Som en af de sidste handlinger inden han gik på sommerferie, sendte Mads Daugbjerg, leder af Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet, en mail til bestyrelsen for Nørre Houvig Grundejerforening. Han skrev for at orientere om arrangementet Bunker Film Festival, som han står i spidsen for. Og som er et initiativ for lokale, turister og alle andre, der har mod på at se krigsfilm i en af de bunkere, der stadig ligger som konkrete påmindelser om 2. Verdenskrig langs den jyske vestkyst. 

Daugbjerg havde for længst sikret sig en aftale med en af grundejerne om at vise film i en kommandobunker, han ejer, da den ligger på en af hans grunde i Houvig. Og i baglommen havde turismeforskeren desuden tilladelse til arrangementet fra alle relevante myndigheder. Så da han slukkede sin computer for at drage med familien til Sydfrankrig, var det i forventning om, at han blot skulle have de sidste praktiske foranstaltninger på plads, inden han sammen med sin ph.d.-studerende og nogle tidligere studerende kunne blænde op for filmfestivalen i Houvig i slutningen af august. 

Forundrede og fortørnede grundejere

Men grundejerforeningens bestyrelse havde svært ved at se det interessante i formålet med filmfestivalen. Desuden var bestyrelsen både forundret og fortørnet over, at den ikke tidligere var blevet informeret om forehavendet.

Den grundejer, der havde givet sin tilladelse til, at der kunne vises film i kommandobunkeren på hans grund, endte med at trække sit tilsagn tilbage efter en ordinær generalforsamling i foreningen sidst i juli. Da Mads Daugbjerg i slutningen af sin ferie fik en mail med den besked, måtte han erkende, at han var mere på spanden end på stranden. Og at han kun havde kort tid til at beslutte, om han måtte aflyse, eller om han kunne nå at finde et andet sted at gennemføre festivalen.

Mads Daugbjerg erkender i dag, at han kunne have kommunikeret bedre med grundejerne. 

”Bestyrelsen har ret, når den påpeger, at den blev orienteret sent. Men jeg er ikke sikker på andet, end at vi var endt samme sted, selvom jeg havde kommunikeret med den tidligere i forløbet.” 

"Slå turistmønt af vort lands totale ydmygelse" 

Ingen kan vide om Mads Daugbjerg har ret i den antagelse. Men det er en kendsgerning, at grundejerforeningen flere gange har modsat sig forsøg fra politisk hold på at frede fæstningsanlægget ved Houvig. Faktisk blev foreningen stiftet i begyndelsen af 1980erne med det formål at forhindre et sådant forslag fra det daværende Ringkøbing Amtsråd. 

Hvilket selvfølgelig er til at forstå ud fra et økonomisk synspunkt, da flere af grundejerne ville lide tab, hvis deres grunde blev fredet. Men for flere af dem handler det også om en modstand mod at "slå turistmønt af vort lands totale ydmygelse" – som grundejerne formulerede det i en protestskrivelse, da forslaget lød på at frede området.  

Strandfoged Leif Tarbensen fra Houvig Strand, som også er en af grundejerne, er dog ikke indstillet på at forklare nærmere om modstanden mod at få flere turister, hvad enten de kommer for at se krigsfilm i en bunker eller for at gå på opdagelse ved fæstningsanlægget. 

”Vi synes, der er blevet skrevet nok om den sag, og vi vil bare have lov til at være i fred, så du får ikke mig til at stille op til flere skriverier,” lyder det fra Tarbensen.

Jo flere turister, jo bedre

Derimod er der en anden, der ærgrer sig over, at filmfestivalen ikke kommer til at foregå i Houvig. Og det er den lokale købmand. Michael Ingvartsen hedder han, og efter hans opfattelse kan der ikke komme for mange turister til området. Jo flere, jo bedre, som han selv udtrykker det. 

”Derfor er det også en skam, som det endte, for den festival er et godt initiativ, og hvis filmene var blevet vist i Houvig, ville vi være blevet mere kendte her i området. Og det er det, der skal til. Vi skal fremad, hvis vi skal sikre vores levebrød fremover," mener Michael Ingvartsen, der stammer fra en fiskerfamilie i Hvide Sande.

