Højlydt og højtidelig 89-års fødselsdag

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





I år er det 89 år siden, AU blev grundlagt. Det fejrede universitetets studerende fra morgenstunden med Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag, så det gav genlyd i Universitetsparken. Den officielle årsfest i Aulaen foregik på noget mere højtidelig manér med uddeling af ærestitler og afsløring af årets æresalumne, som i år er tidligere koncerndirektør for Grundfos, Niels Due Jensen.

15.09.2017 | Marie Groth Andersen

Fotos: Melissa Yildirim og Lars Kruse

Sportsturneringer, ølbowling og ædekonkurrence. Tilsat en god skvæt stærke musikalske indslag fra blandt andre Fallulah, Xander og TV-2. Studenterrådet og Aarhus Universitetssport havde med egne ord blandet ”en cocktail, der smager af hygge, sjov og fællesskab”, da de strikkede programmet sammen til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag, der hvert år holdes i anledning af universitetets fødselsdag.

I år kan Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag fejre 10 års jubilæum, og efterårssolen bakkede op om arrangementet ved at skinne smukt over Universitetsparken, der dagen igennem genlød af musik, jubelråb og heppekor.

LÆS OGSÅ: Studerende lod Steffen Brandt hænge i 10 år

Højtidelighed i Aulaen

Lidt mere afdæmpet og højtidelig var den officielle fejring i Aulaen. Her holdt først bestyrelsesformand Connie Hedegaard tale efterfulgt af rektor Brian Bech Nielsen og årets studentertaler Julius Edward Miller, der læser medicin.

Rejselegater til fire studerende

Ved årsfesten blev Dronning Margrethe den II’s rejselegat uddelt til en studerende fra hvert af AU’s fire fakulteter. I år modtager klassisk arkæologistuderende Daniel Nykjær Andersen, kemistuderende Nikolaj Roth, medicinstuderende Morten Kelder Skouboe og statskundskabsstuderende Line Engbjerg rejselegaterne.

Hæderspriser til to AU-professorer

Dernæst blev Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris uddelt til Bjørk Hammer, der er professor ved Institut for Fysik og Astronomi. Bjørk Hammer har blandt andet udviklet et nyt online læringsværktøj, som hedder Sci2u.dk, der træner studerendes færdigheder inden for matematik, programmering, mekanik og kvantemekanik.

Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris går i år til Lene Munksgaard, der er professor ved Institut for Husdyrvidenskab. Lene Munksgaard forsker i adfærd og stressbiologi og blander sig aktivt i samfundsdebatten om dyrevelfærd og husdyrhold. Hun stod i år for årets festforelæsning ved højtideligheden i Aulaen.

Afsløring af årets æresalumne

Titlen som årets æresalumne går i år til Niels Due Jensen, der er maskiningeniør og tidligere koncerndirektør for Grundfos. 

Det var Niels Due Jensens far, Poul Due Jensen, der grundlagde Grundfos i 1944, dengang hed virksomheden Bjerringbro Pressestøberi og Maskinfabrik. Niels Due Jensen overtog chefstolen som 34-årig efter farens død i 1977 og stod i spidsen for koncernen i 22 år, indtil han trådte tilbage i 2003. 

Niels Due Jensen er uddannet maskiningeniør fra Århus Teknikum, der siden fik navnet Ingeniørhøjskolen og fusionerede med Aarhus Universitet i 2012.

Fire æresdoktorer

Traditionen tro udnævner AU også fire æresdoktorer i forbindelse med årsfesten. Ærestitlerne uddeles i år til Ann Rigney, professor i komparativ litteratur ved Utrechts Universitet. Wendy Elizabeth Mackay, professor og forskningsleder ved INRIA/Université Paris-Sud. Kenneth J. Rothman, professor i epidemiologi ved Boston University School of Public Health. Og Søren Johansen, professor i økonomi og økonometri ved Københavns Universitet.

Musikalsk  og århusiansk  punktum

Efter højetideligheden i Aulaen bliver slipseknuden løsnet en smule, når fejringen af AU fortsætter klokken 20 i Musikhuset Aarhus. Den musikalske del af årsfesten foregår i år under temaet ’Made in Aarhus’ med Dicte, Mads Langer, Shaka Loveless og Anne Dorte Michelsen på scenen. Aftenen bindes sammen af konferencier Master Fatman.

 

 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 08.12.2017