Lidt for hip burger i Stakladens kantine

Brødet var godt og akustikken i top, da to ph.d.-partnere fra AU Forskning og Eksterne Relationer lagde vejen forbi Stakladens kantine. Desværre trak ubagte kartoffelbåde og kedelig kaffe ned.

Foto: Maria Randima
Anne Have Lietzen (th.) og Nanna Maria Elgaard Pedersen kastede sig begge over salaten i Stakladens kantine, hvor menuen desuden stod på sandwich og pulled pork-burger. Foto: Maria Randima
Foto: Maria Randima
Foto: Maria Randima

Anmeldt af: Anne Have Lietzen og Nanna Maria Elgaard Petersen, der begge er ph.d.-partnere ved AU Forskning og Eksterne Relationer.

Maden: Det første, vi bemærker, da vi træder ind i kantinen i Stakladen, er det store tomme rum. Der sidder ikke mange mennesker – og vi kan ikke få øje på en eneste studerende. Ved starten af madkøen er der håndsprit, som vi straks føler os kaldet til at bruge, så vi går ombord i retterne med rene hænder. Vi er begge sultne og glæder os til at se, hvad en fremmed kantine kan byde på.

Efter afspritningen vælger Anne en sandwich. Der er to slags – én med kylling og mange med skinke og ost. Valget falder på kyllingesandwichen. Sandwichen ser appetitlig ud, og brødet virker hjemmelavet og lækkert. Nanna vælger dagens ret – en byg selv-burger med pulled pork og to græske kartoffelbåde.

Nanna vælger en kokostop til sin dessert, og Anne fristes af en hindbærsnitte. Til maden vælger vi begge en flaske saft.

Annes sandwich lever ikke helt op til forventningerne. Den er snasket indeni, og det, der blev beskrevet som kylling, er i virkeligheden tættere på hønsesalat. Sandwichen er svær at spise, uden at der kommer fyld ud over hele tallerkenen. Den er helt klart ikke »to go«, som man måske kunne have ønsket, og samtidig er den så stor, at det er svært at spise det hele. Det trækker ned i bedømmelsen, fordi det virker som madspild.

Den selvbyggede pulled pork-burger smager godt, bollen er rustik, og det er lækkert, at man selv bestemmer forholdet mellem salat og kød. Alligevel falder burgeren ikke helt i Nannas smag, fordi den ikke passer til stedets profil. Hun ville hellere have spist noget mere traditionelt og mindre hipt, somhun mener passer bedre til kantinens stil. De græske kartofler er ikke nogen succes – de er ikke gennembagte, men salaten er velsmagende og sprød.

Desserten er god – hindbærsnitten smager hjemmelavet, og kokostoppen er god og mushy – en fin afslutning på frokosten. Kantinens kaffe er skuffende og kedelig, men det er et plus, at den er varm, selvom Anne får kandens sidste kop.

Prisen: Vi betaler 159 kroner for en dagens ret til Nanna, en sandwich til Anne, grilledegrøntsager, tzatziki og hummus til os begge to og en hindbærsnitte, en kokostop og to kopper kaffe til dessert. Det er lidt dyrt, og hvis man skulle spise her hver dag, ville det være for meget, men alt i alt synes vi, det er fair, fordi vi fik så meget.

Stemningen: Der var ikke særligt mange i kantinen, da vi ankom, men det gør, at der faktisk er ro til at snakke sammen. Akustikken i rummet er også rigtig god, og her kan man faktisk slappe af i sin frokostpause. Møblerne er designet af Børge Mogensen, og ifølge Anne emmer kantinens indretning af historie og det klassiske AU.

Konklusion: Sandwichen var for snasket, kartoflerne var ikke gennembagte, og kaffen virkede ikke frisklavet og var ikke indbydende. Men brødet var hjemmelavet, salaten var sprød, og atmosfæren i kantinen var god, rolig og afslappet, og det betyder også meget, når man spiser frokost.

Karakterskala:

Mad: 1-5 Omnibus-logoer

1: Adr!

2: Frokosten glider kun lige ned

3: Ikke nogen kulinarisk oplevelse, men maden lukker munden på en knurrende mave

4: Glade smagsløg!

5: Mums! Her kommer jeg gerne igen …

Stemning: 1-3 Omnibus-logoer

1: Kedeligt/koldt/overfyldt/mennesketomt

2: Fint nok, men ikke vildt spændende

3: Hyggeligt – gid, at frokostpausen aldrig sluttede!


Er du brødflov, og har du kritiske smagsløg?

Så kan du blive kantineanmelder for en dag for Omnibus.

Du skal være studerende eller ansat på Aarhus Universitet og gerne madglad og madinteresseret, men som minimum skal du gå op i muligheden for at få et godt, veltillavet måltid mad på AU til en fair pris. Vi anmelder både maden og stemningen i kantinen.

Skriv til omnibus@au.dk