Hvad har du "Hørt på AU"?

Det startede i køen i Nobelparkens kantine med en uheldig kommentar om pølser. Nu har de over 4.000 følgere på Facebook – og nogle af deres posts er nået ud til 12.000 mennesker. Mød de to studerende der på få dage blev et hit med Hørt på AU.

Hørt på AU er blevet større, end de to ophavsmænd turde håbe på. ”Fordi vi får så mange likes og folk tagger hinanden i kommentarfeltet, når nogle af vores posts ud til 12.000 mennesker. Det er vildt,” fortæller Silas Lauritsen (tv) stolt. Fotos: Anders Trærup.
”Det er jo det isolerede citat, der er sjovt. Nogle gange hjælper vi det på vej ved at sætte rammen. Resten af samtalen kan have været kedelig, men selve citatet i den rette kontekst er sjovt,” konstaterer de.
”Det er en genial idé. Jeg bliver rigtig glad, når folk fortæller, at de synes, det er sygt nice,” fortæller Silas Lauritsen.

Mathias Titelbech, der til daglig læser tilvalg i engelsk på 5. semester, stod i begyndelsen af oktober fredeligt i kantinekøen med sin frokost, da han hørte en kommentar, han var nødt til at tweete.

”Unifyr med denimjakke og avicii-hår: Når man tager til Tyskland SKAL man bare have pølse på den ene eller den anden måde. #hørtpåAU #pølser,” skrev han.

Laver ikke damer, laver likes

Hjemme i lejligheden i Viby snakkede Mathias Titelbech med sin roommate Silas Lauritsen, der læser engelsk på 3. semester, om det selvopfundne hashtag #hørtpåAU. Silas Lauritsen foreslog, at de lavede det til en Facebook-side.

”Jeg tænkte på Facebook-siden Hørt i Danmark, men at det kunne være fedt at gøre det mere lokalt, så det kun var for universitetet.”

De oprettede siden, delte den med deres venner, og derfra tog det fart.

”Det er vildt efter få dage at få en besked om, at der er tusind likes på siden. Vi laver ikke damer, vi laver likes,” tilføjer Silas Lauritsen med et smil på læben.

”Kan du argumentere for, at en hindbærsnitte ikke er en kage?”

Spørger man til, hvad der skaber en god Hørt på AU-post, er de to studerende ikke i tvivl. Man skal kunne se situationen for sig eller kunne relatere til citatet.

”Jeg kan godt lide, når fordommene om studierne kommer i spil. Det er sjovt at sætte fokus på, hvad vi alle har til fælles, og hvad vi har af fordomme om hinanden.  Vi griner af hinanden og af os selv,” fortæller Mathias Titelbech og forsætter:

”Et godt eksempel er en post, hvor en filosofistuderende siger til en anden: ”Kan du argumentere for, at en hindbærsnitte ikke er en kage?” Det indfanger jo alle fordommene om folk fra filosofi.”

Silas Lauritsen tilføjer:

”Det fede er også, hvis vores posts får folk til at tænke på noget sjovt. Man kan jo genopleve egne oplevelser gennem andre. Og det gør følgerne, for de tagger deres venner i kommentarfeltet.”

Kun for Aarhus Universitet

Selvom succesen er stor, vil de to ikke ændre det oprindelige koncept. Det er non-profit, og de gør det for sjov.

“Det er by the people for the people, så siden eksisterer ikke, hvis folk ikke bidrager. Mathias og jeg kan jo ikke gå og finde på det hele,” konstaterer Silas Lauritsen.

Dog lægger de stor vægt på, at det skal være en lokal side, der kun er gældende for AU. Når det er sagt, tænker de, at hvis flere følger med, vil de få flere forslag til deres posts.

Mathias Titelbech supplerer:

”Jo flere vi når ud til, jo flere vil kontakte os. Vi vil dog ikke gå på kompromis med kvaliteten, men kan aldrig få for mange forslag. Det, vi poster, skal være sjovt.”

Forslag modtages med kyshånd

Mathias Titelbech og Silas Lauritsen har ingen krav til, hvad en post på Hørt på AU kræver.

”De skal ikke indeholde noget bestemt. Hvis man oplever noget sjovt, skal man skrive. Hvis vi også synes, det er sjovt, poster vi det.”