Vis mig dit kontor – Dirk Leonhardt

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Det er 30 år siden, Dirk Leonhardt kom til Danmark fra Tyskland for at arbejde som tekniker i centrallaboratoriet på det nuværende Institut for Odontologi og Oral Sundhed. I dag er han leder af laboratoriet, men han har ikke sluppet det håndværk, det er at lave eksempelvis kroner, broer, tandproteser og implantater. Og så sidder han på koden til et pengeskab, der kunne få Egon Olsen til at lægge en plan.

18.08.2017 | Marie Groth Andersen

Den gule figur på døren er en såkaldt minion fra Disney-filmen ’Grusomme Mig’. ”Det kan være mig en gang imellem, når der kommer en studerende ned med et aftryk, og jeg så siger: ”Der er fejl i aftrykket. Du skulle overveje at gå tilbage og lave et nyt.” Men jeg er jo nødt til at skære igennem. Det handler jo om, om aftrykket er godt nok til at gå videre med. Der ser jeg det som min opgave at være opfordrende og diplomatisk for at få det bedste ud af de studerende og hjælpe dem, hvor jeg kan. Selvom det er træls at skulle lave noget om syv gange, eller når man er presset op til en ferie, så går det jo ikke, hvis kvaliteten ikke er, som den skal være. Etikken skal være i orden.” Fotos: Lars Kruse

SERIE: Vis mig dit kontor. Har du en idé til en AU-person, vi skal besøge, så send os en mail på omnibus@au.dk. Grafik: Astrid Reitzel

”Det er den bedste arbejdsplads, man kan forestille sig.” Sådan lyder det prompte fra Dirk Leonhardt, der netop har fortalt, at han i år kan fejre 30-års jubilæum på centrallaboratoriet på det, der tidligere hed Århus Tandlægehøjskole og Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere (SKT) og nu er en del af Institut for Odontologi og Oral Sundhed. Da Dirk Leonhardt blev ansat i sin tid, sagde hans daværende chef, at det ikke ville undre ham, hvis Dirk Leonhardt engang ville blive leder af laboratoriet. Og sådan gik det. 

”Det er et fantastisk miljø med både forskning og undervisning. Jeg får udfordringer, som man ikke ville få i det private, og jeg har tæt kontakt til både studerende, tandlæger og forskere,” forklarer Dirk Leonhardt.

Som cheftekniker har han allerbagerst i centrallaboratoriet et lille kontor, som – hvis ikke det var for vinduet og glasdøren – kunne forveksles med et kosteskab.

”Mit kontorarbejde kræver ikke mere end skrivebord, stol, computer og nogle hylder til bøger og mapper. Det er administrativt arbejde. Jeg laver arbejdsplaner, kan tale nogenlunde uforstyrret med producenter og udarbejde regninger til private tandlæger.”

”Det her er min hobby,” siger han og peger på baggrundsbilledet på computeren. Det viser en fiks lille rød og hvid sag af en flyvemaskine, model GeeBee R2.

Er det din?!?

”Nej! Men gid det var. Jeg bygger den som model. Der findes kun det ene fly af den type. Det er fra the golden age of aviation og blev bygget til pylon race (fly-race, hvor der flyves mellem pyloner, red.), det var det vildt god til. Man tog den største motor, man kunne finde, og byggede et fly rundt om den.”

Dirk Leonhardt gør mine til at forlade kontoret, for det er efter hans mening ude i laboratoriet, det er mest interessant at være.

”Men inden vi går, skal I da lige se pengeskabet. Jeg vogter over guldbeholdningen.”

Han drejer koden på pengeskabet og åbner den tunge røde dør.

Små flade guldfirkanter på cirka 1x1 centimeter ligger sirligt pakket i små plastikposer, som bliver opbevaret i plastikbøtter.

”Der ligger for flere hundredtusinder kroner guld herinde. Det er 18 karats guld, som vi bruger til guldkroner, når det virkelig skal holde.”

Dirk Leonhardt gaber og blotter et tandsæt med adskillige guldplomber.

”De har holdt i 40 år. Guld er så afgjort det bedste materiale. The golden standard,” lader chefteknikeren forstå. Han tilføjer også, at der løbende er kontrol med mængden af guld i skabet sammenholdt med forbruget i klinikken og laboratoriet. 

Men guld falder ikke i alles smag. Mange vælger de mere naturtro keramikkroner i stedet, fortæller Dirk Leonhardt.

”Så brænder vi keramik oven på en metalafstøbning og sørger for, at keramikkens farve matcher de øvrige tænders farve.”

”Det er rigtigt håndværk!” siger han med henvisning til, at en stor del af tandteknikerfaget er blevet digitaliseret gennem de seneste år.

Den udvikling afspejler sig også i maskinparken. Laboratoriet råder både over nyt, avanceret udstyr og maskiner med adskillige år på bagen. Dirk Leonhardt lægger sin hånd på en grå kleppert af en maskine, der tilhører sidstnævnte kategori.

”Den kan smelte polykarbonat. Normalt arbejder vi i akrylater, men nogle patienter reagerer allergisk på akryl, og så kan vi i stedet lave protester i polykarbonat. Det er den eneste maskine af sin slags, der er tilbage i verden, og vi har også kun dette restlager tilbage af materialet.”

Han henter en plastspand med lyserødt plastkrymmel, som ligner noget, der skal oven på en softice.

”Der er nok til hundrede protester her, og så er det slut. Men materialet er svært at arbejde i, og man kan ikke reparere i det, så det har ikke gang på jorden. Og denne portion strækker nok, til vi har et nyt, allergivenligt – og formentligt digitalt – alternativ inden for nogle år,” siger Dirk Leonhardt.

Han tænder en computer for at vise et eksempel på, hvordan digitaliseringen med avanceret software og 3D-printere har ændret tandteknikerens hverdag. Patienternes tænder bliver scannet hos deres tandlæge, som så sender scanningsbillederne til centrallaboratoriet. Her kan Dirk Leonhardt og hans kolleger ved hjælp af computer og mus på halvanden time udføre et stykke arbejde, der før ville have taget flere dage, og som blandt andet ville have involveret afstøbning og modellering i voks.

”Vi skal blot lave den afsluttende finish i hånden.”

At en del af det håndværk, der tidligere var en del af hans fag, på den måde overtages af computere, har han det fint med.

”Vi har væsentligt bedre styr på produktkvaliteten. Vi kan opnå en præcision og en materialekvalitet, som du ikke kan skabe med dine hænder.”

For at illustrere sin pointe viser Dirk Leonhardt en skakbrik, der er printet på 3D-printer. Udover detaljerede murstensaftegninger på ydersiden løber der en snoet vindeltrappe inden i brikken.

”Det kan du simpelthen ikke støbe,” siger chefteknikeren, som er ret begejstret for de muligheder, der ligger i digitaliseringen, og samarbejder med software- og hardwareproducenter om udviklingen af teknologien.

Men trods sin begejstring er han ikke blind for konsekvenserne ved udviklingen.

”Det koster folk,” siger han og refererer ikke til laboratoriet på AU, men til branchen generelt.

Der er dog ikke udsigt til, at digitaliseringen i den nærmeste fremtid helt får overtaget, siger han.

”En fuldprotese involverer for eksempel stadig en masse håndarbejde, der er så mange trin involveret, at det endnu ikke kan klares digitalt.”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 25.09.2017