Da Line Fogh Sørensen, historiestuderende på 9. semester og forperson for DiverseCity, for halvandet år siden sammen med tre andre studerende overtog ansvaret for DiverseCity, var målet at få mere end ti personer til at dukke op til deres arrangementer. I dag samler de 20-30 personer to gange om måneden og er vokset sig for store til det ellers hyggelige lokale på Folkestedet, der har huset foreningen indtil nu. Men hvorfor er der overhovedet brug for en studenterforening kun for LGBT+-personer (homo- og biseksuelle, transpersoner og andre seksuelle og kønsmæssige minoriteter, red.)?

”Der er rigtig mange, der springer ud, når de flytter hjemmefra, eller når de kommer til en ny, stor by og prøver noget nyt. Her er det rigtig godt at have foreningen som udgangspunkt, for det kan være en svær ting at stå med alene,” siger Line Fogh Sørensen.

Dels er der de mange tanker, det kan være svært at snakke med familie og venner om, dels stiller de en masse spørgsmål, man ikke selv kender svaret på endnu, fortæller hun.

”Men det værste er, når man mødes med mistro eller skepsis: ”Kan det nu virkelig passe? Du ser jo helt normal ud.” Det kan få én til at føle sig usikker og alene. Derfor er det vigtigt at have et fællesskab, hvor man kan møde ligesindede,” forklarer hun.

Grænseoverskridende spørgsmål

Netop behovet for et sådant fællesskab har hun selv oplevet, da hun sprang ud som lesbisk på studiet.

”Det var pludselig kernen i, hvad jeg og mine medstuderende skulle snakke om. ”Hvornår vidste du det? Hvad sagde dine forældre? Hvor mange har du været sammen med?” Alle den slags spørgsmål, også til sexstillinger og -teknikker. Min seksualitet blev min label, og derfor blev den også meget styrende,” fortæller hun og fortsætter:

”Vi skulle hele tiden snakke om min seksualitet og ikke om, hvad jeg ellers indeholder som menneske. Jeg læser historie, jeg er sønderjyde, jeg synes, at Parks and Recreation er det sjoveste i verden. Lad os starte med at snakke om det. Så kan vi måske blive venner og snakke om andre ting bagefter.”

Hun mener, at LGBT+-personer oftere bliver udsat for grænseoverskridende spørgsmål end andre, fordi mange synes, det er meget interessant at spørge ind til – også selvom de ikke kender én særlig godt.

”Jeg har det lidt blandet med det,” siger hun og fortsætter:

”På den ene side vil jeg jo gerne være med til at udbrede forståelsen af, at det er lige så normalt at være lesbisk som alt andet. Men samtidig har jeg også et privatliv. Jeg vil gerne give lidt, men jeg vil heller ikke give for meget. Det rager jo ikke andre, hvor mange jeg har været sammen med.”

Et fællesskab som de andre

Derfor er det rart at komme et sted, hvor seksualitet og kønsidentitet er helt lige meget og ikke er noget, man snakker om, men blot noget, man har til fælles. Og der er brug for den adskillelse fra resten af de studerende for at få et tilsvarende studiemiljø, forklarer Line Fogh Sørensen.

”Det skaber et rum for os, der er totalt lig med de almindelige studiemiljøer. Et sted, hvor man bare kan være en normal studerende og kan snakke om alt muligt andet,” siger hun.

Adskillelse og fordomme

Du tror ikke, at der er en risiko for, at de andre studerende får sværere ved at få et normalt forhold til LGBT+-personer, når I laver en klub for jer selv?

”Nej, tværtimod. Ved at vi står sammen ser de andre studerende, at vi er en meget større gruppe, end de tror,” siger Line Fogh Sørensen.

Når der er en studenterforening for LGBT+-personer, mener hun også, at den gruppe studerende bliver mere synlig. Derfor bliver det også mere tydeligt, at de ikke er de stereotyper, mange går rundt og forestiller sig:

”Der er ikke kun ”betonlebberne” og ”bøsserne med de roterende håndled.” Vi er en lige så broget flok som alle andre studerende, og vi er lige så forskellige, som de er.”

Ikke en politisk organisation

Alligevel ser Line Fogh Sørensen ikke foreningen som en politisk organisation, hvilket også er med til at adskille dem fra LGBT Ungdom, som ved at blande sig i den offentlige debat forsøger at skabe forandring gennem politik og juridiske lovændringer.

”I DiverseCity er vi, hvad vi er, og vi står ved det. Vi går ikke ud og diskuterer det eller stiller politiske forslag. Vi er en kaffeklub, der forsøger at skabe et socialt sted inden for LGBT-miljøet i Aarhus,” forklarer Line Fogh Sørensen.

DiverseCity deltager hvert år i Aarhus Pride, men for foreningen er begivenheden en festdag, ikke en politisk manifestation: ”Vi går som forening ikke ud med skilte, hvor der står ’Trans-rettigheder nu!’, selvom det selvfølgelig er noget, vi går ind for. Vi bruger dagen til at fejre vores diversitet og fællesskab’” siger hun.

Vi spørger ikke til din seksualitet i døren

Fordi mange i forvejen har svært ved at springe ud, har foreningen ingen registrering af medlemmer. Derfor kan man deltage anonymt i foreningen, og der er også plads til, at man kommer ned forbi, hvis man er i tvivl om, hvilken hylde man hører hjemme på.

”Vi spørger jo ikke i døren, man kommer bare, som man er. I det øvrige samfund bliver man jo heller ikke hele tiden spurgt, om man er hetero,” siger Line Fogh Sørensen.

Artiklen er oprindeligt bragt 24.11.2016.