”Førhen fik turisterne en oplevelse, når de købte en rødspætte fra en fisker som min far, der kom ind med sin kutter. Men det kan de ikke i dag, så vi må finde på noget nyt for turisterne. Og derfor kan jeg heller ikke forstå, at der indtil nu er gået flere år, uden at vi har fået et vandland i Søndervig. Hvorfor skal det være så svært at få det ordnet i de her digitaliserede tider? Det er vel bare at skrive et svar og trykke på send!” lyder det fra Michael Ingvartsen.

Søndervig Feriepark, som Michael Ingvartsen sigter til, vil blive et af de største badelande i Nordeuropa og er et af i alt ti projekter rundt om i landet, der har fået dispensation til at ligge tæt på de danske kyster. Ifølge Ringkøbing-Skjern Kommune indebærer projektet en investering på op mod en milliard kroner. Kommunens estimat lyder på en årlig omsætning på omkring 175 millioner kroner, når ferieparken er fuldt udbygget. Estimatet bygger på en forventning om cirka 250.000 besøgende i feriecentret og 350.000 overnatninger i ferieparken om året. Sidste skal blandt andet ske i de 500 nye feriehuse, som i forbindelse med projektet forventes bygget på et område ved Søndervig.

Se, det er snak, der er til at forholde sig til, hvis man spørger købmanden i Houvig.

Du mener, at den form for turisme bør bredes ud til et større område?

”Ja! Den skal rulles hele vejen ned langs kysten.”

Min bunkerbog

Men lad os vende tilbage til turismeforsker Mads Daugbjerg, som fik besked fra grundejeren om, at han alligevel ikke som planlagt kunne gennemføre filmfestivalen i Houvig. 

Samtidig med, at han fik mailen, blev han kontaktet af en journalist, som skrev en artikel om hele miséren i Jyllands-Posten. Hvilket fik flere kommuner langs kysten til at reagere, da de gerne ville have filmfestivalen til deres egn. Daugbjerg fik dog også et tip om, at der netop var blevet udgravet en bunker på en grund i Ringkøbing, og han begyndte at ane lys forude for sin filmfestival. 

”Jeg slog straks op i min bunkerbog, og i kildehenvisningerne stødte jeg på navnet Tommy Cassøe, som er en lokal bunkerentusiast, jeg kender fra tidligere,” fortæller Mads Daugbjerg. 

Sammen tog de ud for at se på bunkeren, der tilhører Vestjyllands Andel og ligger på en adresse i et mindre industriområde i udkanten af Ringkøbing. De to mænd blev enige om, at den var egnet til formålet og snart efter havde Mads Daugbjerg tilladelse fra direktøren til at gennemføre en del af filmfestivalen i Ringkøbing. 

Indiana-Tommy

Tommy Cassøe blev i samme hug hyret til at stå for historiske rundvisninger i en bunker, der ligger på en grund klos op ad Vestjyllands Andel. Så det bliver ingen ringere end 'Indiana-Tommy,' der kommer til at fortælle lokal verdenshistorie i weekenden. Tilnavnet fik Cassøe, der til daglig arbejder som elektriker, da han for ti år siden afdækkede en tilsandet mandskabsbunker i fæstningsanlægget ved Houvig. Interessen for bunkerne har han haft siden barndommen i Hvide Sande.

”Alle ungerne på klitten var optaget af bunkerne. Vi gravede sandet ud af dem, men når vi kom næste dag, var det sandet til igen. Og så begyndte vi forfra," fortæller Cassøe. Men Tommy Cassøe gravede længere og dybere end sine kammerater, og i dag har han så stor viden om bunkerne, at han er formidler på de ture til fæstningsanlægget i Houvig, som en gang om ugen arrangeres af Ringkøbing-Skjern Museum. 

”Jeg forsøger at finde på nye måder at formidle, så oplevelsen bliver mere visuel. Så man på en helt anden måde kan forestille sig, hvordan det var engang; at de her klodser, som ligger øde hen på stranden, rent faktisk var i brug under krigen," forklarer Cassøe. 

