Statskundskabsstuderende kan vinke endeligt farvel til skrivekrampen

Evalueringen af BSS’s forsøg med digitalisering af håndskrevne eksaminer er faldet heldigt ud, og studieleder på Statskundskab Anne Skorkjær Binderkrantz regner med, at de studerende på Statskundskab har skrevet deres sidste eksamen i hånden.

Foto: Maria Randima

Der er glædeligt nyt til de skrivekrampeplagede studerende på Statskundskab, som i februar kritiserede, at eksamen i mikro- og makroøkonomi på AU stadig afvikles skriftligt i hånden. Evalueringen af et forsøg med digitalisering af håndskrevne eksaminer på Økonomi er nemlig faldet så positivt ud, at de statskundskabsstuderende formentlig har rystet krampen ud af hånden for sidste gang.

”Vi regner med, at vi til sommer kan afvikle eksamen i mikroøkonomi digitalt,” fortæller Anne Skorkjær Binderkrantz, der er studieleder på Statskundskab.

De statskundskabsstuderendes eksamen i makroøkonomi ligger først i februar, og hvis det går godt til sommer, vil også den for fremtiden blive afviklet digitalt i stedet for i hånden.

Bruger webcam

BSS har i forbindelse med vintereksamen testet programmet FLOWlock, som gør det muligt at skrive skriftlige eksamener uden hjælpemidler på computer frem for i hånden. 39 studerende har i deres eksamen i Organizational Behavior på Institut for Økonomi afprøvet programmet og meldt positivt tilbage.

Her var der mulighed for at skrive al teksten på computer, mens graferne enten kunne tegnes digitalt i programmet eller kunne tegnes i hånden og bagefter affotograferes med computerens webcam.

”Vi har vurderet, at funktionen med kamera vil betyde, at de studerende på Statskundskab kan tage billeder af alle deres grafer, og lægge dem ind i computerprogrammet uden problemer,” siger Anne Skorkjær Binderkrantz.

Ifølge prodekan for uddannelse på BSS, Per Andersen, er det eneste problem, de studerende har rapporteret, at de havde svært ved at fotografere deres grafer uden selv at komme med på billederne. Det har imidlertid ikke været et problem for hverken underviser ellers censor, som også begge mener, at løsningen fungerer fint, fortæller Per Andersen.

Hvad er FLOWlock?

  • Programmet FLOWlock udgør sammen med WISEflow kernen i BSS’s digitalisering af eksamen.
  • FLOWlock kan blokere for adgangen til internet og filer på computeren. Derfor muliggør programmet, at eksaminer uden hjælpemidler også kan digitaliseres.
  • WISEflow bruges til eksaminer, hvor hjælpemidler er tilladt.

Studienævnet er altovervejende positive

Matthias Wagner, der er næstformand for studienævnet Aarhus BSS Uddannelsesforum og fremlagde kritikken af de håndskrevne eksaminer i Omnibus i februar, er altovervejende positiv over for løsningen:

”Jeg er rigtig glad for, at ledelsen er klar til at lade os smide kuglepennene,” siger han.

Han fortæller, at studienævnet generelt er rigtig positivt stemt over for forsøget med digitalisering af de håndskrevne eksaminer.

”Det eneste problem, jeg umiddelbart kan se for mig, er, at løsningen kræver, at alle studerende har et webcam i deres computer, hvis de vil have gavn af programmet,” siger han.

Netop det var et problem for en enkelt af de studerende, der deltog i testen af programmet. Hun fik dog, ifølge Per Andersen, lov at skrive på computeren og aflevere de håndskrevne bilag separat.

Per Andersen ser derfor med optimisme på den digitale løsning.

”Vi er klar til at gå ’all in’,” lyder meldingen.