Vis mig dit kontor - Brian Bech Nielsen

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





1. september 1977 begyndte en ung håbefuld mand fra Holstebro sine studier på Det fysiske Institut på AU. I dag 40 år senere er han her stadig. Han holder til på rektorkontoret på Nordre Ringgade i Aarhus.

01.09.2017 | Lotte Bilberg

Fotos: Lars Kruse

Serie: Vis os, hvad du omgiver dig med, og fortæl lidt om, hvem du også er. Grafik: Astrid Reitzel

At det er fire årtier siden, rektor Brian Bech Nielsen gik til sin første forelæsning, er ikke den eneste mærkedag i hans kalender i denne uge. På søndag fylder han 60. Ikke at det trykker ham. Og så alligevel. Men lad os vende tilbage til det, når tidens fylde er moden. Det vil sige, efter vi har fået lov at snuse lidt rundt på hans kontor.

Hvilken genstand på kontoret siger mest om dig som rektor?

”Jeg opfatter det som min opgave at værne om universitetet, så det må være et billede af en forside fra Aarhuus Stiftstidende 11. september 1933, hvor AU’s hovedbygning blev indviet. Universitetet bygger på en tradition, og den tradition er meget smukt beskrevet i artiklen, som i øvrigt også er underholdende at læse på grund af den tids svulstige sprog.”

Hvad er det, du skal værne om?

”Universitetet spiller en ekstremt vigtig rolle for hele samfundet og for udviklingen af det. Jeg taler ikke kun om naturvidenskab, hvor jeg selv kommer fra. Men også om idéer, debatter, kultur i det hele taget. Alt det er nogle af de områder, hvor vi er med til at levere til samfundet. Og når man har en institution, der har så stor betydning for samfundet og dets udvikling, er den værd at værne om.”

Hvis man værner om noget, beskytter man det også. Hvor ser du det som din opgave at sætte en flanke ind i dag?

”Universitetet er i dag stærkere, end det nogensinde har været før. Og også større, og dermed interagerer det meget mere med samfundet end tidligere. Så der er bestemt ikke nogen krise, hvis man ser det i et historisk perspektiv.”

”Men det er da klart, at der er nogle tendenser i nutiden, som giver anledning til bekymring. Fake news, alternative facts. Den respekt for viden, som var der, da jeg var yngre, er ikke så udpræget i dag. Det betyder, at da vi bygger på viden, har vi en endnu større opgave i at sørge for – ja, at værne om viden og sikre, at den bliver brugt på lødig vis og ikke i en fordrejet form.”

Fake news er også blevet et buzzword. Hvad ligger du i udtrykket? 

Rektor rækker ud efter et A4-ark, hvor der øverst står "Acceptable ekspertudsagn gennem tiderne".

”I 80’erne var eksperten en ledende forsker, i 90’erne en ph.d.-studerende, i 00’erne, hvor behovet for flere og flere nyheder dukker op, spørger journalisten andre journalister, og i dag er det Karin fra Facebook.”

Rektor lægger papiret fra sig igen på en reol bag sit skrivebord.

”Der er noget om det. Selvfølgelig er det vigtigt, at alle kommer til orde, det er en del af den demokratiske debat. Men man skal passe på med ikke at ligestille alle udsagn. Der skal være en iboende respekt for, at der er nogen, som rent faktisk har undersøgt ting og udtaler sig med større tyngde end andre. Og den del af det er vi udfordret på i øjeblikket.”

Hvad har du på kontoret, som siger mest om dig som person?

Rektor går over til et billede i guldramme, som han har fået af sin ”helt igennem kære frue”, da han tiltrådte som rektor.

”Jeg er bredt interesseret i mange emner, men jeg har to særlige interessefelter. Det ene er fysik, og det andet er historie. Jeg elsker begge dele. Glæden ved at vide noget. Det er en integreret del af mig, som det er for stort set alle universitetsfolk. Jeg elsker, at jeg ved, at dette historiske billede viser rytterfægtningen ved Aarhus, og at den fandt sted den 31. maj 1849. Sådan noget kan jeg glæde mig over at vide.”

