Hvor går jeg hen?

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Det spørgsmål havde Sofie svært ved at finde svar på, efter at en underviser en decemberaften udsatte hende for et overgreb.

26.02.2018 | Marie Groth Andersen

Illustration: Louise Thrane Jensen

Sofie sidder ved sin computer og googler. Findes der en studenterambassadør på AU? Nej. Hvad så med studievejledningen? Nej, hendes studievejleder er studerende som hun selv og i øvrigt nogle år yngre, så det føles heller ikke rigtigt at involvere hende i denne sag. Sofie googler videre. Men finder ingen og ender til sidst med at sende en mail til sin institutleder. Hun skriver:

”Jeg har i meget høj grad brug for at have et møde med dig inden jul, gerne så hurtigt som muligt. Det drejer sig om en episode af meget ubehagelig karakter, som jeg har haft med en underviser. Jeg har det rigtig skidt, og det er derfor, at jeg vælger at skrive til dig allerede nu, og ikke lade det vente til efter jul – det kan jeg simpelthen ikke overskue.” 

Julefest på instituttet

Fredagen forinden havde Sofie været til julefrokost sammen med en række medstuderende fra universitetet. Samme dag var der julefrokost på hendes institut på fakultetet Science and Technology. Den er primært for instituttets ansatte, men studerende kan også deltage. Sofie deltog i institutjulefrokosten året forinden. Men dengang havde en underviser i løbet af aftenen ført sin hånd op under hendes kjole og ind mellem hendes ben. Det fik Sofie til at rejse sig og gå. 

”Og jeg havde ikke den store lyst til at deltage i institutjulefrokosten igen,” fortæller hun. 

Smuttede forbi fredagsbaren

Hen på aftenen smuttede Sofie fra sin julefrokost og over i fredagsbaren på instituttet for at se, om der var nogen hun kendte, som hun skulle sige ’glædelig jul’ til inden juleferien. Institutjulefrokosten var formelt set slut, men flere af de ansatte havde fortsat festen i fredagsbaren.

LÆS OGSÅ: Hvor går du hen efter overgreb? AU på vej med ny, uvildig instans

”Der var både studerende og ansatte i fredagsbaren, blandt andet nogle fra mit søsterhold og en af mine tidligere undervisere.”

Underviseren Kim havde vejledt Sofie i forbindelse med en tidligere opgave, og hun var meget interesseret i at komme til at arbejde inden for netop hans felt. Et felt, hun havde interesseret sig for siden gymnasiet.

”Vi sidder ved samme bord og får nogle øl, og på et tidspunkt lukker fredagsbaren, og nogle ansatte siger, at de har et øl-stash et andet sted på instituttet.” 

Kysset

Festen bevæger sig i retning af øllene, på vejen går Sofie og Kim ind på hans kontor.

”Vi sidder på hver side af hans skrivebord og drikker en øl, og vi snakker om at være på instituttet – om faglige ting. Han er meget fuld. Jeg havde også drukket, men på ingen måde så det sejlede for mig.”

Da de har snakket lidt, spørger Sofie, om de ikke skal gå ned til de andre. De rejser sig, men da de kommer hen til døren, kysser Kim hende pludseligt.

”Der var ingen indledning til det,” siger Sofie.

Hun oplever, at han blokerer døren, så hun ikke frit kan komme ud af kontoret.

”Min reaktion er, at jeg går i panik og stivner, jeg står stille og er forskrækket. Og så begynder jeg at glatte ud og sige noget i retning af: ”Det her vil du ikke.” I stedet for at sige: ”Det har jeg ikke lyst til”. Jeg ville hellere glide ud af det hele lige så stille frem for at sætte hårdt mod hårdt. Og det har jeg kæmpet med i tiden efter, at acceptere min egen reaktion,” fortæller hun.

Sofie oplevede ikke, at der havde været nogen flirt imellem dem.

”Jeg havde slet ikke set det komme, jeg tænkte: Hvorfor gør han det? Har han tænkt tanken før, hvornår er det startet? Den aften? Før? Det kan jeg få helt ondt i maven over at tænke på.”

Hun fortæller, at hun gennem længere tid havde vist stor faglig interesse for hans felt og hans forskningsgruppe.

”Og klart også mere interesse end andre studerende.”

