’Weber, vi er ikke hvide, vi er ikke sorte; vi er mennesker’

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Fortællingen om professor emeritus Roy Edwin Weber er ikke kun historien om en internationalt højt anerkendt dyrefysiologs meritter gennem mere end et halvt århundrede. Det er også fortællingen om, hvad der gør et menneske, og hvordan det menneske formår at bevare sin integritet i mødet med den arrogance og stupiditet, der er afsæt for undertrykkelse af andre mennesker.

04.05.2018 | Lotte Bilberg og Ida Marie Jensen (foto)

Professor emeritus Roy E. Webers forskning

Professor emeritus Roy E. Weber er grundforsker, og har forsket i mekanismer i blodet hos dyr. Mekanismer, der sikrer kroppens iltforsyning. De resultater, som Roy E. Weber har skabt gennem sin forskning, kan bruges af anvendte forskere. For eksempel til at forbedre behandlingen af patienter med dårlig lungefunktion.

Fugle

Weber har især set på denne mekanismes tilpasning hos dyr, som lever under ekstreme betingelser i naturen. Han har blandt meget andet forsket i fugle, der flyver over Himalaya, hvor luften er meget tynd, da fuglene flyver i ni kilometers højde. Også gribben, der som den eneste fugl er i stand til at flyve i mere end 11 kilometers højde, har Roy E. Weber haft under sin lup.

Fisk

Men han har også rettet blikket mod floder i Afrika, hvor en art af lungefisken holder til. I tørkeperioder kan lungefisken overleve i en indtørret mudderklump i op til syv år – altså uden at være i kontakt med vand. Derefter bliver lungefisken aktiv igen, når det begynder at regne.

”We call it instant fish! Just add water!” klukker Roy E. Weber.

En afrikansk tudse, der også går i dvale, har haft professorens interesse på grund af dens evne til at leve med et højt indhold af urinstof i blodet.

Og en 40.300 år mammut

Roy E. Weber har deltaget i mange ekspeditioner blandt andet i Amazonas og Andesbjergene. Senest har han som en af få vestlige forskere været del af et internationalt forskerhold, som undersøgte fundene efter en 40.300 år gammel mammut. Mammutten blev fundet i det nordlige Sibirien i 2014.

Kaimanen er også et af de dyr, som Roy E. Weber har brugt i sin forskning af den mekanisme hos dyr, der sikrer kroppens iltforsyning.

Professor i dyrefysiologi, Roy Weber, fylder 80 år på søndag. De seneste ti år har han været emeritus ved Aarhus Universitet. Det vil sige så meget emeritus, som man nu kan være, når man fortsat publicerer flere videnskabelige artikler om året. At det er tilfældet, er ikke noget, den beskedne professor emeritus selv gør opmærksom på. Det gør professor Tobias Wang, der er leder af sektionen for zoofysiologi på Institut for Bioscience i Aarhus.

”Roy har faktisk publiceret mindst fem artikler om året gennem de seneste fem år,” lyder det fra sektionslederen.  

Stor betydning for zoofysiologien 

Gennem flere måneder har Tobias Wang været i færd med at arrangere en konference på Sandbjerg Gods til ære for Roy Weber. Konferencen med titlen ’OXYGEN’ finder sted over tre dage her i maj. 80 forskere og studerende fra hele verden deltager, og de skal tale om Roy Webers forskningsfelt, nemlig hæmoglobin, ilttransport og respirationsfysiologi hos alle mulige forskellige dyr.

Sektionslederen lægger da heller ikke skjul på, at Roy Weber på flere måder har haft stor betydning for zoofysiologien på Aarhus Universitet. 

”Som professor ved sektionen i 90’erne og 00’erne lykkedes det for Roy at skaffe mange store bevillinger, og han tiltrak dermed mange nationale og internationale gæster, som skabte et rigtig godt miljø for de studerende og de unge forskere,” fortæller Tobias Wang. 

Han fortsætter:

”De seneste ti år som emeritus er Roy fortsat med at være videnskabeligt aktiv, og han deltager også aktivt i seminarer og andre akademiske aktiviteter. Han fungerer ofte som et sounding board for idéer, og vores studerende nyder, at der er en ældre, erfaren forsker, som har tid til at snakke om fysiologiske problemstillinger.” 

Førende forsker uden spidse albuer

En af dem, der som studerende nød godt af Roy Webers tilgang til sine studerende, er Angela Fago, der i dag er professor i zoofysiologi og viceinstitutleder på Institut for Bioscience.

