Vis mig dit kontor – Dorte Hagen Jensen

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Skrivebordet er fyldt med klassiske analyser af Bach og Beethoven. Men når studielektor i musikvidenskab Dorte Hagen Jensen sætter sig bag trommesættet, er det rockrytmer, hun hamrer mod trommeskindet.

02.03.2018 | Marie Groth Andersen og Ida Marie Jensen (foto)

Studielektor i musikvidenskab, Dorte Hagen Jensen, på sit kontor på Institut for Kommunikation og Kultur i den gamle kasernebygning i Langelandsgade. Fotos Ida Marie Jensen

Det er langt fra alle hendes studerende, der ved, at Dorte Hagen Jensen i 70’erne spillede i bandet ’Sonjas Søstre’, som var en særdeles aktiv del af den aarhusianske kvindebevægelse og venstrefløj.

I 2009 genopstod bandet efter 30 års pause. Syv år senere udgav de deres første plade ’Sonjas Søstre’, og i løbet af foråret kan bandet opleves live flere steder rundt om i landet, blandt andet på Jazzcup i København og på Kvindemuseet i Aarhus.

   

”Jeg synes ikke, jeg vil udsætte de studerende for at skulle forholde sig til vores musik. Og der er jo ikke noget, der er nemmere, end at synes, at det, vi laver, er uddateret,” siger hun.

Det skal dog ikke forstås, som om Dorte Hagen Jensen og resten af bandet ikke står ved deres musik.

”Det gør vi i den grad. Altså, vi er fire ældre kvinder, der stiller os op og spiller det, vi kan. Vi er ikke virtuoser, vi spiller fire slag i takten. Men det er der jo også masser af mænd, der stiller sig op og gør,” siger hun.

Sonjas Søstre i særdeles prominent selskab bestående af Dorte Hagen Jensens store idol, Bob Dylan, samt David Bowie og Beyoncé. 

Hvor Sonjas Søstre førhen spillede aktivistiske sange i forbindelse med strejker, demonstrationer og støttearrangementer, handler teksterne i dag mere om levet (kvinde)liv. Og for Dorte Hagen Jensen er Sonjas Søstre også et musikalsk afbræk fra den klassiske musik, som ellers fylder hendes arbejdsdag – og kontor.

Hvad har du liggende på dit skrivebord lige nu?

”Her ligger klassiske analyser af partiturmusik komponeret af Bach og Beethoven, som jeg skal gennemgå i min undervisning i morgen. Der er også auditive analyser, som går ud på at sætte ord på musikken.”

Dorte Hagen Jensen står sammen med lektor Jens Johansen for at undervise i klassisk musikteori på musikvidenskab. Og selvom hun med Sonjas Søstre spiller rock, har den klassiske musik fulgt hende hele livet.  

Dorte Hagen Jensen spiller også klassisk klaver sammen med en pianist. ”Hun tager den fra bladet, men jeg skal altså øve mig en del inden.” Derudover spiller Dorte Hagen Jensen trommer i lektorbandet på musikvidenskab. ”Vi spiller til sommerfesten på fakultetet og til rusfester – og de studerende er virkelig et godt publikum. Jeg tror også, de synes, det er sjovt at se os i den rolle.” 

”Mine forældre hørte meget klassisk musik, og mens min søster sad på sit værelse og optog Beatles på sin båndoptager, sad jeg på mit værelse og optog Mozart. Jeg har et stort repertoire inden for genren, fordi jeg har lyttet til den gennem så mange år. Og så har det flasket sig sådan, at jeg også professionelt kom til at arbejde med den klassiske musik.”    

Der står et keyboard her bag dig – kommer der ofte musik ud af dette kontor?

”Nej, det gør der faktisk ikke. Jeg bruger det ikke rigtigt til at spille på. Jeg bruger det, når jeg gennemgår de studerendes opgaver og analyser – til lige at lytte mig ind på en bestemt passage i stykket.” 

Men Dorte Hagen Jensen har altid musikken i ørerne, når hun analyserer musikstykker.

”Og jeg bruger altid lyd, når jeg underviser.”

Hjemme er der også masser af lyd omkring Dorte Hagen Jensen. Der kører enten ’klogeradio’ (P1) eller ’klassisk radio’ (P2). Og kommer der en laber klassisk koncert i radioen, lytter Dorte Hagen Jensen ofte indtil sidste strofe – også selvom koncerten varer flere timer.

Hvad ville du redde, hvis kontoret brændte?

”Jeg ville redde den lille sang på opslagstavlen der, som min datter har komponeret som barn. Og så 4-5 ringbind med mine Bach-notater og -analyser. Det er tanker, som jeg har nedfældet gennem årene.”  

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud?

”Den går for det meste i gang om morgenen hjemme hos mig selv, medmindre jeg skal undervise. Jeg har fundet ud af, at jeg er mest koncentreret mellem kl. 8 og 10 om formiddagen. Så der vil jeg ikke spilde tiden i trafikken. Det er lidt uforudsigeligt, hvor jeg sidder og arbejder. Men der, hvor jeg sætter mig til at arbejde, er jeg. De næste mange timer. Hjemme eller på kontoret.” 

Når jeg går, hvad skal du så i gang med?

”Så skal jeg forberede en klaversonate af Ludwig van Beethoven og se på, hvordan han stykkede en sonate sammen.”

Udsigten fra Dorte Hagen Jensens kontor. Her kan hun holde øje med vejret over Aarhusbugten. Hvilket ikke er uinteressant, når man som Dorte Hagen Jensen er fritidssejler og meget gerne vil ud på bugten hver torsdag i sæsonen. Dorte Hagen Jensen sejler i folkebåd og er skipper. Det lille spejl på væggen har Dorte Hagen Jensen fået af en tidligere 'blækspruttesekretær' på instituttet.  

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.07.2018