Det trækker lidt op i rektors ene mundvig, da han fortsætter:

”Det er faktisk også et rigtigt godt billede på universitetet. Det er jo ikke sådan en ordnet flok. De render lidt i alle retninger. Og ind imellem er der lidt tumult. Så kan man også spekulere på, om det er ham til hest, der er rektor, eller det er ham der,” siger rektor og peger på en mand, som har mistet sin hest, hvilket må siges at være lettere ukomfortabelt i en rytterfægtning på liv og død. 

Hvad er dit eget svar?

”Jeg vil jo helst være ham til hest. Men er der ikke situationer, hvor vi alle sammen er ham der?” spørger rektor og peger igen på manden, der løber rundt midt i kampens hede. 

Du talte lige før om glæden ved at vide noget. Hvor kommer den glæde fra?

”Min barndom. Jeg kommer fra en familie, der er orienteret mod, at det er godt at vide noget. Men den kommer også fra lærerne i skolesystemet. Jeg har rigtigt gode minder om flere af mine folkeskolelærere og da ikke mindst lærere i gymnasiet, som har været dybt inspirerende. Jeg elsker at vide noget, at kunne nævne alle landene i Afrika og at kunne tegne op, hvor de ligger. Sådan nogle ting. Jeg synes, det er herligt at kunne sætte ting ind i kontekst.”

Hvorfor er det vigtigt?

”Jeg synes, det har været nyttigt. Sådan tror jeg, at jeg vil sige det, i stedet for at kalde det vigtigt. Hvis jeg eksempelvis sidder sammen med næsten en hvilken som helst ambassadør, er det da en glæde at vide lidt om det land, som vedkommende kommer fra, og dets historie. Det betyder jo, at barrieren for at komme i samtale allerede er sænket ganske betydeligt.”

Også en særlig gylden hat med propel hører til blandt de ting på kontoret, som rektor mener er med til at fortælle noget om ham som person.

Han fik den af TÅGEKAMMERET, som er en studenterforening på det naturvidenskabelige fakultet. En forening, som Brian Bech Nielsen selv var medlem af i sin tid.  

”Det var herligt, at de studerende mente, det var værd at markere min tiltræden som rektor, og det siger jo også et eller andet om, at det er lykkedes ikke helt at miste forbindelsen. Det er også det der med at huske, hvorfor vi er her. Det er jo de studerende, det drejer sig om.”

Hvad er det for bøger, du har stående?

”Nogle af dem er bøger, jeg har fået som rektor. Bøger, som vores egne folk har bidraget til, og som jeg godt kunne tænke mig at læse. Jeg forsøger også at læse i dem, men der bliver ikke tid til så meget. Men hovedparten af bøgerne er mine fagbøger. Det er dem, jeg havde stående nede på mit kontor som fysiker. Jeg er fra den generation, som er vokset op med bøger, så selvom jeg læser meget på computeren, er der en særlig følelse ved at have en af sine gamle bøger i hånden.”

”Og ved at have dem stående kommer jeg også på en måde i kontakt med mit fag. Jeg har undervist efter flere af de bøger, og man får altså et særligt forhold til dem, når man har interesseret sig dybt for emnet. Jeg har dem også for at have en reminderJeg synes, det er vigtigt at huske på, hvor man kommer fra i organisationen.”

Brian Bech Nielsen bemærker, at fotografen har rettet sit kamera mod en vase, som står på en reol under billedet af rytterfægtningen i 1849.

”Den har faktisk en lidt sød historie. Da vores tidligere bestyrelsesformand Michael Christiansen trådte fra, ville jeg give ham en personlig gave. Og fandt på nettet en vase i kongelig porcelæn, som viser Aarhus Universitet. Se, det er med den gamle hovedbygning,” siger rektor og peger et sted midt på vasen.    

