Vis mig din stald – Lene Hornbæk Holm

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Karrieren som forsøgsmus eller -rotte er kort og ender brat i en gul spand med påskriften ’risikoaffald’. Men inden det kommer så vidt, kan musene og rotterne være heldige at blive passet af Lene Hornbæk Holm, der er dyrepasser på Aarhus Universitet og har ansvaret for tusindvis af mus og rotter.

10.11.2017 | Marie Groth Andersen

Alle fotos: Maria Randima/RANDIMA PHOTO

Klokken er otte om morgenen, og Lene Hornbæk Holm har været i gang med sit arbejde i halvanden times tid. 

Hvorfor er du så tidligt på færde?

”Det er rart at komme tidligt på dagen og få ordnet de praktiske ting, inden der kommer forskere ind i staldene,” forklarer hun.

Staldene, hun refererer til, er en gang på femte sal oppe under taget på Institut for Biomedicin på Ole Worms Allé. Bag trædøre står skabe fyldt med små plastikbure med en håndfuld mus i hver.

På sin morgenrunde tjekker Lene Hornbæk Holm blandt andet, om der er sket familieforøgelser i løbet af natten. Der er også i omegnen af hundrede bure, der skal gøres rene. Det foregår i en slags industrivaskemaskine. Men først skal strøelsen bankes ud i skraldespanden.

”Det er ikke hårdt i sig selv, men når du laver den samme bevægelse hundrede gange efter hinanden, kan det godt mærkes.”

Lene Hornbæk Holm nikker i retning af skraldespanden.

”Skraldet skal også slæbes ned fra femte sal, og leverancer af sække med foder og strøelse skal op til dyrestalden. Heldigvis er her en elevator, der lige kan rumme en palle. Men det er der ikke ovre i den anden dyrestald på Ole Worms Allé. Der skal vi have fat i alle sækkene og slæbe dem ind og op til staldene.”

Det kribler og klør 

Der er dog udsigt til, at en del af slæbet får en ende til september næste år. For der står Institut for Biomedicins nye Skou-bygning færdig med moderne dyrestaldsfaciliteter. Det gør på flere fronter arbejdsmiljøet bedre for dyrepasserne. Og for forskerne, fortæller Lene Hornbæk Holm:

”Eksponeringen for allergener er ret voldsom, når man åbner et skab med en masse bure i. For en forsker, der ikke på samme måde som dyrepasserne udsættes for allergenerne løbende, kan det være ret voldsomt og føre til allergi. Det er typisk forskerne, der udvikler allergi over for dyrene.”

I den nye stald vil der blandt andet være udsugning i hvert enkelt bur, og adgangsforholdene til staldene vil være bedre.

Forsøgsmus – en kort karriere

Lene Hornbæk Holm passer primært mus og rotter, der bruges til forskellige dyreforsøg af forskerne på Institut for Biomedicin. Og karrieren som forsøgsmus er kort.

”Nogle mus når ikke engang at blive født, hvis forskerne har brug for at lave forsøg på musefostre. Andre når at blive to eller tre år gamle, inden karrieren som forsøgsmus får en ende. Men det normale er en levetid på mellem 6 og 14 uger.”

Jobbet som forsøgsmus er med andre ord ikke et job, man slipper levende fra. Og det er ofte Lene Hornbæk Holm og hendes kolleger, der giver den sidste sprøjte. 

”Det gør vi hver dag. Og det er ikke det sjoveste job i verden. Vi er dyrepassere, fordi vi elsker dyr og vil gøre, hvad vi kan for dyrene. Når jeg skal aflive små meganuttede muse- eller rottebabyer, må jeg lige slå følelserne fra. Ellers bliver det trist.” 

Men så hører sentimentaliteten også op.

”Dyrene har et formål, mens de er her. Og det generer mig ikke at arbejde med dyr, der bruges til dyreforsøg. Jeg er med til at sørge for, at de har det så godt som muligt, mens de er her. Mange synes, det er et lidt mærkeligt job, men jeg har ikke problemer med at forsvare det.” 

Lene Hornbæk Holm med den gule spand, hvori forsøgsmusene og -rotterne stedes til hvile som risikoaffald efter endt karriere. Det skyldes, at dyrene i forbindelse med forsøgene kan være genmodificerede eller være smittet med sygdom.

Det hele begyndte i en kibbutz

Lene Hornbæk Holm begyndte som dyrepasserelev på Institut for Klinisk Medicin i 2001 og var siden omkring en privat avlsvirksomhed, inden hun i 2007 blev ansat på universitetet.

Hvorfor ville du gerne være dyrepasser?

”Tanken opstod, da jeg som 20-årig boede i kibbutz i Israel i fire måneder. Her stod jeg for at passe køerne. At gå ude og nusse med dyrene, malke dem og snakke med dem, synes jeg var det fedeste i verden, så planen var egentlig, at jeg ville være dyrepasser inden for landbruget.”

Men du endte på AU, hvorfor det?

”Det var lidt en tilfældighed, fordi jeg fik en elevplads på universitetet. Arbejdet her er noget helt andet end inden for landbruget. Med det er superfint, jeg er glad for mit arbejde og for mine kolleger. Vi er alle sammen dyretosser. Nogle med katte, og jeg med min schæferhund Crympe, som er min største fritidsinteresse.”

Dyrepasserne har ikke som sådan et kontor, men de har en computer på depotet, som de også bruger til pauser.

”Så sidder vi her. Én på kontorstolen og én på fodersækkene,” griner Lene Hornbæk Holm.

Lene Hornbæk Holm er den ene af to tillidsrepræsentanter for dyrepasserne på AU. Derfor har hun en plads på et kontor i stueetagen, som hun deler med en håndfuld studerende og en anden medarbejder. 

”Jeg har været tillidsrepræsentant i to år, og det er usandsynligt spændende. Især lige i øjeblikket, hvor vi er i færd med at slå afdelinger sammen her på Biomedicin. Jeg har altid haft en faglig stolthed og været glad for mit fag, og det er bestemt ikke blevet mindre, efter jeg blev valgt som tillidsrepræsentant.”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 14.12.2017