Hvor fugten driver ned ad væggene

Mads Daugbjerg ville med interesse lytte til Tommy Cassøes betragtninger, da han som turismeforsker netop forsker i nye måder at forstå, opleve og udnytte sporene fra fortiden.

”Hvad gør det for eksempel ved os, når vi ser film om gruen fra 2. Verdenskrig i en mørk bunker, hvor fugten driver ned ad væggene? Hvad gør det ved vores sanser, når vi oplever det lige dér, hvor de historiske begivenheder fandt sted? Det er sådan nogle spørgsmål, vi håber på at få svar på under filmfestivalen," forklarer Mads Daugbjerg. 

Men onsdag op til filmfestivalen, hvor Mads Daugbjerg er anduvet Vestkysten for at sikre, at alt er i orden til weekenden, er det bestemt ikke den form for overvejelser, der fylder hans bevidsthed. Han har travlt med at lave nye plakater med ændrede tider og steder for festivalen, finde en tømrer fra området og hitte 20 køreplader, som skal lægges ved en nedkørsel til stranden i Søndervig. Og i omegnen af tusinde andre praktiske gøremål, som klares med en stak grønne post-it i den ene hånd og mobilen holdt for øret med den anden.

Men selvom han har travlt, er han ikke alene om at få festivalen op at stå i henholdsvis bunkeren i Ringkøbing og på stranden ved Søndervig. Flere lokale er sprunget til for at hjælpe. En af dem er lagermedarbejder Kim Hansen, der bistår med råd og dåd i de dage, hvor der vises krigsfilm i bunkeren ved Vestjyllands Andel. 

Bunkeren på p-pladsen

Kim Hansen arbejder på stedet, og det er han glad for, da andelen efter hans opfattelse bliver drevet efter gode traditionelle dyder. 

’”Som frihed under ansvar,” forklarer Kim Hansen.

Men også det at blive inddraget i beslutninger er med til at øge arbejdsglæden, som da der skulle træffes bestemmelse om, hvorvidt bunkeren på matriklen skulle fjernes i forbindelse med en udvidelse af parkeringsforholdene. Vi taler om en 17 meter lang, 11 meter bred og i øvrigt 6 meter høj betonsag midt på arealet, så det var ikke helt ligegyldigt, om den fik lov til at blive liggende eller ej. 

En af dem, der talte for at bevare bunkeren, som siden krigen havde ligget begravet under en jordvold, var Kim Hansen. Efter flere drøftelser blev det beslutningen, og en dumpervogn kørte 5.000 kubikmeter jord væk i november sidste år. 

”Siden er bunkeren blevet brugt til lidt forskelligt. Mange familier kører forbi for at se den, turister står af cyklen for at sidde her og spise deres frokost, og de unge er tit i bunkeren om aftenen. Og det skal de være velkommen til, så længe de opfører sig ansvarligt,” fortæller Kim Hansen.

Kampen mellem tomater og citroner

Selv har han været i teatret i bunkeren.

”Og det var jeg helt sikkert aldrig kommet, hvis ikke forestillingen var blevet vist på min arbejdsplads. Men det var en god oplevelse, som gav lidt at arbejde med bagefter.”

Hvad mener du med det?

”Ja, det skal du nok ikke skrive,” siger Kim Hansen med et lidt forlegent smil. Men så beslutter han sig alligevel for at fortælle:

”Det var en form for krigsfortælling, hvor nogle tomater kæmpede mod nogle citroner. Og der var mange paralleller til krig og det at stå midt i en krig,” siger han, mens der er kommet alvor i blikket.

”Og der var også paralleller til vores egen tid. Jeg tænker over det dagligt; hvor usikker verden er blevet de seneste år. Jeg kan godt frygte en tredje verdenskrig. Menneskene bliver ikke klogere.”

Hvad er det specielt, du frygter ved vores tid? 

”Jeg tænker på spændingerne mellem Nordkorea og USA. Eller i det hele taget bare på Nordkorea, som sender prøveraketter hen over Japan. Det er jo utilstedeligt. Og på de store folkevandringer. Og Putin i Rusland, som invaderer Ukraine. Den slags ting. Og i Tyrkiet sidder en diktator. Hvem havde troet det for ti siden?”