”Roy har været en fantastisk mentor for mange studerende og yngre forskere, inklusiv mig selv. Han har altid givet plads til sine studerende og ladet dem udfolde sig på bedste vis, fordi han evner at være til stede uden at være dominerende.”  

Også i det videnskabelige samarbejde, som Angela Fago har haft med Roy Weber gennem årene, har hun med respekt bemærket hans tilgang til det at gøre sig gældende inden for sit fag. 

”Roy har vist, hvordan man sagtens kan være en af de førende forskere og begå sig i den videnskabelige verden uden at have spidse albuer. Han er utrolig vellidt blandt sine kollegaer, og han kan få alle til at føle sig godt tilpas i sit selskab,” fortæller Angela Fago. 

Universiteit Leiden efteråret 1959

Men historien om Roy Weber handler ikke kun om at gøre sig gældende blandt førende forskere i den videnskabelige liga på internationalt plan. Det er også beretningen om, hvordan det præger et menneske at vokse op under apartheid. Men inden vi går helt tilbage til barn- og ungdommen i Sydafrika, så lad os kaste et blik på 21-årige Roy Weber det efterår i 1959, hvor han har fået et stipendiat og opholder sig på Universiteit Leiden i Holland. 

Professoren og hans ord

Roy Weber var ikke den blandt de studerende, der førte sig mest frem, hvilket blev bemærket af professor Henk Wolvekamp, der var en højt respekteret forsker indenfor dyrefysiologi. Og en mand med stor menneskelig indsigt. Det kom den unge Weber til at mærke, da professoren stille og roligt fik lirket ud af ham, hvorfor han var så tilbageholdende.

”Jeg var jo farvet, og jeg var lidt sådan …” forklarer Roy Weber her mange år efter, mens han runder ryggen i en på én gang beskyttende og beskæmmende bevægelse i erindringen om, hvordan han førte sig som ung mand. 

Da Roy Weber en dag sad på Wolvekamps kontor og atter diskuterede sin herkomst med ham, sagde professoren:

’Weber, wij zijn niet wit, wij zijn niet zwart; wij zijn menzen.’ 

Roy Weber oversætter:

’Weber, vi er ikke hvide, vi er ikke sorte; vi er mennesker.’

Efter en pause fortsætter han:

”Og det tog jeg til mig.”

Roy Weber (stående) i selskab med professor Henk Wolvekamp (th.), som på flere måder fik betydning for Weber under hans studier ved Universiteit Leiden i Holland fra 1959 til 1965. Wolvekamp var glødende socialist, og 1. maj gik han med den røde fane højt hævet op og ned ad gangen på instituttet, mens han sang ’Internationale’. Hvilket var lidt af et syn for en ung studerende som Weber, der var vant til, at man ikke sagde ordet socialisme højt. Privatfoto

At fiske, fange frøer og skyde slanger

Roy Weber og hans søstre og brødre voksede op i den lille idylliske landsby Berea i den vestlige del af Kapprovinsen i Sydafrika i 1940’erne.

”Jeg har kun lykkelige minder om min barndom,” siger Roy Weber, og det var også her, han fik grundlagt sin interesse for biologi, da tiden efter skole gik med at fiske, fange frøer og skyde slanger sammen med de andre børn. Alle var de barfodede. Sko var nemlig kun noget, børnene havde på om søndagen.

Samtlige indbyggerne i landsbyen var farvede som efterkommere af blandede ægteskaber mellem de oprindelige sorte stammefolk og de hvide indvandrere. Familien Weber var veluddannet og velhavende, boede i et tretten-værelseshus (uden el og vand), havde tjenestepiger og som den eneste familie en bil. Bilen blev startet, når turen gik til den større by, Genadendal, hvor den Herrnhutiske Brødremenighed begyndte sit missionsarbejde i 1737.  

Familien Weber hørte til menigheden, og Roy Webers far fungerede som præst i kirken i Berea. Han underviste også i den lokale skole, og det fortsatte han med, da familien flyttede til den større by Elim. Unge Roy var ofte at finde i kirken, da det var byens sociale samlingspunkt. Sammen med de øvrige drenge i den ældste klasse havde han desuden til opgave at bære kisten ved begravelser af skolebørn. 

”Også nogle af mine klassekammerater døde, typisk som følge af tuberkulose, og selvfølgelig var vi triste. Men dagen efter var vi glade igen. Vi lærte, at døden er en del af livet,” konstaterer Roy Weber.  

