»Økologi er stadig noget, mange reagerer kraftigt på«

På godt et år er over en tredjedel af maden i Studenterhusfondens 11 kantiner blevet økologisk. Skal det lykkes at nå målsætningen på 90 procent økologi i 2020, må der skæres ned på kødet, og så skal overgangen ske glidende for ikke at skræmme fattige og fritureglade studerende væk, lyder det fra Studenterhusfondens direktør.

Foto: Studenterhusfonden
»De første procent er de letteste, når man vil omlægge til økologi. De sidste 20 er toppen af Mount Everest. Det bliver svært, men jeg tror, det er opnåeligt. Det kræver gode samarbejder med leverandører, landmænd og producenter,« siger direktør for Studenterhusfonden Kristina Kristensen. Hun har mange års erfaring inden for økologisk kantineomlægning, senest som kantineleder hos Vestas. Foto: Maria Randima

Er maden i din kantine blevet lidt grønnere? Har dagens ret fået en mere naturlig smag? Og har brødet fået en sprødere skorpe? Så er det, fordi Kristina Kristensen er nået et godt stykke af vejen på sin mission.

Den tidligere kantineleder hos Vestas tiltrådte i marts sidste år som ny direktør for Studenterhusfonden, der driver 11 af AU’s 15 kantiner.

Da hun sagde ja til jobbet, tog hun samtidig imod udfordringen om at gøre 90 procent af maden økologisk inden 2020. Det betyder også, at det er slut med halvfabrikata og bake off-brød; maden bliver nu lavet fra bunden og af friske og bæredygtige råvarer.

På godt et år er det lykkedes Kristina Kristensen og hendes ansatte at nå op over 30 procent økologi. Og det er realistisk at nå målsætningen, vurderer direktøren, selvom hun indrømmer, at det er en stor mundfuld.

»Hvis man har ubegrænset økonomi, kan man godt lave én til én-omlægning til økologi. Men så ville det blive et sted mellem 30 og 40 procent dyrere at lave maden. Vores mål er, at det ikke skal blive dyrere, og at brugerne ikke skal betale mere, end de gør i dag,« siger hun.

Mindre kød og mere sæsongrønt

Det betyder blandt andet, at der bliver sparet på kødet i forhold til tidligere. Derudover er der kommet mere fokus på sæsonbestemt frugt og grønt, fortæller Kristina Kristensen.

»Vores gæster finder ikke sommergrønt om vinteren, ligesom vi ikke vil flyve frugten ind fra Langtbortistan. Til gengæld har vi nogle gode, troværdige leverandører, som kan lave nogle gode priser til os, alt efter hvad de ligger inde med lige nu,« siger hun.

Samtidig handler det om at begrænse spildet så meget som muligt, hvis det skal lykkes Studenterhusfonden at nå det ambitiøse økologiske mål, siger direktøren.

Økologi under radaren

 

1,7 millioner til økologisk efteruddannelse 

 

Studenterhusfondens direktør Kristina Kristensen sender fra januar 2016 sine medarbejdere på efteruddannelse inden for økologi. Hun har søgt midler hos Erhvervs- og Naturstyrelsen og fået 1,7 millioner kroner til formålet.

 

Institut for Odontologi uddanner tandlæger på bachelor- og kandidatuddannelsen i odontologi. Instituttet har ca. 300 ansatte, ca. 300 tandlægestuderende og 15 under specialistuddannelse.

Selvom mange studerende er interesserede i mad, der er fornuftigt at forbrænde, giver god energi og ikke er fyldt med tilsætningsstoffer, så kræver det tid at vænne brugerne til de nye økologiske boller på suppen, siger Kristina Kristensen. Derfor er hun påpasselig med at udbasunere de sunde budskaber for tidligt.

»Økologi er stadig noget, mange reagerer kraftigt på, så vi har bevidst ikke gjort så meget for at markedsføre det endnu. Det er lettere at acceptere forandringerne, hvis man stadig fastholder noget genkendeligt,« siger hun.

Af samme grund er det ekstra vigtigt at holde priserne i bund, forklarer hun.

»Hvis jeg laver en prisstigning nu, så ved jeg godt, hvordan det kommer til at lyde. Så bekræfter jeg alle de fordomme, der er omkring hele vores projekt.«

Humanister er til helse, it-nørder til fritter

Den sunde udvikling er blevet modtaget forskelligt i Studenterhusfondens kantiner. Blandt humanisterne i Nobelparken er økologien et hit. De er meget bevidste og vil også gerne spise vegetarisk, siger Kristina Kristensen.

Til gengæld har der været en faldende omsætning i samfundsfagenes kantine og i IT-huset.
»Jeg tror ikke nødvendigvis, det har noget at gøre med økologi, men mere, at vi er blevet lidt for sunde i vores tilbud i forhold til, hvad der efterspørges i netop de kantiner.«

Især i IT-huset har de studerende haft svært ved at acceptere, at pommes fritene er blevet skiftet ud med rigtige ovnbagte kartofler, fortæller hun.


Voxpop: Sundt og godt eller...? 

Omnibus har spurgt tre brugere i Nobelparkens kantine, hvordan de oplever ændringerne i menuen. Alle tre kommer i kantinen mindst en gang om ugen.

»I min optik er smagen vigtigere, end om det er sundt. Men det er lykkedes dem at vægte det sådan, at maden både smager godt og er sund. Generelt synes jeg, det er blevet en bedre kantine med mere variation.

Grundtanken om økologi og en større respekt for både dyr og dyrkningsmetoder er sympatisk. Jeg tror måske, priserne er steget en lille smule på grund af det, men jeg synes, de er fair.

Jeg savner dog de focaccia, der var der tidligere. De kostede kun en tier, og jeg købte dem tit, hvis jeg lige manglede noget til en forelæsning. De var sikkert ikke sunde, men det var hurtigt og billigt.«

Svend Bjerring Schmidt.
Læser historie på fjerde semester

»Brødet er blevet virkelig godt. Det er emmerys-kvalitet. Og deres kokosmakroner er endnu bedre.

Jeg har lagt mærke til, at de har annonceret med økologi. Og de har sagt, de er gået over til at lave håndværk fra bunden. Det kan man godt smage. Både kvalitet og udbud er øget markant.

Vi roser ofte kantinedamerne. De gør vores hverdag bedre.«

Lotte Kofod Ludvigsen.
Specialekonsulent, Arts Karriere

»Tidligere gad jeg ikke købe de varme retter. Det gør jeg nu. Maden virker ikke masseproduceret og kedelig.

Idéen om økologi er udmærket, forudsat at der bliver taget højde for, at brugerne er studerende på SU. Vi vil selvfølgelig gerne have god og lækker kvalitet, hvis det kan betales.

Men hvis økologi betyder, at man bliver presset på pengepungen og bliver nødt til at begrænse sig, så er det lige meget. Så køber man det ikke.«

Thomas James Pheasant.
Læser engelsk og historie på ottende semester


Studenterhusfondens kantiner på AU

Stakladen
INCUBA Åbogade (IT-huset)
IT-hjørnet
Tandlægeskolens kantine
Samfundsfagenes kantine
Trøjborg kantine
Teologis kantine
INCUBA Skejby
Moesgaard kantine
Dale’s Café