, Villumfonden, Lundbeckfonden og rektor på Københavnsuniversitet, Henrik Wegener, dog ikke fundet de vises sten.

Alle i de to paneler var enige om, at der skulle balance til. Men præcis hvordan den skal findes blafrede vinden.

Uddannelses- og forskningsordførerne Sofie Carsten Nielsen (R) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) oplyste kækt om, at de har stiftet klubben Loyal to Science, men at de savner medlemmer fra de store partier til at bære dagsordenen igennem.

Måske ikke så underligt, hvis man skal tro rektor på Københavns Universitet, Henrik Wegeners, valgforskerkollegas påstand om, at kun 0,04 procent af danskerne har forskningspolitik på deres top fire over de vigtigste politiske emner.

Et præcist tal på, hvor meget af Bruttonationalproduktet (BNP), der skal investeres, fik de to politikere ikke fremlagt, men de var enige om at efterlyse en ny, forskningspolitisk strategi.

”Hvis man vil have flere midler, skal man kunne præsentere et klart mål for, hvor man vil hen med det,” sagde Thulesen-Dahl.

Sofie Carsten Nielsen istemte og opfordrede forskerne til at søge politisk indflydelse ved ’hovedbordet’ – der hvor politikerne fra det store partier, som ikke vil være med i Loyal to Science, sidder og fordeler pengene, forstås.

Wegener spillede ud med et noget mere beskedent ønske, end de 1,5 procent, der efterspørges i hvidbogen, nemlig at politikerne i første omgang vil sørge for, at der rent faktisk bliver brugt 1 procent af BNP.

”Lige nu snydes der på vægten. Alt det, vi får i fondsmidler fra EU, bliver trukket fra det statslige bidrag. Det er næsten det samme som at sige ’lad være med at søge fra Bruxelles’”

Videnskabernes Selskab havde inviteret repræsentanter fra både Christiansborg, universiteterne, offentlige og private fonde til debat om, hvordan man sikrer den frie forskning. Der skal balance mellem offentlige midler og private fonde til, var de enige om, men hvilken og hvordan var der ikke mange bud på fra nogen af parterne. Foto: Lars Svankjær.

Talenterne sidder fast i Postdoc-sumpen

Stor enighed var der til gengæld mellem det Forskningspolitiske Udvalg og minister Tommy Ahlers om, at der skal være bedre mulighed for at gøre karriere på universitetet. En ambition, som havde fundet plads blandt både udvalgets fire anbefalinger og ministerens fire fokuspunkter.

”For mange er for længe i postdoc-sumpen,” sagde ministeren med et undskyldende smil for metaforen, der blev modtaget med smålatter fra tilhørerne.

Udsigten til først at nå professortitlen som 50-årig tiltrækker ikke de største talenter, slog ministeren fast.

”Så der sparker i en åben dør ind hos mig,” sagde han.

Men udtrykte i næste åndedrag sin tvivl om, hvor åbne universiteterne selv er for at gøre noget ved problemet. Og afslørede dermed også, at ministerens og selskabets opfattelse af problemet måske ikke er helt ens.

70 procent af stillingerne på universiteterne besættes ifølge ministeren internt, imens mange stillingsopslag kun resulterer i en enkelt kvalificeret ansøger, og nogle stillinger slås slet ikke op. Et stort problem, hvis man vil rekruttere de dygtigste, mente ministeren. En løsning havde han imidlertid ikke med i lommen.

”Det skal starte hos jer. Det skal komme fra universiteterne selv.”

Projektstillinger går ud over friheden

Deri var professor og medlem af selskabets Forskningspolitiske Udvalg, Ole Wæver, imidlertid ikke helt enig. Tværtimod er problemet ifølge forskeren tæt sammenkædet med tendensen til, at der er færre frie midler, som universiteterne selv kan råde over og bruge til langsigtede satsninger. Derfor handler problemerne med klare karriereveje ikke kun om at sikre sig de største talenter. Men også om forskningsfrihed.

”Ansættelserne er et produkt af finansieringstypen. Det handler om, at mere og mere er ad hoc og projektstyret. Hvis jeg skal lave et projekt om militarisering i Uganda, er der relativt få, jeg kan ansætte. Hvis jeg får forskningsmidler til at udvide mit felt, er der flere muligheder for at lave et åbent opslag.”

En pointe, der også understreges i hvidbogen: ”Man har kun et frit valg til at forske, hvis man først har fået en stilling eller bevilling, der er beregnet på fri forskning.”

Men unge forskere arbejder ofte i projektstillinger, som defineres af deres overordnede og det projekt, de er ansat på.

Årsmødet foregik under opsyn af Videnskabernes Selskab anno 1897, malet af P.S. Krøyer. Foto: Lars Svankjær.

Beløn de dygtige undervisere

Og derfra blev korrespondensen mellem ministerens fokuspunkter og det Forskningspolitiske Udvalgs anbefalinger ikke større.

Punkt to på ministerens liste handlede slet ikke om årsmødets overordnede tema, fri forskning, men derimod om uddannelse. I hvidbogen bygger Videnskabernes Selskab ellers bro mellem de to og argumenterer for, at god undervisning udspringer af fri forskning. Men den analyse deler Ahlers ikke.

”Jeg mener, at måden vi sikrer bedre undervisning på, er ved at få bedre undervisere. Vi skal blive bedre til at belønne forskere, der leverer rigtig god undervisning” sagde han med henvisning, at det i dag ikke er evnerne i undervisningslokalet, der driver karriereavancementet eller trækker fondsmidler hjem.

Et poppet forslag

Punkt tre var hentet i ministerens bagkatalog: Innovation. Og han var sig bevidst om, at det nok ikke engang havde sneget sig med på forskernes top ti.

”Det lyder måske lidt poppet i det her selskab,” lagde ministeren ud.

”Men om ti år skal vi have ti virksomheder med mere end en milliard kroner i omsætning, som er udsprunget af vidensmiljøerne på universiteterne.”

Og så punkt fire, der i overskrift læner sig op ad selskabets anbefaling nummer et, men i indhold har omvendt fortegn. Eller i hvert fald tegnet for status quo.

”Send flere penge,” kaldte ministeren det med et smil.

”Jeg kunne ikke være mere enig. Flere penge ville være fantastisk. Det er godt at drømme stort, men det er vigtigt at være realistisk.”

Med andre ord, ingen valgløfter om flere forskningsmidler fra ministerens side.

FAKTA: Videnskabernes Selskab

• Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab arbejder for at styrke videnskabens position i Danmark og for at fremme tværvidenskabeligt samarbejde.
• Selskabet blev grundlagt i 1742.
• Selskabet har 250 indenlandske og 250 udenlandske medlemmer.