Ung under apartheid 

Tretten år gammel forlod Roy Weber de trygge rammer i familiens hus for at gå på South Peninsula High School, der var en eftertragtet skole for farvede i Cape Town. Året var 1951, og apartheid var blevet indført tre år tidligere, da Nationalistpartiet overtog magten efter en sejr ved parlamentsvalget i 1948. 

Mere end nogensinde var der brug for en mand som rektor Adrian G. de Villiers, der gentagne gange hilste de studerende på gangene på South Peninsula High School med følgende salut: ’Stand proud and speak up!”’ 

Men salutten til trods var det sin sag at ranke ryggen og udtrykke, hvad man mente i en by, hvor selv de mest banale handlinger i hverdagen var en konstant påmindelse om apartheid. 

”Som ung har jeg aldrig været på en restaurant i Sydafrika,” konstaterer Roy Weber med henvisning til, at sorte og farvede var forment adgang til restauranter. 

Sorte og farvede var også tvunget til at benytte en særlig bagindgang, når de for eksempel havde et ærinde på posthuset. Og de skulle altid bære et Identity Card, som på forlangende skulle vises, når farvede opholdt sig i de særlige ’White Areas’. Sorte havde kun adgang til disse områder, hvis de var ansat hos en hvid familie.

”Jeg turde måske ikke sige min mening. Men jeg sørgede for at have et skummelt, skulende blik, da jeg skulle have taget foto til mit identitetskort, og det var mit stille oprør,” klukker Weber. 

En af få farvede på universitetet

Som en af få farvede fik han mulighed for at fortsætte på universitetet i Cape Town. Men også det gav ham kvaler.

”Jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg kunne komme på universitet, mens nogle af mine venner ikke havde muligheden. Og fordi jeg kunne komme steder, hvor venner og nogle fra min familie, som var mørkere i løden end mig, ikke kunne komme.”

Sorte var der slet ingen af blandt de studerende på University of Cape Town.

”Jeg husker ikke, om det ligefrem var forbudt sorte at gå på universitetet. Men der var i hvert fald ingen, og om ikke andet skyldtes det, at de levede under så kummerlige forhold, at de ikke havde en chance for at opnå den adgangsgivende karakter, som alle skulle have for at komme på  universitetet,” fortæller Roy Weber.  

Demonstrationer og fængslinger

Underviserne og de studerende på University of Cape Town var radikalt imod apartheid og gik med i demonstrationer med deltagelse af tusindvis af mennesker. Det var en modig handling at gå på gaden for at vise sin modstand. Ikke mindst for sorte og farvede, som risikerede at blive fængslet i op til et halvt år uden at komme for en dommer. Også hvide demonstranter blev arresteret, og det skete ofte, at man efter seks måneder blev sat fri for umiddelbart efter løsladelsen atter at blive fængslet et halvt år. Uden at politiet behøvede at forklare det mindste om sin fremfærd.

”Jeg var med i demonstrationerne, og jeg skal gerne indrømme, at jeg var bange,” fortæller Roy Weber.

Unge Roy passede sine studier og forsøgte som alle andre at få det bedste ud af dagligdagen trods undertrykkelsen fra styret. Men en dag blev et håb tændt om et friere liv, da han så et opslag på universitetet, som annoncerede, at en farvet studerende kunne søge om et stipendiat til et universitet i Holland. Han søgte, fik stipendiet, og i 1959 satte Roy Weber kursen mod Europa.  

”Jeg fik først et pas få dage før, jeg skulle rejse. Jeg skyndte mig at sige farvel til familien i Elim, før jeg gik ombord på skibet, og jeg følte mig ikke tryg, før vi var i internationalt farvand.”

Debatter, tanker og foreningsliv

”Det var fantastisk!” 

Roy Weber sprudler ved mindet om den tid, hvor han for første gang i sit liv frit kunne deltage i debatter, blive valgt ind i bestyrelsen for en studenterforening og ikke mindst udtrykke sine tanker som et frit menneske. 

”Jeg var ret forsigtig i begyndelsen, men jeg forstod efterhånden, at jeg kunne slappe af i mit nye land. Vi kunne endda snakke om socialisme, et ord, man ikke sagde højt i Sydafrika. Vi diskuterede til langt ud på natten og var lidt trætte, når vi mødte op om morgenen,” erindrer Weber. 

Feltstudier i 60’ernes København

Efter seks år i Holland fik Roy Weber i 1966 mulighed for at blive ansat et år som postdoc ved Københavns Universitet. 

”Og det var også fantastisk!” udbryder han.

