Læs og tal – af ren og skær lyst og faglig interesse

Studerende fra Nordisk Sprog og Litteratur og Litteraturhistorie på Arts håber, at de med onlinetidsskriftet Littuna.nu kan skabe grobund for et mere aktivt fagligt studiemiljø på litteraturstudierne på AU.

Foto: littuna.nu

Studerende fra Nordisk Sprog og Litteratur og Litteraturhistorie på Arts tog for to år siden initiativ til i fælleskab at drive et onlinelitteraturtidsskrift ved navn Littuna, der skulle afspejle de studerendes interesse for litteraturen.

Siden er de studerendes projekt vokset støt, og i dag står et hold dedikerede skribenter bag onlinetidsskriftet. Holdet fortæller, at de ved at kaste sig ud i projektet oplevede et hidtil uudnyttet potentiale i deres faglige viden.

Og samtidig har de nu med en relanceret udgave af onlinetidsskriftet fået skabt det forum uden for undervisningen, som de har savnet, og hvor de som studerende kan reflektere over – og ikke mindst diskutere – litteratur.

Ønsket om at skabe en platform for litterær videndeling har været omdrejningspunktet for udformningen af den relancerede side.

Og ud over anmeldelser, analyser, essays, interviews og reportager fra de studerendes hånd finder man også en klumme – og et debatforum til diskussion af aktuelle litterære problemstillinger.

Sidst er der ikke mindst en eventkalender med faglige og sociale litterære arrangementer som for eksempel læseklubber, temaaftener og faglige oplæg fra studerende.

Alt sammen i håb om, at det kan være med til at skabe grobund for et mere aktivt fagligt studiemiljø på litteraturstudierne. Og samtidig styrke studiernes interne fællesskab funderet i passionen for god litteratur, lyder det fra holdet af studerende bag Littuna.nu


Reception for Littuna.nu

Få et glas hvidvin, og hør mere om det nye forum fredag 24. oktober kl. 15.00-17.00 i Foyeren til Kasernescenen, Langelandsgade 139, bygning 1585.
Alle er velkomne.