Fyringer i administrationen på Aarhus BSS

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Lukningen af Institut for Erhvervskommunikation betyder, at fire medarbejdere i Administrationscenter Aarhus BSS står til at miste deres job.

10.02.2017 | Marie Groth Andersen

Fire medarbejdere i Administrationscenter Aarhus BSS fik i denne uge besked om, at de står til at miste deres job. Det sker som en konsekvens af lukningen af Institut for Erhvervskommunikation, der nu er en sektion under Institut for Virksomhedsledelse. Lukningen af instituttet sker som følge af, at AU har samlet sine sproguddannelser på Arts. Ved sammenlægningen rykkede en stor del af medarbejderne fra Institut for Erhvervskommunikation på Aarhus BSS til Arts.

LÆS OGSÅ: Institut for Erhvervskommunikation er fortid fra nytår

Som tillidsrepræsentant (AC-TAP, KS) og næstformand for det lokale samarbejdsudvalg (LSU) i Administrationscenter Aarhus BSS er Marie Louise Bro Pold ærgerlig over, at nedskæringerne skal ske gennem fyringer.

”Vi havde håbet, at ledelsen havde valgt et mere langsigtet perspektiv og havde benyttet sig af naturlig afgang og omplacering i stedet for at afskedige. Vi mener, det havde været muligt, for vi er en stor organisation, hvor der løbende sker udskiftning, og der er primært tale om generaliststillinger og ikke specialiststillinger.” 

Hun fortæller også, at medarbejderne er overraskede over, at der skal ske afskedigelser svarende til fire årsværk, og at stemningen ikke overraskende er trykket som følge af fyringerne.

”Folk er berørte. Både dem, der mister deres job, og dem, der mister en kollega.”

"Det er udtryk for rettidig omhu"

De påtænkte afskedigelser sker ifølge administrationschef Nikolaj Harbjerg som direkte konsekvens af, at der nu er ét institut mindre på fakultetet.

”Som ledelse skal vi helt grundlæggende sikre, at der er det rette match mellem opgaver og antal medarbejdere. Siden bestyrelsen besluttede at lukke Institut for Erhvervskommunikation, har vi gennemført en analyse for at få overblik over, hvilke institutspecifikke services der bortfalder, når vi er et institut mindre. Og der er konklusionen, at det svarer til fire årsværk.” 

Er det forsøgt at omplacere medarbejderne?

”Ja, vi har kigget på mulighederne, men der har desværre ikke været nogle relevante vakancer indtil videre.”

Nikolaj Harbjerg anerkender ikke præmissen om, at ledelsen ved at afskedige fire medarbejdere ikke anlægger et langsigtet perspektiv, som medarbejderne er inde på.

”Det mener vi netop, at vi gør. Vi kan ikke bare sidde på hænderne, når der falder opgaver bort, og vi samtidig skal spare. Så er vi forpligtet til at handle, så jeg mener, det er udtryk for rettidig omhu.”

LÆS OGSÅ: Fremtiden for Institut for Erhvervskommunikation er forhandlet på plads

De fire medarbejdere, der har fået at vide, at de er påtænkt afskediget, fordeler sig på de fire afdelinger økonomi, it, kommunikation og HR/ph.d. Partshøringen kører frem til 22.-23. februar. 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.10.2017