”Den er temmelig gammel, lavet under krigen. Jeg tænkte: Den skal Michael have.”

Svært fornøjet med sig selv viste Brian Bech Nielsen vasen til sin kone, da ham kom hjem fra sin indkøbstur. 

”Hun forsvandt ned bag køkkenbordet, og da hun dukkede op igen, var det med en lyd, som jeg ved betyder, at der er et eller andet, som ikke er helt i orden. Og så sagde hun: Den der er en hadegave. Den vil blive stillet på den yderste hylde i det fjerneste sommerhus,” griner rektor. 

”Så beholder jeg den selv, svarede jeg. Og når jeg engang træder af, har jeg tænkt mig at donere den til universitetshistorikerne, så kan de få lov til at gemme på den til evig tid!”

Hvad endte du med at købe til Michael Christiansen? 

”En lille mønt, der repræsenter et tronskifte. Jeg fortalte ham også historien om vasen, og da jeg viste den til ham, virkede han meget for lykkelig for mønten.”

”Come on! That ain’t even bullshit. That’s horseshit!”

Sådan lyder det, da Brian Bech Nielsen trykker på en stor rød knap, der er placeret på hans skrivebord.

”Den har fire variationer, men min favorit er den her:

”Bullshit detected! Take precautions!”

"Jeg har fået den af en af vores professorer, og jeg har haft den med til et enkelt universitetsledelsesmøde. Det var ret underholdende, faktisk så underholdende, at jeg besluttede mig for, at det måtte jeg hellere lade være med næste gang.”

Ved siden af knappen står et lille stempel med en tilhørende stempelpude.

”Det har jeg fået af samme professor. Jeg bruger det dog ikke, men jeg må indrømme, at jeg tit har lyst til det. Men hvis man er klog, lader man være.”

Klog af skade, for eksempel.

”Jeg skulle prøve det engang og fik også stemplet et papir, og i det samme kommer den dekan ind, som havde afleveret papiret. Han kiggede lige et par gange,” griner Brian Bech Nielsen.

Fra sit skrivebord har rektor udsigt til pladsen ved Stakladen og Studenterhus Aarhus. En udsigt, han sætter pris på af flere grunde.

”Umiddelbart kan pladsen godt virke lidt kold. Jeg havde nok foretrukket lidt mere grønt, for eksempel et træ i midten. Men der er faktisk meget liv. Der er for eksempel dem med skateboard, der bruger den som øvebane.”

”Men jeg kan bedst lide, når de studerende sidder der i godt vejr. Specielt Studenterhus Aarhus har mange internationale studerende, som ofte sidder udenfor og hygger sig. Når jeg har vinduet åbent, kan jeg høre dem. Det at kunne fornemme livet er dejligt. Men selvom pladsen bliver brugt, er det sjældent, at den er fuld. Det er som regel, hvis der er en demonstration.” 

Rektor fylder 60 år søndag 3. september. Han går meget lidt op i sine egne fødselsdage, men der et par tanker, som han har tænkt i år.

”Og som jeg kan mærke gør lidt indtryk. Da jeg blev 50, strejfede det mig lige, at jeg ved den næste runde fødselsdag ville fylde 60. Men ved næste tiår fylder jeg 70, og så er jeg i hvert fald derhenne, hvor det er ved at være sidste udløbsdato i arbejdslivet. Senest på det tidspunkt regner jeg med at være gået på pension.”

”Det er trods alt et skifte, der er lige så stort som at begynde på universitetet. Så på den måde har jeg tænkt: Nå, der er alligevel kun ti år til, og ti år går hurtigt. Jeg tror, alle mennesker har en fornemmelse af, at tiden går hurtigere, jo ældre man bliver. Det kan man være ked af. Men på den anden side er det også et udtryk for, at vi er rigtig gode til at få fyldt kalenderen op. Som fysiker kan jeg i hvert fald sige én ting med sikkerhed: Tiden går ikke hurtigere.”

 

 

 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 25.09.2017