»Hvis man sidder fuldstændig glatbarberet og taler med en patient om dødsfald i familien, så er det godt at have noget ballast«

Når Niels Baymlers vikariat på Psykiatrisk Afdeling i Risskov slutter til august, er det samtidig enden på en tradition, som ifølge den unge medicinstuderende hidtil har været afgørende for mange unge, kommende lægers selvstændighed og modenhed.

»Jeg opfatter næsten vikariatet som en obligatorisk del af min uddannelse. Jeg synes, den erfaring er enormt vigtig inden for vores fag. At man kommer til at stå lidt selv med ansvaret.« Foto: Lars Kruse

De sidste »studieforlængere« på AU

Omnibus har mødt tre kandidatstuderende, som lige akkurat undgår at blive ramt af fremdriftsreformen.

Deres praktik- og vikarophold kunne lade sig gøre, fordi de som de sidste har mulighed for at forlænge studiet – i modsætning til de studerende, der kommer efter dem. Det er de glade for.

Den praktiske erfaring og det medfølgende ansvar giver nemlig hår på brystet, rankere ryg og en skarpere profil, inden de skal ud og sælge sig selv på arbejdsmarkedet.

Mød også studerende i virksomhedskommunikation Malene Bro og historiestuderende Andreas Fredslund Sørensen

»Jeg er fortørnet over, at folk ikke får lov at tage et vikariat fremover. Jeg mener ikke, det er en optimal uddannelse, hvis den mulighed forsvinder,« siger kandidatstuderende i medicin Niels Baymler.

Det gør den, fordi fremdriftsreformen fremover forhindrer de medicinstuderende i at sætte studiet på »standby« og bøgerne på hylden i et halvt års tid for i stedet at få ekstra praktisk erfaring gennem en vikaransættelse på et hospital.

Det har fået et ekstra stort antal kandidatstuderende til at søge vikarstillinger dette forår.
»Jeg tror, alle har gjort sig klart, at det er sidste chance,« siger Niels Baymler.

Klinikophold ikke nok

Der er indlagt praktiske forløb på hvert semester af kandidatuddannelsen i medicin – de såkaldte klinikophold på mellem fire og seks ugers varighed, der skal give de studerende hands-on-erfaring på et hospital. 

Men der er milevid forskel på klinikophold og de selvstændige vikaransættelser, siger Niels Baymler.

»I klinik er man kun perifært tilknyttet og kan få lov at følge med en læge rundt, men man har ikke nogen aktiv funktion som sådan. I mit vikariat her på afdelingen har jeg en selvstændig funktion og er markant bedre sat ind i de enkelte patienters forløb.«

Systemets spilleregler

Niels Baymler er både tilknyttet en afdeling på psykoseafsnittet og har vagter i modtagelsen, hvor han må tage sig af patienter med blandt andet depression, selvmordstanker og abstinenser.
Det er ikke for CV’ets skyld, han har søgt vikariatet. Det fremtidige job afhænger alligevel i højere grad af ens forskning, siger han.

For Niels Baymler handler det simpelthen om at få noget klinisk erfaring og lære arbejdsgangene på et hospital at kende.

»Når man skal lære systemets spilleregler og kommunikationen med kolleger og patienter at kende, så kommer det kun ved at gøre det. Det sker for eksempel, når jeg henviser patienter til videre udredning eller ringer og konfererer med en kardiologisk bagvagt om en patient med hjertemæssige problemer,« siger han.

Hår på brystet

Og så handler det ikke mindst om at blive fortrolig med det ansvar og den autoritet, der knytter sig til lægerollen, forklarer Niels Baymler.

»Mange nyuddannede læger oplever at blive dømt på grund af deres alder. Hvis man sidder fuldstændig glatbarberet og taler med en patient om dødsfald i familien, så er det godt at have noget ballast og modenhed.«