Navigationsproblemer på Navitas

Kamstegen, sovsen og kartoflerne var i top. Udsigten var også værd at skrive hjem om. Desværre trak præfabrikata og manglende skiltning ned, da to it-folk fra Arts lagde vejen forbi Navitas’ kantine.

Det blev diskuteret, om Navitas’ kantine skulle have 3 eller 4 Omnibus-logoer, men kamstegen kunne ikke veje op for kantinens mangler, konkluderede it-supporter Brian Bech Jørgensen (tv.) og It-supportkoordinator Michael Møltorp ved IT på Arts. Foto: Jesper Rais
Foto: Jesper Rais
Foto: Jesper Rais

Anmeldt af: It-supportkoordinator Michael Møltorp og it-supporter Brian Bech Jørgensen
ved IT på Arts. 

Maden: Ugens menu står på en skærm ved indgangen til kantinen, så vi ved allerede der, at den står på kamsteg. Derudover er der også en fiskeret, sandwich og en salatbar med forskellige salater. Der er også dips og to slags kage. Brian kaster sig fluks over kamstegen, mens Michael tager en kylling/baconsandwich og salat. Man kan ikke læse sig til, hvad der er i de forskellige salater, eller hvad priserne er, så det bliver lidt af en gætteleg. Derudover tager vi to stykker kage med.

Kamstegen bringer hurtigt et smil frem hos Brian. Den er helt perfekt og slet ikke tør. Sværen kunne være mere puffy – den er sprød, men også lidt hård. Sovsen er også en succes, den har fået godt med stegesky fra grisen, og kartoflerne er kogt, som de skal. Salaterne passer godt til. Det er en dejlig tallerken.

Michael er ikke helt så imponeret. Hans sandwich er tung og snasket. Brødet er ikke hjemmebagt, og det er svært at finde kyllingen i den store mængde karrydressing. Den er udmærket, men ikke top notch. Salaten skal også prøves, og da der ikke var skiltet med salaternes indhold, starter lidt af en gætteleg. Det viser sig for eksempel, at de har en rigtig lækker ærtemos. Derimod er deres humus og tzatziki noget anonym.

Det eneste skilt var ved deres urtemos, som er meget velsmagende – den har godt med krydderurter og krydderier. Desværre tyder meget på, at salaterne er præfabrikata og hældt ud af en pose. Gulerødderne er for eksempel unaturligt ens. Men generelt er salaterne gode, og de er tilpas forskellige.

25 cl økologisk appelsinjuice koster 15 kroner. Den smager fremragende, men for en nordjyde bliver en literpris på 60 kroner noget pebret. Nu skal kagen og kaffen have et forsøg. Kaffen er standard kantinekaffe og god.

Begge kager er meget bastante og virker heller ikke hjemmebagte. Brian tager et stykke drømmekage, men der er for lidt kokos på toppen, så den bliver meget tung. Michael må igen gætte sig frem til, hvad han har fået på bakken – han kan smage chokolade og marcipan, men det røde ved han ikke, hvad er.

Prisen: Måltidet har kostet 171 kroner, det er dyrt. Især taget i betragtning, at kantinen er henvendt til studerende. Skiltning kunne måske have givet et bedre overblik over prisen. Salaten er slået ind som en stor salat til 30 kroner, men det er uklart, hvad det dækker over. For 98 kroner kunne man have fået en bøfsandwich hos naboen Havnens Perle, der er pengene givet bedre ud.

Stemningen: Udsigten kan man ikke tage fra stedet, den er helt fantastisk med Aarhusbugten og
Dokk1 som baggrund. Der er højt til loftet, hvilket går lidt ud over akustikken, der kan hurtigt blive meget støj. Det ligner lidt en fabrik, her er gråt og sterilt. Personalet er meget venligt og effektivt. Kantinen mangler et godt flow; den er svær at finde rundt i, når man ikke kender den.

Konklusion: Alt i alt var det udmærket, men ikke på en måde, så øjenbrynene flyver op i panden. Selvom kamstegen og dens tilbehør var yderst delikat, var resten ikke helt godt nok og slet ikke til prisen. Og så er ingen af os vilde med at skulle gætte, hvad vi spiser.

Karakterskala:

Mad: 1-5 Omnibus-logoer

1: Adr!

2: Frokosten glider kun lige ned

3: Ikke nogen kulinarisk oplevelse, men maden lukker munden på en knurrende mave

4: Glade smagsløg!

5: Mums! Her kommer jeg gerne igen …

Stemning: 1-3 Omnibus-logoer

1: Kedeligt/koldt/overfyldt/mennesketomt

2: Fint nok, men ikke vildt spændende

3: Hyggeligt – gid, at frokostpausen aldrig sluttede!


Er du brødflov, og har du kritiske smagsløg?

Så kan du blive kantineanmelder for en dag for Omnibus.

Du skal være studerende eller ansat på Aarhus Universitet og gerne madglad og madinteresseret, men som minimum skal du gå op i muligheden for at få et godt, veltillavet måltid mad på AU til en fair pris. Vi anmelder både maden og stemningen i kantinen.

Skriv til omnibus@au.dk


Appetit på flere anmeldelser af kantiner på AU? Så se her