Men denne gang var det ikke så meget intellektuelle diskussioner, der optog unge Weber, som det var feltstudier i det københavnske natteliv.

”Jeg havde en opgave, jeg skulle løse for det institut, som havde sendt mig afsted. Og den fik jeg udført. Men så heller ikke mere end det!” lyder det fra professoren med et blik, der indikerer, at han som ung mand havde styr på prioriteterne i tilværelsen. Jette hed hun, kvinden, som han dansede med en aften på en restaurant. Men det var også alt, hvad han fik at vide, inden hun forsvandt ud i natten. Som nævnt havde han styr på prioriteterne, så efter en tids søgen fik han hende støvet op igen, og hun sad sammen med ham i hans lille bil, da han tre uger senere returnerede til Holland. 

Professor ved Aarhus Universitet

Det unge par, som i mellemtiden var blevet gift, kom i 1972 tilbage til Danmark, hvor Weber havde fået en stilling som lektor ved Aarhus Universitet. Seks år senere blev han professor ved Odense Universitet, og i 1988 vendte han tilbage til Aarhus Universitet som professor ved det daværende Institut for Zoologi og Zoofysiologi.  

Champagnebrunch i kantinen på Fysik og Astronomi 

Søndag har han inviteret til champagnebrunch i kantinen på syvende etage på Institut for Fysik og Astronomi i anledning af sin fødselsdag, og i indbydelsen skriver han lidt om sine ønsker: 

’Kun små gaver (maks. 100 kr.) til oplevelser – eller i stedet for gerne donation til Red Barnet, Læger uden Grænser eller krigsramte i Syrien. Mange bække små …’

Roy Weber lader propperne springe, men selvom han runder de 80 år, har han ingen planer om at trække sig tilbage til et stille otium i lejligheden ved Botanisk Have. Dertil har han for mange planer for sit faglige virke.

”Jeg vil også gerne nå at skrive mine erindringer,” siger han med tanke på ikke mindst barne- og ungdomsårene under apartheidstyret. For selvom han i sin tid tog sin professors ord til sig om først og sidst at være et menneske, har undertrykkelsen i de første mange år af hans liv været definerende for resten af hans tilværelse. 

”Jeg oplever mig stadig som en, der er splittet mellem to verdener,” siger Roy Weber og tilføjer: 

”Derfor vil jeg også gerne være med til at minde om, hvordan det var under apartheidstyret, som jo varede helt frem til 1994. Jeg er nemlig lidt bange for neonationalismen, som jeg ser dukke op alle steder. Også i Europa. Vi må advare imod den, og vi må gøre, hvad vi kan for at bekæmpe den.” 

Professor emeritus Roy E. Webers forskning

Professor emeritus Roy E. Weber er grundforsker, og har forsket i mekanismer i blodet hos dyr. Mekanismer, der sikrer kroppens iltforsyning. De resultater, som Roy E. Weber har skabt gennem sin forskning, kan bruges af anvendte forskere. For eksempel til at forbedre behandlingen af patienter med dårlig lungefunktion.

Fugle

Weber har især set på denne mekanismes tilpasning hos dyr, som lever under ekstreme betingelser i naturen. Han har blandt meget andet forsket i fugle, der flyver over Himalaya, hvor luften er meget tynd, da fuglene flyver i ni kilometers højde. Også gribben, der som den eneste fugl er i stand til at flyve i mere end 11 kilometers højde, har Roy E. Weber haft under sin lup.

Fisk

Men han har også rettet blikket mod floder i Afrika, hvor en art af lungefisken holder til. I tørkeperioder kan lungefisken overleve i en indtørret mudderklump i op til syv år – altså uden at være i kontakt med vand. Derefter bliver lungefisken aktiv igen, når det begynder at regne. ”We call it instant fish! Just add water!” klukker Roy E. Weber.

En afrikansk tudse, der også går i dvale, har haft professorens interesse på grund af dens evne til at leve med et højt indhold af urinstof i blodet.

Og en 40.300 år mammut

Roy E. Weber har deltaget i mange ekspeditioner blandt andet i Amazonas og Andesbjergene. Senest har han som en af få vestlige forskere været del af et internationalt forskerhold, som undersøgte fundene efter en 40.300 år gammel mammut. Mammutten blev fundet i det nordlige Sibirien i 2014.

Kalimanen er også et af de dyr, som Roy E. Weber har brugt i sin forskning af den mekanisme hos dyr, der sikrer kroppens iltforsyning.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.07.2018