Kim stopper ikke ved kysset. Han giver sig til at røre ved Sofies bryster, får krænget hendes kjole ned og tager hendes bh af, så hendes bryster er fuldt blottede.

”Jeg kan slet ikke huske, at jeg gør noget med mine arme som at skubbe til ham eller løbe over i den anden ende af kontoret."

”Jeg kan slet ikke huske, at jeg gør noget med mine arme som at skubbe til ham eller løbe over i den anden ende af kontoret,” siger Sofie.

Det er først, da han forsøger at trække hende ned at sidde oven på sig, at hun direkte forsøger at komme ud af situationen.

”Jeg tænker: Det her stopper ikke. Det er helt galt. Jeg kan ikke blive ved med at glide af. Og så rejser jeg mig og siger, at jeg skal tisse, samler min bh op fra gulvet og løber stortudende ned ad gangen.”

Det er først her, det går op for Kim, at Sofie ikke er med på den.

”Du skal overveje at anmelde det”

Sofie ringer til en ven for at mødes med ham. Men han er i København. Så ringer hun til sin far.

”Han siger, at jeg skal overveje at anmelde det til politiet. Jeg tænker: Nej, nej, nej, for jeg er jo ikke blevet voldtaget.”

Efterfølgende tænker hun, at hun måske skulle have anmeldt det.

”Men grunden til at jeg ikke gjorde det, var, at jeg ikke følte, at det var en forbrydelse, selvom jeg godt kan se nu, at det er blufærdighedskrænkelse. Men det virkede voldsomt at gå til politiet med noget, der var på kanten mellem lovligt og ulovligt.”

Sofie går tilbage til sin julefrokost.

”De, der er tilbage, er fulde. Jeg vil ikke have, at nogen rører ved mig. Men jeg vil heller ikke hjem, jeg vil gerne have, at der er mennesker omkring mig.”

”Mine venner reagerer, som om der er sket mig noget forfærdeligt. Jeg tænker slet ikke på det tidspunkt, jeg tror, jeg er i chok.”

Rådvild 

I løbet af weekenden bliver det klart for Sofie, at hun ikke bare kan skrinlægge hændelsen som en uheldig episode til en fest. Og at hun ikke vil stå alene med at skulle håndtere oplevelsen.

”Men jeg vidste ikke, hvem jeg skulle skrive til. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

”Men jeg vidste ikke, hvem jeg skulle skrive til. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

Hun ender med at kontakte sin institutleder.

”Jeg kendte ham ikke særlig godt på forhånd. Det var angstprovokerende at skulle mødes med ham. Jeg var bange for konflikten, bange for at skulle se underviseren, bange for at sige noget forkert. Jeg vidste, at når jeg gik frem og fortalte det, ville det være min sandhed. Kim har måske en anden sandhed. Jeg kan blive beskyldt for at lyve. Jeg var bange for, hvad de ville gøre ved det. Og jeg følte skyld over at gå frem og fortælle om episoden – jeg havde en følelse af at lave ballade, og at det var lettere, hvis jeg holdt mund. Men jeg ville ikke stå med det selv. Det synes jeg ikke, var fair. Det, der er sket, er forkert.”

Mødet med institutlederen havde karakter af en fortrolig samtale mellem Sofie og ham, og der blev ikke taget referat af mødet.

”Jeg følte mig ekstremt godt taget imod i første omgang,” fortæller Sofie.

”Vi aftalte, at vi skulle tales ved efter juleferien, for han havde brug for at tænke over sagen og undersøge nogle ting,” fortæller hun.

”Det var forfærdeligt at vide, at institutlederen også ville tale med Kim. Tænkte han mon, at jeg var gået med til det frivilligt?”

”Det her, det er ikke så godt”

Kim kigger på den åbne dør på sit kontor, som Sofie lige er stormet ud af.

”Jeg tænker, at det her, det er ikke så godt. Og så går jeg hjem.”

Kim kontakter ikke Sofie i dagene efter, men bliver efter juleferien kontaktet af institutlederen, som kan fortælle, at Sofie har indgivet en klage imod ham. Både Kim og Sofie bliver bedt om at komme med en skriftlig redegørelse af deres oplevelse af, hvad der skete den decemberaften.

Gik langt over stregen

Kim indleder sin redegørelse med at beklage dybt, hvis Sofie på nogen måde har følt sig krænket.

