”Vi har medarbejdere fra det meste af verden, og det gør det spændende at arbejde her”

Same procedure as last year ...? Nej, for i modsætning til Miss Sophie fylder AU ikke 90 hvert år. Omnibus fejrer det blandt andet med en række korte interviews, hvor medarbejdere fortæller om deres forhold til universitetet.

Grete Flarup med udsigten fra altanen på Fysik i ryggen; den samme, som hun kan se fra sit kontorvindue. Hun nyder at arbejde på det, hun kalder verdens måske smukkeste universitet, og i et miljø med ansatte fra hele verden. Foto: Ida Marie Jensen.

AU 90 år

  • ”Med ønsket om, at den videnskabelige forskning, som her skal foregå, må foregå i ånd og sandhed, indvier jeg hermed Aarhus Universitet.”
  • Sådan lød ordene fra Kong Christian X, da han 11. september 1933 indviede det første universitet i Jylland. Nemlig det universitet, hvor du arbejder – eller studerer: Aarhus Universitet.
  • Omnibus fejrer AU’s 90-års fødselsdag med en række korte interviews, hvor medarbejdere svarer på tre spørgsmål om deres forhold til universitetet. Og deres ønske for fødselaren i årene fremover.
  • Sammen med universitetshistoriker Palle Lykke har vi også været i arkiverne for at finde fotografier fra de forgangne årtier, og universitetshistorikeren knytter et par ord til de op- og nedture, som er blevet dokumenteret af fotografens linse gennem tiderne.
  • Fotograf Ida Marie Jensen fra AU Foto har samtidig været på pletten for at vise, hvordan de samme lokationer ser ud i dag. Fødselsdagsserien ’AU 90 år’ bliver bragt hen over efteråret.

Grete Flarup, erhvervssproglig medarbejder på Institut for Fysik og Astronomi, ansat på AU siden 1984, de første 17,5 år på Institut for Oldtids- og Middelalderforskning.

Hvorfor er du her stadig?

”Det er fordi, jeg godt kan lide at være her, ellers var jeg rejst for længst. Jeg er enormt glad for at være her på Fysik. Jeg har gode kollegaer, og det er meget forskellige folk, der er ansat her. Ud over sekretærgruppen har vi et maskinværksted, et elektronikværksted og alle forskerne. Samtidig har vi ansatte fra det meste af verden. Det er alt sammen med til at give en stor diversitet, som gør det spændende at være her.”

Hvor er din yndlingsplet på AU?

”Det er nok her på kontoret. Det er her, jeg tilbringer mest tid, og jeg kan godt lide at sidde så tæt på de forskere, jeg er sekretær for. Og så er udsigten jo også flot, selvom jeg sidder med ryggen til den for at virke mere imødekommende, når folk træder ind ad døren. Ellers kan jeg også godt lide søerne. Der er et rigt dyreliv med fiskehejren, lappedykkere, gærdesmutter og harer. Og så kan jeg selvfølgelig godt lide vores kantine, hvor der er en endnu bedre udsigt over byen end her fra kontoret. Det er fantastisk at arbejde et sted, der er så smukt. Jeg tror, det må være et af de smukkeste universiteter i verden – mange af de udenlandske forskere bliver helt benovede over, at det er bygget i en park og ligger så samlet. Det tror jeg kun bliver endnu bedre, nu hvor vi rykker ind i det gamle kommunehospital.”

Hvad er dit ønske for fødselaren?

”Det var en nedtur, da der blev fyret så mange i 2014, og jeg håber ikke, vi skal ud i en fyringsrunde igen, for det var forfærdeligt. Der blev lavet mange centre i 2011, og mange af de ansatte i centrene gik ned med stress. Siden er centrene begyndt at køre godt, især de sidste par år, efter den nye rektor trådte til – han er jo også fysiker – og jeg håber, den udvikling fortsætter, så stress kommer til at høre fortiden til.”

Foto: På Grete Flarups kontor hænger en stor tavle med babybilleder. Alle de ph.d.-studerende og postdocer, hun arbejder sammen med, sender hende et billede, når de er blevet forældre. Over tiden er det blevet til så mange, at der må løbende udskiftning til, når der kommer nye skud på stammen. Foto: Ida Marie Jensen.