”Selv drikker jeg cider, men jeg mener, jeg har noget vand ude på lageret,” siger professor i idéhistorie og filosof Lars-Henrik Schmidt og forsvinder ind ad en dør på kontoret, der er så lav, at han må dukke sig gevaldigt for ikke at ramme hovedet ind i dørkarmen.

 ’Direktør’ står der ellers med elegant sort skrift på en hvid træplade på den lille dør, der fører ind til det rum, som Lars-Henrik Schmidt benævner et lager. 

Da han dukker op igen, forklarer han, at han havde skiltet med sig, da han flyttede ind i sit nuværende kontor i tårnet på campus på DPU - Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse i Emdrup. 

Lars-Henrik Schmidt, der er uddannet idéhistoriker og filosof fra Aarhus Universitet, var direktør for Danmarks Pædagogiske Institut fra 1996 til 2000 og siden rektor ved DPU fra 2000 indtil 2007, hvor DPU blev fusioneret med Aarhus Universitet. Desuden har han blandt mange andre hverv gennem flere år været medlem af Det Etiske Råd.

Men først og sidst er professoren den abstrakte tænknings mand, og det passer ham fint at anskue tilværelsen lidt fra oven. Men tag ikke fejl. Lars-Henrik Schmidt er vokset op under trange økonomiske kår i en ikke synderligt kærlig familie, der boede i et arbejderkvarter i Vejle. 

Hvad fik dig til at kaste dig over idéhistorie?

”Jeg har altid vidst, at det var noget i den retning, jeg skulle, selvom jeg ikke har en dannet baggrund. Jeg har altid været en læsehest og har også altid været god til at tænke i systemer; i -ismer.”

Det var dog til faderens store fortrydelse, at sønnen valgte at studere idéhistorie.

”Han ville have, at jeg skulle læse jura. Ikke fordi han interesserede sig for lovgivning. Men fordi der så ikke var nogen, der kunne tage røven på os,” siger Lars-Henrik Schmidt.

Unge Schmidt besluttede ikke desto mindre, at selvom det var et brødløst fag, ville han læse idéhistorie, og efterfølgende ville han læse medicin. Ja, medicin interesserede ham, men det var for at have et udkomme, at han planlagde at blive mediciner. Så vidt kom det nu aldrig, men trods det er det lykkedes Lars-Henrik Schmidt at forsørge sig og sin familie. Vi taler villa med have på Frederiksberg i København.

Hvilken genstand på kontoret siger mest om dig som menneske?

”Den har jeg her i lommen,” siger Lars-Henrik Schmidt uden tøven. Han stiller en lille figur på bordet.

”En smuk kvinde, der symboliserer skønhed, lærdom og hårdt arbejde, som jeg har fra en studietur til Vietnam. De færreste ved det, men en stor del af den vietnamesiske befrielseshær var kvinder. Genstanden er banal, men hun symboliserer entusiasme. Hun vil noget, og hun vil det sammen med andre. Og at tage kampen op mod undertrykkelse, det er ikke banalt.”

Det er idéhistorikeren, der taler. Men det er også drengen fra arbejderkvarteret. Som faktisk er født på Karl Marx Plads i Vejle. 

”Jeg har aldrig været medlem af et parti. Men jeg har altid vidst, at klassekampen eksisterede. Oplevet gennem min barn- og ungdom, hvordan flere og flere familier kæmpede sig fra os i ’hullet’ op til luften oppe i bakkerne omkring Vejle. Derop, hvor selv vejret var bedre,” griner Lars-Henrik Schmidt. 

Han fortsætter lidt stilfærdigt:

” Jeg har svært ved at se, hvad de unge kæmper for i dag.”

Mener du de studerende?

”Ja, og mine egne børn,” siger Lars-Henrik Schmidt, der igen har vendt blikket mod den lille vietnamesiske figur.

”Jeg har den tit i lommen, og den er gået fra blot at være en genstand til at have fået en form, en betydning. Og det hænger sammen med, at jeg har fået børnebørn. Jeg rører ved den, tænker: Min tid er forbi, men næste generation finder deres verden.”

Stilheden sænker sig for en stund i kontoret, men det er kun, til Lars-Henrik Schmidt får et spørgsmål, der giver ham mulighed for at give den gas som filosof.

Hvilken genstand på kontoret siger mest om dig som forsker?

”Det må være denne,” siger Lars-Henrik Schmidt.

I hans udstrakte hånd ligger en skovsnegls stribede sneglehus.

Lars-Henrik Schmidt er optaget af forskellige eksistensers bærende konstruktioner. Som sneglen, der har sit hus med sig på sin krybende færd gennem sneglelivet.  

”Se, hvor stærkt det er (som konstruktion, red.),” siger Lars-Henrik Schmidt, mens han presser sneglehuset mellem sine fingre.

Stærkt? Det er så ikke min erfaring, når jeg kommer gående i træsko i min kolonihave ...

Lars-Henrik Schmidt får et forbavset udtryk i blikket, der får en til at spekulere på, om det er filosoffer eller ’os andre’, der overser noget grundlæggende om tilværelsen. Han lægger sneglehuset fra sig på en reol, ser ud til at forfalde til lidt didaktiske overvejelser og tager så en lidt større højresnoet sag i hånden. Sandsynligvis valgt, fordi kolonihaver ikke er dens naturlige habitat. 

Og så er det ellers snegle, konkylier og muslingers tur til en flyvetur i de højere filosofiske luftlag. Eksistenser, som ses overalt i filosoffens kontor. 

”Jeg er optaget af at forstå, at der findes andre måder at bære sig på end at gå,” forklarer han og fortsætter:

”Snegle og muslinger bærer deres skelet udvendigt, og spørgsmålet er, om det er bedre at ’bygge udenpå dig’.”

Lars-Henrik Schmidt stopper op, velvidende at det er svært at følge ham op i de her luftlag. 

Så siger han:

”Jeg leder ikke efter inderligheden! Jeg er nemlig bange for, at vi ikke har en indre kerne som mennesker, er i hvert fald ikke sikker på, at det er tilfældet. Den kerne, som der hele tiden refereres til i tiden. Derfor er jeg optaget af skeletter. Af den bærende konstruktion. Hos mennesket, hos sneglen og hos muslingen. Og i en bygning som Notre Dame.”

Det, der driver filosoffen Lars-Henrik Schmidt, er at finde ind til det banale, det enkle og det elementære. 

”Hvad er det enkle i forhold til det at bære sig? Er det smartere at være en snegl? Og hvis det er, er det så fordi, den har sit hus med sig? Og ikke behøver ben som mennesket – eller støttepiller som en bygning som Notre Dame?”

Lars-Henrik Schmidt forklarer, at det for ham handler om at se det kendte med nye øjne.

”At evne at kaste nye perspektiver på kendte former. Og her er det vigtigste for mig evnen til at skifte perspektiv.”

Han fortsætter:

”Det er ikke altid lige klart, det, idéhistorikere siger.” 

Men det er i orden, for som han også siger:

”Vejen til det klare, det er det, der er filosofien.”