Rip, Rap, Rup - og det nepotistiske rekrutteringssystem

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Der er for få kvinder i forskning. Så langt var panelet med en AU-forsker, en KU-forsker, RUC’s rektor og Akademikernes formand enige, da de torsdag på Folkemødet debatterede kvinder i forskning. Men hvorfor er der så få kvinder? Og hvordan får vi flere med?

16.06.2017 | Miriam brems

Fra venstre Formand for Akademikerne Lars Qvistgaard, rektor ved RUC Hanne Leth Andersen, lektor ved AU Lone Koefoed Hansen og professor ved KU Bente Rosenbeck. Foto Miriam Brems

Lone Koefoed er lektor i digitalt design. Foto: Miriam Brems

”Den væsentligste årsag til, at vi ikke har flere kvinder i forskning er, at vi har et nepotistisk rekrutteringssystem. Til halvdelen af alle stillingsbesættelser er der kun én ansøger.”

Så kontant lød diagnosticeringen af problemet fra panelets første taler, KU-forsker Bente Rosenbeck.

Ifølge hende skyldes det lave ansøgertal, at der foregår megen intern rekruttering på universiteterne, den såkaldte Rip, Rap, Rup-effekt:

”Man rekrutterer dem, der ligner en selv. Mænd vælger mænd”.

Hvordan undgår vi ”cherry picking”?

Lars Qvistgaard, som er formand for Akademikerne, foreslog derfor, at man kan stille krav om, at alle forskerstillinger ikke bare skal slås op åbent, men at der også skal være minimum to ansøgere, for at stillingen kan besættes.

LÆS OGSÅ: Voxpop fra Folkemødet: Folkemøde eller "Djøfstortion"?

Rektor fra RUC, Hanne Leth Andersen var enig i, at man skal se på ansættelsesprocesserne og foreslog, at man skeler til vores nordlige naboer for inspiration:

”Forskning fra Norge viser, at ansøgninger fra kvinder vurderes strengere end ansøgninger fra mænd.”

Derfor kunne en mulig løsning ifølge rektoren fra RUC være at vurdere ansøgninger uden navn på, så man ikke kan se, om det er en mand eller en kvinde, der har sendt den, og i det hele taget være mere bevidst om problematikken omkring ansættelse:

”I Norge har de satset meget mere på det her. De har for eksempel kurser i at være bevidst om, hvad man er opdraget til at tænke om kvinder og mænd.”

Ifølge AU-forsker Lone Kofoed  Hansen er det dog ikke stillingsopslagene, der er problemet. Det opstår længe inden da:

”Ofte er det afgørende, hvem der er ph.d. hos hvilken professor. Et studie fra England viser, at langt flere mandlige ph.d.’er, som har mandlige vejledere, bliver indskrevet i et forskningsprojekt og får en post doc.-stilling sammenlignet med kvindelige ph.d.’er, der har kvindelige vejledere."

Er måltal løsningen?

Bente Rosenbecks forslag til en løsning var, som en publikummer også foreslog, at man sætter måltal for andelen af ansatte kvinder i forskerverdenen. Det var rektor på RUC, Hanne Leth Andersen, imidlertid ikke begejstret for.

”Risikoen ved at lave måltal er, at man risikerer, at man bliver ansat, fordi man er kvinde,” lød det fra rektoren.

Her var Lone Kofoed Hansen fra AU’s holdning dog klar:

”Vi skal holde op med at sige, at man kan risikere at blive ansat, fordi man er kvinde, for jeg tror, at mange i dag er ansat, fordi de er mænd – og det taler vi meget lidt om. Det handler ikke kun om det talent, vi taber. Det handler også om, at vi måske har ret talentløse folk gående rundt i ret vigtige stillinger, fordi de tilfældigvis fik de stillinger. Vi ved ikke, om det er de mest talentfulde, vi har ansat lige nu.”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 10.07.2017