John Kapstadt er maskinarbejder på Institut for Fysik og Astronomi. Til daglig står han bag maskinerne i værkstedet eller smutter rundt i gangene under instituttet og reparerer på nogle af de avancerede og eksklusive stykker isenkram, som instituttet råder over.

”Der er ikke to dage, der ligner hinanden,” lyder forklaringen på, hvorfor han efter 19 år på AU stadig er ret lun på sit arbejde.

John Kapstadt er formand for Klub 59, næstformand i TAP-Klubben og formand for Dansk Metals brancheklub for offentligt ansatte i Aarhus, Randers og Grenå. Han har været ansat som finmekaniker på AU i 19 år. Og i løbet af de år er der sket meget med kulturen på værkstedet, fortæller han. Da han begyndte for 19 år siden, gav det – sagt på en pæn måde – plus i bogen at håndhæve pauserne. I dag kan man få lov at udfordre sin faglighed. Foto: Maria Randima

En stjernekikkert? Så gerne

En anden årsag er de noget særprægede opgaver, der indimellem lander på hans drejebænk. Som for eksempel da lektor Frank Grundahl fra Institut for Fysik og Astronomi skulle have bygget en stjernekikkert på Tenerife i 2011. 

”Vi var tre finmekanikere, der sammen byggede stjernekikkerten, på nær objektivet. Vi byggede den på en maskinfabrik i Randers, skilte den ad, puttede den i en container og fik den sejlet til Tenerife, hvor vi så samlede den igen. Det var i marts måned, og vi befandt os i 2.400 meters højde, det var frostgrader, og vi stod der i fuld Harboøre-habit. Men det var faktisk utroligt spændende arbejde, og vi havde et godt samarbejde med Frank. Han ville gerne have bygget en stjernekikkert mere i Afrika, men det projekt blev desværre ikke til noget. Jeg gjorde det ellers gerne igen.”

Rød, støvet og meget særlig 

John Kapstadt fører an ned i kælderen, der huser AU’s AWTSII 2010 vindtunnel – eller Mars-tanken, som den kaldes i daglig tale. En ferrarirød kapsel på 8 x 2,5 meter, der er den eneste af sin art og derfor er eftertragtet blandt Mars-forskere rundt om i verden.

Et udsnit af AU's Mars-tank. Foto: Maria Randima

”Den har vi også bygget på maskinfabrikken i Randers, det var en meget stor teknisk udfordring at bygge den tank,” forklarer John Kapstadt og hilser på finmekaniker Jens Jacob Iversen og seniorforsker Jonathan P. Merrison, der er ved at finjustere på tanken.

Et hold canadiske forskere har netop været forbi for at teste nogle hjuldele på et køretøj, som er en del af European Space Agencys ExoMars-mission i 2020. Tanken simulerer de forhold, der er på Mars’ overflade. Det vil sige koldt, støvet og blæsende. Tanken kan skabe temperaturer på helt ned til minus 120 grader og en vindhastighed på op til 20 meter i sekundet.

Finmekaniker Jens Jacob Iversen foran den åbne Marstank. Foto: Maria Randima

”AU er de eneste, der kan udføre den type test,” forklarer Jens Jacob Iversen. Han kigger ind i tanken, der stadig bærer præg af det røde støv, som blev brugt til testen.

”Det er jord fra Salten Skov, som man har fundet ud af på nogle områder minder om det støv, der findes på Mars,” fortæller han.

”Det med støv i maskineriet skulle jeg lige vænne mig til som finmekaniker, og det er en stor udfordring rent teknisk,” smiler han og skæver ind i tanken.

Fintunet samarbejde 

Jens Jacob Iversen var i lære på instituttets værksted og har efterhånden været ansat her i 11 år.

”Jeg begyndte egentlig med at læse fysik og holdt ud i 2 ½ år, før jeg besluttede mig for at blive finmekaniker i stedet. Men det gør, at jeg har en teoretisk forståelse for det, som forskerne laver. De spørger også os til råds og er gode til at inddrage os, når der er noget, der ligger uden for deres fagområde. Den indsigt, vi får på den måde, kan vi bruge til at fintune vores indsats,” forklarer han om samspillet mellem forskere og mekanikere.

Finmekaniker Jens Jacob Iversen (bagerst) arbejder tæt med seniorforsker Jonathan P Merrison. Foto: Maria Randima

Seniorforsker Jonathan P. Merrison supplerer:

”Jeg skaber problemerne, Jacob løser dem,” griner han.

Netop samarbejdet med forskerne og kombinationen af videnskab og teknik er noget af det, der gør det sjovt at møde på arbejde, fortæller Jens Jacob Iversen.

”Og så er det da skægt at tænke på, at nogle af de instrumenter, jeg har været med til at lave, bliver sendt til Mars.