”Det var ikke min hensigt, og jeg vil gerne give en uforbeholden undskyldning,” skriver han.

I dag fortæller han, at han gennem længere tid havde oplevet, at Sofie havde vist ham stor interesse.

”Hun virkede meget interesseret i mig, ved sociale lejligheder kom hun hen og satte sig ved siden af mig, hun fortalte mig private ting og ville gerne have mig som underviser og som specialevejleder.”

”På selve aftenen var jeg egentlig gået hen på mit kontor for at gå hjem. Og så kommer Sofie ind på mit kontor med nogle øl. Vi sidder her ved skrivebordet og snakker sammen, og hun roser mig for, hvor dygtig jeg er. På det tidspunkt er jeg ikke i et forhold, og jeg føler allerede, at hun har vist mig interesse. Og så kysser jeg hende.”

”Hun grinte, måske var hun forfjamsket eller overrasket?” fortæller Kim, der ikke opfattede, at Sofie forsøgte at tale sig ud af situationen.

”Og det var bestemt ikke min intention at spærre hende vejen. Men jeg kan godt se, at det kan opleves som en truende situation for hende. Jeg er jo større end hende rent fysisk.”

”Jeg fejllæser i min beruselse hendes interesse som mere end bare faglig interesse, og derfor går jeg langt over stregen. Men jeg skal jo slet ikke gøre sådan noget. Det er klart.”

”Jeg fejllæser i min beruselse hendes interesse som mere end bare faglig interesse, og derfor går jeg langt over stregen. Men jeg skal jo slet ikke gøre sådan noget. Det er klart.”

Kim understreger, at da episoden fandt sted, var han hverken vejleder for Sofie eller havde hende til undervisning.

”Der var ikke tale om, at jeg misbrugte en magtposition over for hende, men jeg var jo stadig i en seniorposition i forhold til hende. Det var forkert, det jeg gjorde.”

Tjenstlig samtale

Efter at have afleveret sin skriftlige redegørelse bliver Kim kaldt til tjenstlig samtale hos institutlederen, hvor der også er en HR-repræsentant til stede.

”Jeg får en reprimande, og det er min oplevelse, at hvis der sker noget som helst igen, så er jeg fyret.”

Kim overvejede at fortælle sine studerende om episoden.

”Jeg vidste, at nogle dem havde hørt om det. Og derfor overvejede jeg at give dem min version af historien. Men jeg gjorde det ikke. Jeg syntes, det var pinligt og ekstremt ubehageligt.”

Det er unfair

Sofie og Kim mødes efterfølgende ved et møde, som er foranlediget af Sofie, og hvor der er en HR-repræsentant til stede. 

”Jeg ville ikke mødes med ham i starten, men der begyndte at hobe sig nogle ting op, og så tænkte jeg: Nu mødes vi og ser hinanden i øjnene, og så siger jeg, hvad jeg har brug for at sige.”

”Mødet var ubehageligt, og jeg var lige ved at begynde at græde. Kim sagde, at han var ked af det, og at jeg gerne måtte synes, at han er en kæmpe idiot. Jeg fortæller, at jeg er ekstremt påvirket, og at det er unfair, at han har stillet mig i den situation. Det stopper ikke for mig, fordi han siger undskyld.”

Svigt

Selvom Sofie i første omgang følte sig godt behandlet af sin institutleder, sidder hun alligevel tilbage med følelsen af at være blevet svigtet af systemet.

”Der var ikke nogen, der udelukkende var på min side. De havde andre roller, hvor de skulle tage vare på andre end mig. Og jeg følte, at jeg selv skulle vurdere og beskrive, hvad der skulle ske.”

”Der var ikke nogen, der udelukkende var på min side. De havde andre roller, hvor de skulle tage vare på andre end mig. Og jeg følte, at jeg selv skulle vurdere og beskrive, hvad der skulle ske.”

Samtidig følte hun, at sagen blev lukket og negligeret, efter at underviseren havde sagt undskyld.

Hvad skal man gøre som studerende?

”Jeg havde en kraftig uretfærdighedsfølelse, fordi jeg følte, at underviseren slap med en undskyldning og en løftet pegefinger, mens jeg sad tilbage med en masse problemer. Så jeg bad instituttet om en time ved en psykolog for at få hjælp til at håndtere mine følelser omkring det. Det var desværre en rigtig dårlig oplevelse, og jeg har efterfølgende selv sørget for at få terapi.”

