Kantineanmeldelse: Jævnt kedeligt, men reelt og hyggeligt

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Boller i karry med gode, om end noget faste, boller og en fed og fad omgang pasta carbonara var på menuen, da Omnibus’ anmeldere lagde vejen forbi Fysisk Kantine. Men stemningen var hyggelig og klog.

27.03.2014 | Marie Groth Andersen

Søren Madsen på hårdt arbejde som madanmelder for Omnibus.

Søren Madsen (tv) er madglad specialkonsulent, der altid spiser sin frokost i en af AU’s kantiner og også kaster sig over kulinariske eksperimenter hjemme i sit eget køkken. Webudvikler Thomas Riis Hansen er på kantine-nedtrapning. Han mener, maden er for kedelig og ensformig, og så kan madpakken bedre svare sig i det lange løb. Men står der biksemad på menuen i Kemisk Kantine, så spiser han frokosten i kantinen. Begge arbejder i AU Kommunikation. Fotos: Lars Kruse

Boller i karry.

Pasta carbonara.

Kantinens kage skal også prøvesmages...

...og vurderes kritisk, mens udsigten over Aarhus nydes fra kantinens altan på 7. etage.

Anmeldt af: Webudvikler Thomas Riis Hansen og specialkonsulent Søren Madsen fra AU Kommunikation

Mad: Boller i karry og pasta carbonara vinder over frikadeller, sandwich og porretærte, da vi en marts-mandag kaster os over frokostbuffeten i Fysisk Kantine. En italiensk-dansk duel, som den danske middagsklassiker slipper bedst fra. For godt nok er bollerne lidt for faste i kødet til anmelderens smag, men saucen er, som mormor ville have lavet den, retten smager af karry, og risene er løse og ikke for udkogte. Retten mætter, uden dikkedarer eller overraskelser.

Den italienske pastaret er derimod en fad og fed oplevelse. Pastaen er udkogt, den italienske pancetta-skinke er erstattet af noget, der minder om røget skinke, og den cremede blanding af æg og parmesan udgøres her af en mystisk jævning. Og så er der massiv mangel på peber, der netop skal holde fedmen i skak i en pasta carbonara. En kedelig oplevelse.

Vi giver de solide retter magert modspil fra salatbaren. Her er blandt andet en hvidkålssalat med persille, en salat med bønner og feta samt mere udresserede og neutrale salater. Halvdelen af salatbarens indhold virker frisklavet, mens den anden halvdel tilsyneladende kommer fra dåse som marinerede artiskokhjerter og oliven. Et fornuftigt udvalg, uden overraskelser.

Udvalget af kager ligner et standard håndværksbagerudsalg. Valget falder på chokoladekage og gulerodskage. Chokoladekagen er bastant og lander tungt ovenpå en portion boller i karry. Gulerodskagen er sød, saftig og friskbagt, men flødeostglasuren er skilt. Mistanken om færdige kageblandinger melder sig. Kaffen kommer fra den store 10 liters-stålbalje, der findes i mange kantiner, men er overraskende god til den stærke side.

Pris: Prispolitikken er uigennemskuelig for førstegangskøbere i kantinen. Ekspedienten, der i øvrigt er sød og hjælpsom, vurderer maden på tallerkenen og kommer med en pris, der dog virker fair. For en portion boller i karry med salat, en lille sodavand, te og kage lander prisen på 61,50 kroner. En portion pasta carbonara med salat, en stor sodavand, kaffe og kage koster 80 kroner.

Stemning: Her er hverken mennesketomt eller overfyldt, og lokalerne er gamle og charmerende. Kantinen er hyggelig med sofaarrangementer i midten, og da den ligger på 7. etage, er der en flot udsigt over Aarhus. Det er tydeligt, at vi er på et universitet – det fornægter sig heller ikke, at vi er på et naturvidenskabeligt institut. Her er mange mænd, og flere ser ud til at opholde sig meget indendørs. Det virker som om, her tænkes store og kloge tanker.

Konklusion: Maden er kedelig, men reel. Den giver sig ikke ud for at være mere, end den er. Kantinen er et affodringssted, hvor man kan få stillet sin sult. Personalet er rart, og stemningen er god og hyggelig.

 


Karakterskala

Mad: 1-5 Omnibus-logoer
1: Adr!
2: Frokosten glider kun lige ned
3: Ikke nogen kulinarisk oplevelse, men maden lukker munden på en knurrende mave
4: Glade smagsløg!
5: Mums! Her kommer jeg gerne igen …

Stemning: 1-3 Omnibus-logoer
1: Kedeligt/koldt/overfyldt/mennesketomt
2: Fint nok, men ikke vildt spændende
3: Hyggeligt – gid, at frokostpausen aldrig sluttede!


Er du brødflov, og har du kritiske smagsløg?

Så kan du blive kantineanmelder for en dag for Omnibus. Du skal være studerende eller ansat på Aarhus Universitet og gerne madglad og madinteresseret, men som minimum skal du gå op i muligheden for at få et godt, veltillavet måltid mad på AU til en fair pris. Vi anmelder både maden og stemningen i kantinen.

Skriv til omnibus@au.dk

 

Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Artikel

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 28.04.2017