"Jeg har set alt"

Maskintekniker Karsten Mildahl Nielsen ved obduktionsbordet og med kraniesaven i hånden. Foto: Maria Randima

Et andet sted på AU, faktisk halvvejs under jorden, holder en anden af AU’s maskinarbejdere til. Karsten Mildahl Nielsen er også uddannet maskintekniker, men har de sidste 21 år været retsmedicinsk tekniker på Institut for Retsmedicin. Et arbejde, der ligger ret langt fra den drejebænk, han blev uddannet ved i sin tid, fortæller han. 

Det er Karsten Mildahl Nielsen og hans to teknikerkolleger, der modtager de døde, når politiet begærer en retsmedicinsk obduktion.

”Så registrerer vi den døde, scanner hele kroppen og gør klar til obduktionen. Det er også os, der fører kniven, tager organer ud og gør klar til, at obducenten kan lave sin undersøgelse. Vi står for at tage vævs-, blod- og urinprøver. Og når obduktionen er færdig, syr vi liget sammen igen, kører det tilbage i kølerummet og bestiller afhentning, hvis liget er frigivet af politiet.”

Udsendt til Balkan 

Arbejdet som retsmedicinsk tekniker har også ført ham ud i verden. I 1999 og 2000 arbejdede han tre uger som frivillig tekniker i Kosovo. Han var udsendt af den danske stat til at assistere Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag med at identificere ofre for krigen på Balkan.

”Jeg assisterede chefen for Retsmedicinsk Institut i København, og vi tog ud til steder, hvor de lokale vidste, at folk var gravet ned. Så gik vores job ellers ud på at finde ud af, hvorfor vedkommende var død. Var han blevet skudt, eller var han død af naturlige årsager?”

Instrumenter og knive ligger klar til næste obduktion på Retsmedicins Institut i Aarhus. Foto: Maria Randima

Anden gang han var afsted, fik de udsendte et udførligt kursus i at undgå landminer. For området, som de også havde arbejdet i året før, var fyldt med miner.

”Der tænkte jeg: Hvad er det lige, jeg har gang i?” husker Karsten Mildahl Nielsen, der har både kone og børn.

Fik posttraumatisk stress

Dengang var der ikke nogen debriefing efter sådan en udsendelse, eller hvis man havde assisteret på en særlig barsk sag. Det var op til en selv at bearbejde oplevelser og indtryk. For Karsten Mildahl Nielsen resulterede oplevelserne på Balkan i, at han fik posttraumatisk stress.

”Jeg skulle lige geares til dagligdagen i Danmark igen, hvor folk brokker sig over, at bussen er to minutter forsinket. Jeg havde lige været et sted, hvor der slet ikke kørte busser, og hvor pårørende stod ved siden af mig og så på, at vi identificerede deres nærmeste.”

”Der er heldigvis sket meget på den front, og i dag skal vi igennem en debriefing, når vi for eksempel har været med på en sag som den med et femdobbelt drab og et selvmord i Ulstrup ved Randers,” forklarer Karsten Mildahl Nielsen, der også blev sendt til Thailand i 2004 for at hjælpe med identifikationen af de tusindvis af ofre, der mistede livet under tsunamien, heriblandt 45 danskere.

Hårdhudet efter 21 år ved stålbordet

Obduktionsstue. Foto Maria Randima

Men han kan godt mærke, at han er blevet hårdhudet efter 21 år med rå vold, død og kriminalitet som en fast bestanddel af sin arbejdsdag. 

”Jeg bliver ikke så let følelsesmæssigt ramt mere, for jeg sætter barren et andet sted i dag. Jeg har set alt. Flystyrt. Togulykker. Folk, der har fået skudt hovedet af. Lig, der har ligget længe, før de blev fundet.”

Men han kan stadig blive ramt, når han står med kraniesav og kniv i hånden ved stålbordet, vedstår han.

”Det, der gør indtryk, det er børn.”

"Jeg siger bare, at jeg arbejder på Aarhus Universitet"

Oplevelserne på jobbet er selvsagt ikke nogle, man underholder med til et middagsselskab. Mest på grund af tavshedspligten, men også fordi folk ofte kender sagerne fra medierne.

”Og mediernes udlægning er ikke altid i overensstemmelse med den virkelighed, jeg har set. Så jeg plejer bare at sige, at jeg arbejder på Aarhus Universitet.”

Men hvad er det ved arbejdet i den kliniske kælder, hvor lugten af død ikke kan vaskes væk, der efter 21 år bliver ved med at fænge?

”Arbejdsmiljøet. Man lytter til medarbejderne. Det er meget positivt,” forklarer Karsten Mildahl Nielsen, der også peger på uforudsigeligheden ved arbejdet.

”Man ved ikke, hvad der venter. Jeg havde da aldrig drømt om, at jeg skulle sendes til Kosovo eller til Thailand efter tsunamien. Det er spændende at være med til at arbejde internationalt på tværs af sprog. Og at se, hvordan retsmedicinere i andre lande arbejder, og arbejde under ekstreme forhold, som vi gjorde i Thailand. Det er udfordrende.”

Foto: Maria Randima