Nu rammer fremdriftsreformen alle

Slut med praktik og arbejde, der forlænger studiet

Grafik: Astrid Reitzel

Fremdriftsreformen

Fremdriftsreformen trådte i kraft allerede sidste sommer, men kravet om tilmelding til 30 nye ECTS-point hvert semester har indtil nu kun været gældende for nye bachelorstuderende. Nu rammer kravet også på kandidatuddannelserne, hvor mange studerende vælger at søge praktik. Fremdriftsreformen blev blandt andet vedtaget, fordi politikerne vil have studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Læs mere om fremdriftsreformen (stud.au.dk)

Fra sommer træder fremdriftsreformen i kraft for alle studerende på AU og landets øvrige universiteter. Det betyder, at du som udgangspunkt skal tilmeldes 30 ECTS-point på hvert semester.

Det er altså slut med at tage et semester fri eller udskyde kurser for at kunne tage praktik eller få tid til at arbejde ved siden af studiet. Uanset hvor relevant du selv synes, det kan være.

Vil du i praktik, bliver det derfor helt afgørende, om du kan få praktikken godkendt til merit. Og giver den mindre end de krævede 30 ECTS-point, må du indstille dig på at følge kurser og gå til eksamen ved siden af. Eller bruge sommerferien på sommeruniversitet for at opspare de nødvendige point.

Mange flere spørgsmål

Ifølge Michael Mejlgaard Udby, som er ordfører for AU’s studievejledninger, begrænser fremdriftsreformen alt andet lige de studerendes fleksibilitet i forhold til praktikophold og betyder, at de risikerer en ekstra arbejdsbyrde, hvis de vil ud og have praktisk erfaring.

»I løbet af foråret kommer det rigtig til at gå op for de studerende, hvad det her betyder. Vi forventer i det hele taget mange flere spørgsmål om alt, hvad der hedder planlægning af studier,« siger han.

På BSS forbereder man sig på et stigende antal studerende på Summer School, fortæller leder af AU Career på BSS Thomas Hvergel Jensen.

»Hvis man gerne vil i praktik og synes, det er vigtigt for ens karriere- og uddannelsesforløb, er det da helt oplagt, at man ser på Summer School i forhold til at få fyldt op med ECTS-point,« siger han.

På Health beklager de medicinstuderende, at det er slut med at tage lægevikariater, mens dekan Allan Flyvbjerg afviser, at der er behov for mere praktisk erfaring end det, der allerede er lagt ind i studieordningen.

Og på Arts frygter formand for Artsrådet Jeppe Kaas, at fremdriftsreformen betyder, at færre kandidatstuderende på hans fakultet kommer til at prøve kræfter med arbejdsmarkedet gennem en praktik.

Læs meget mere i artiklerne listet herunder og på forsiden af omnibus.au.dk