Vis mig dit kontor - Preben Clausen

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Preben Clausen kigger på fugle, og så forsker han i optimal forvaltning af vådområder.

05.12.2017 | Lotte Bilberg

Seniorforsker Preben Clausen i sit kontor i hovedbygningen til Kalø Hovedgård. Han sætter pris på at arbejde i de historiske rammer, der er beliggende i den 180 km² store Nationalpark Mols Bjerge på det sydlige Djursland. Fotos: Lars Kruse.

Serie: Vis os, hvad du omgiver dig med, og fortæl lidt om, hvem du også er. Grafik: Astrid Reitzel.

Hist, hvor vejen slår en bugt, ligger Kalø Hovedgård så smukt. Hovedgården ligger lidt uden for byen Rønde på Syddjurs og huser forskere fra Faunaøkologi under Institut for Bioscience.

En af dem er seniorforsker Preben Clausen, der forsker i fugle og forvaltning af reservater. Som for eksempel forvaltning af enge med truede engfugle. Han ser blandt andet på, hvorfor en art er truet.

Preben Clausen har været interesseret i fugle, lige siden han var en stor dreng, hvor hans far, der var skovarbejder, fortalte ham om de fugle og dyr han så i skoven. Som ung tilbragte han en stor del af sin tid i ornitologiske foreninger, og i dag er fugle omdrejningspunktet for hans faglige beskæftigelse. Men selvom det langt hen ad vejen er lysten, der driver værket for Clausen, er han som seniorforsker underlagt nogle rammer, som er bestemt af myndighederne. 

”Meget af det, vi arbejder med, er dikteret af Miljø- og Fødevareministeriet. Oftest begynder det med, at ministeriet har et problem og stiller os et spørgsmål i den forbindelse. Og fordi mange af os er rigtigt gamle i gårde, har vi alt det der grå litteratur, som de unge ikke tror eksisterer, fordi det ikke findes digitalt. Men det har vi altså stående i reolerne, så i nogle situationer kan vi bare håndplukke det rigtige ud af hylderne og give et svar til ministeriet,” fortæller Preben Clausen. 

Han fortsætter:

”Og i andre situationer kan vi svare, at hvis vi kigger i den internationale litteratur, så vil vi tro, at svaret kunne være det eller det. Og i den tredje situation kan det være, at vi må sige, at det kan vi ikke give et ordentligt svar på, fordi vi faktisk ikke ved det.”

Sidstnævnte situation kan føre til, at forskerne får en opgave at løse for ministeriet.

”Ofte får vi en opgave over en periode af kortere eller længere varighed, hvor vi så skal finde ud af, hvad der er op og ned på problemstillingen.” 

Preben Clausen og hans kolleger løser også helt faste opgaver for myndighederne. Som et eksempel på en af de faste opgaver nævner Preben Clausen en status over de fugle- og dyrearter, som jægere må jage her i landet. Forskerne laver den på baggrund af den overvågning af vildtbestanden, som de har været ansvarlige for siden 1949. Denne status over vildtbestanden, som laves ca. hvert 6. år, er med til at danne beslutningsgrundlag for en eventuel revidering af jagtlovgivningen i Danmark. 

Også tælling af fugle i Tøndermarsken har været en årlig tilbagevendende begivenhed. Men fremover vil det kun ske hvert andet på på grund af nedskæringer, fortæller Preben Clausen.

Ses du så iført røjserne gå rundt i Tøndermarsken?

”Ja, vi er typisk to-tre mand, der tager ned og tæller fugle i nogle kampagneperioder, som ligger fast hvert eneste år. Men vi har også til opgave at afgøre fuglenes fordeling i området. Engfugle er for eksempel meget afhængige af, at der er vådt på engene, så der kortlægger vi, hvor det er vådt, og hvor det er tørt.”  

Preben Clausen viser et kort med felter, som han har liggende på sit skrivebord.

”Det er et feltkort, der viser, hvor vi har indsamlet klatter fra nogle fugle, som vi skal undersøge i forhold til fuglenes valg af føde. Men det er lignende kort, vi bruger, når vi skal kortlægge fuglenes fordeling i et område. Siden digitaliserer vi kortene med de detaljerede oplysninger om, hvor vi fandt det henholdsvis vådt og tørt.”

Forskerne analyserer efterfølgende resultaterne, i forhold til hvor de havde forventet at finde fuglene, og resultaterne kan for eksempel føre til en anbefaling af en anden forvaltning af området, hvis det er det hensigtsmæssige. 

"Men det er langt fra altid, at det politiske system følger trop," forklarer Preben Clausen.

Det er heller ikke altid, at måden, der handles på i den politiske virkelighed på Christiansborg, er hensigtsmæssig i forhold til den virkelighed, der er forskernes på Kalø.

”Et politisk system har ingen tålmodighed. Og dermed heller ingen forståelse for, at vi forskere siger, at der kan være så mange variationer fra år til år – som nedbør eller vejret før ynglesæsonen sidste år – at vi må undersøge det her over fire år, og så kan I få et svar.”

Også på andre områder mærker Preben Clausen i det daglige, at han er underlagt nogle vilkår, der er bestemt fra politisk side.

”Det fungerer sådan ovre på Christiansborg, at oppositionen driller regeringen, så oppositionen stiller drilagtige spørgsmål til systemet. Og hver gang sådan et spørgsmål kommer i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg – og det gør det igen og igen – tikker det via Miljøstyrelsen til sidst ind hos mig eller en kollega, alt efter emne,” siger Preben Clausen og peger på sit mailsystem på computeren.

”Og så skal vi svare på spørgsmål, som hvad vi mener, eller hvad de skal svare. Vi har højest to uger til at komme med et svar på sådanne spørgsmål. Nogle gange kan vi få formidlet, at det kan vi ikke svare på, men at vi er ved at undersøge det. Men rigtigt mange andre gange er det sådan noget med, at vi har nogle halve resultater, der indikerer ...”

Hvordan agerer du som forsker under de omstændigheder?

”Jeg har mange års erfaring med at lave faglig rådgivning, så jeg sagtens kan finde ud af, hvor den faglige grænse går. Jeg kan i nogle situationer sige, at det har vi ikke faglige data til at kunne svare på.”

Bliver der nogle gange lagt pres på dig, når du siger, at de faglige data har vi simpelthen ikke?

”Ja, i nogle situationer bliver vi spurgt, om vi ikke alligevel kan komme med et bud. Og det gør vi i nogle situationer, mens vi ikke gør det i andre. Det er lidt et spørgsmål om at vurdere, hvor langt vi er ude i forhold til at holde balanceakten; for ikke at risikere at sige et eller andet, der er helt forkert. Så hvis man ikke føler, at man har en idé om, hvor det bærer hen, skal man altså holde sig fra at sige, hvad der vil være det rigtigste.” 

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.09.2018