Ny aftale sikrer internationale AU-studerende og ansatte danskundervisning til 1.250 kroner i stedet for 10.000 kroner

Regeringen og Dansk Folkeparti vedtog i marts, at blandt andre internationale studerende og ansatte skal betale 10.000 kroner for danskundervisning. Et nyt tilbud fra Lærdansk betyder, at de nu kan nøjes med at give 1.250 kroner.

Regeringen vedtog i foråret, at danskundervisning for selvforsørgende udlændinge skal koste 10.000 kroner. Et nyt tilbud fra Lærdansk betyder, at man nu kan nøjes med at betale 1.250 kroner. Grafik: Astrid Reitzel.

Internationale studerende og ansatte på AU kan ånde lettet op. Et nyt tilbud fra Lærdansk betyder nemlig, at de kan få danskundervisning til 1.250 kroner og ikke de 10.000 kroner, de ellers havde udsigt til at skulle grave op af lommeforet.

LÆS OGSÅ: Udenlandske studerende og ansatte på AU skal betale for skattelettelser

De studerende kan nu tilmelde sig et forløb på 50 lektioner, hvor de lærer dansk på et niveau, der giver adgang til, at de kan starte på Lærdansks Forberedende voksenundervisnings (FVU) første trin, FVU Start. Forberedelseskurset koster 1.250 kroner, og den efterfølgende undervisning på FVU trin 1, 2, 3 og 4 er gratis. Derfor kan de studerende nøjes med at lægge 1.250 kroner i alt.

Fakta

  • FVU står for Forberedende Voksenundervisning.
  • FVU er oprindeligt tiltænkt et løft af danskeres skriftlige kompetencer og læsefærdighed med henblik på anvendelse på arbejdsmarkedet.
  • FVU er finansieret af staten og uden deltagerbetaling.
  • Udenlandske borgere kan lære dansk på FVU, hvis de har basale danskkundskaber. Dem kan de lære på kurset Ready-Steady, som er målrettet udenlandske borgere og koster 1.250 kroner.

Den aftale vækker glæde hos AU’s internationale chef Rikke Nielsen.

”Det er stadig vigtigt for os, at de internationale studerende lærer dansk. Både fordi det giver bedre integration under uddannelsen og mulighed for at deltage i det sociale, og fordi det øger chancen for at fastholde dem i Danmark, når de er færdige med at læse. Det er en stor gevinst for samfundet,” siger hun med reference til en rapport fra Danske Universiteter, som viser, at internationale studerende i gennemsnit har bidraget med 779.000 kroner til det danske samfund otte år efter, de er dimitteret.

En helt anden lov

Lærdansk kan tilbyde undervisningen til kun 1.250 kroner, fordi der er tale om et andet undervisningstilbud end den danskuddannelse, der er omfattet af den nye lov om deltagerbetaling. FVU giver samme rettigheder som danskuddannelsen, heriblandt muligheden for at søge om permanent opholdstilladelse, efter trin 4 er bestået, og kan benyttes af alle udenlandske borgere. Det oplyser Marianne Jensen, forstander på Lærdansk Aarhus.

Især relevant for full degree-studerende

Rikke Nielsen regner med, at det især er de internationale studerende, der læser mange år i Danmark, som vil vælge at betale de 1.250 kroner for undervisningen.

Baggrunden for den nye lov

  • I marts 2018 vedtog regeringen og DF, at danskundervisning for selvforsørgende internationale borgere skal koste 2.000 kroner i egenbetaling per modul.
  • Et typisk forløb består af fem moduler. Det samlede forløb koster derfor 10.000 kroner.
  • Betalingen skal være med til at finansiere regeringen og DF’s skatteaftale, som indeholder skattelettelser.
  • Loven er trådt i kraft 1. juli 2018.
  • Sidste år blev det vedtaget, at selvforsørgende udlændinge også skal betale 1.250 kroner i depositum for uddannelsen. Dem får man tilbage, når man stopper.

 

”Man kunne se, at en del af vores udvekslingsstuderende valgte det fra, allerede da der blev indført et depositum på 1.250 kroner for danskundervisning sidste år, så det vil vi nok også se her. Jeg kan forestille mig, at de i stedet gør brug af andre muligheder, for eksempel sprogapps som Duolingo, eller bruger tilbuddet Swap Language, hvor studerende lærer sprog af hinanden,” siger Rikke Nielsen.

Du kan læse en uddybende artikel om det nye undervisningstilbud her på vores engelske side.