Sofie efterlyser en klar proces for, hvordan man som universitet griber sådanne sager an. Og hun efterlyser mere åbenhed.

”Det var som om, der ikke var nogen, der måtte vide det. Det er en personsag, der bliver tiet ihjel.”

”Jeg ville ønske, der var klare retningslinjer for, hvad man skal gøre som studerende, hvor skal man gå hen? Hvad skal man gøre som institutleder? Hvem skal vide det? Hvordan reagerer vi på sådanne sager? Hvordan vurderer vi dem? Det skal ikke alene være op til institutlederen, hvad der skal ske.”

”Det er også vigtigt, at ledelsen på universitetet er åbne om, hvorvidt der er nultolerance over for overgreb eller ej. Hvis der er nultolerance, skal der også være en reel konsekvens. Ellers må man være ærlig og sige, at der ikke er nultolerance.”

Gjorde det rigtige

Institutlederen mener, Sofie gjorde det rette ved at kontakte ham så hurtigt som muligt.

”Jeg er glad for, at hun kom til mig. Det var det rigtige at gøre, jeg er lige så meget de studerendes chef, som jeg er de ansattes chef her på instituttet,” siger han. 

Institutlederen vil dog ikke konkretisere den aktuelle sag.

”Jeg kan godt lide, at de studerende møder en, der vil kæmpe deres sag lokalt. Og fordelen ved at behandle det lokalt er også, at jeg kender vejen at gå og de organer, der findes lokalt.”

Men kan du sætte dig ind i, at det kan være lidt underligt at skulle søge hjælp hos dig, når du er chef for underviseren?

”Jeg har ikke nogen interesser i forhold til den ene eller anden ud over, at der sker retfærdighed. Min rolle er at tale med de involverede og lytte til, hvad der er sket, og hvad der er af forventninger til det videre forløb. Hvis der er noget, der skal politianmeldes, så assisterer jeg også med det. Og jeg kan rådføre mig med HR og dekanen, hvis jeg har brug for det.”

Institutlederen spurgte også Sofie, om hun ville anmelde episoden. Det ønskede hun ikke.

Trods det, at du tager hånd om sagen for begge parters vedkommende, så er der er jo forskel på studerende og ansatte. Der er jo forskel på at være i et ansættelsesforhold og muligvis også at være en faglig kompetence, som instituttet har interesse i at holde på, og at være studerende, som er ude af vagten efter fem-syv år.

"En model, hvor den studerende kan vælge at gå til en uafhængig instans, men hvor jeg som institutleder samtidig er sikret information om, hvad der sker på mit institut, vil være et bud på en løsning.”

”Det er rigtigt. Der er en asymmetri. Så en model, hvor den studerende kan vælge at gå til en uafhængig instans, men hvor jeg som institutleder samtidig er sikret information om, hvad der sker på mit institut, vil være et bud på en løsning.”

Institutlederen fortæller, at han blandt andet på baggrund af den pågældende episode mellem Kim og Sofie på et medarbejdermøde har indskærpet, at instituttet ikke accepterer overgreb eller sexchikane.

”Vi accepterer ikke, at man misbruger sin autoritet over for andre personer, hverken seksuelt eller på andre måder.”

Men hvad vil det konkret sige? Har I indført et forbud mod seksuelt samkvem eller lignende mellem studerende og ansatte?

”Nej, det har vi ikke. Tillid og frihed står højt for mig. Og med tillid og frihed følger ansvar. Jeg går ikke ind for konkrete regler, alle ved, hvad god opførsel er.”

Har episoden fået disciplinære konsekvenser for underviseren?

”Jeg kan ikke komme ind på den konkrete sag, men den slags afføder samtaler, der ikke bærer præg af hyggesnak.”


Sofie og Kim har begge ønsket at være anonyme. Deres navne er opdigtede, men deres identitet er kendt af redaktionen. Institutlederen er anonymiseret for at sikre ovenståendes anonymitet.

Episoden fandt sted i december 2015, Sofie blev kandidat i sommer.


 

LÆS OGSÅ: Hvor går du hen efter overgreb? AU på vej med ny, uvildig instans

 

 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.12.2018