AU-studerende vil sætte en stopper for stort frafald

Efter et år på AU var næsten hver femte af Jacob Nielsens medstuderende på HA almen droppet ud. Han er ikke i tvivl om, at det var på grund af dårlig trivsel på studiet. Nu er han ved at udvikle en app, der skal give alle en god studiegruppe. Drømmen er, at det kan løse problemet med frafald på HA – og på resten af Aarhus BSS.

Hver femte af Jacob Nielsens medstuderende på HA almen droppede ud i løbet af det første år på AU. Nu vil han sætte en stopper for frafaldet med en app, som skal sikre alle en god studiegruppe. Fotos: Melissa Bach Kirkeby Yildirim.

Da Jacob Nielsen i 2015 beslutter sig for, at han vil læse HA almen på Aarhus Universitet, advarer de ældre studerende ham om, at rigtig mange dropper ud. 21,3 procent helt præcis, bare det første år. Han tænker, at det nok er på grund af det høje faglige niveau og lader sig ikke skræmme. Men da han året efter begynder på uddannelsen, kan han se, at de havde ret. Efter et år er 20,9 procent af hans medstuderende ikke længere at finde på holdlisten. Og ifølge Jacob Nielsen var det ikke på grund af de svære fag.

”Jeg kunne se, at alle, der ikke trivedes, og som kun dukkede op til forelæsningerne og ikke var med til det sociale, havde én ting til fælles: De havde ingen studiegruppe,” fortæller han.

For ham er årsagen til det store frafald klar. Men idéen til en løsning på problemet kommer først et halvt år senere, da en fodboldskade falder sammen med et tilbud om gratis mad.

Studerende skal inddeles efter type

En onsdag aften i februar sidste år er der oplæg for de studerende på Aarhus BSS. Det falder egentlig sammen med fodboldtræningen, men Jacob Nielsen er skadet, og en slunken studiekonto lader ham lokke til foredragssalen af et tilbud om et gratis måltid til de fremmødte.

”Oplægget handlede om, hvordan man kan digitalisere virksomheder og samtidig løse virksomhedernes problemer. Dér sagde det bare klik for mig. Så jeg skyndte mig at spise og tog direkte hjem for at formulere min idé på mail,” fortæller Jacob Nielsen.

Idéen er ikke svær at forklare: HA Almen skal digitaliseres med en studiegruppe-app, som samtidig skal løse det store problem med frafald på grund af dårlig trivsel.

”App’en skal inddele de studerende i grupper på baggrund af kompetencetype og ambitionsniveau, så de studerende supplerer hinanden godt og har samme forventninger til arbejdsindsatsen,” forklarer Jacob Nielsen.

Mailen – den sender han med det samme til alle på AU, han kan forestille sig ville være interesserede i hans nye app.

LÆS OGSÅ: Algoritme skal designe studiegrupper på Aarhus BSS

Både dekaner, prodekaner, administrationen, studielederne og it-afdelingen kommer på maillisten. Én svarer: Per Andersen, prodekan for uddannelse på Aarhus BSS, som bestemt ikke vil have noget imod at nedbringe frafaldet på sine uddannelser. Og som derfor inviterer Jacob Nielsen til møde på sit kontor.

Mere end en mavefornemmelse

Som nævnt er Jacob Nielsen ikke i tvivl om, at manglende studiegrupper er årsagen til den høje frafaldsprocent. Men for at have noget mere end en mavefornemmelse med til sit møde med prodekanen sender han et spørgeskema rundt til alle på sin egen årgang, som nu tæller cirka 500 studerende, hvoraf omkring 60 svarer.

”Surveyen viste klart, at dem, der var i studiegrupper, fik højere karakterer og trivedes bedre. Det viste for mig, at der var statistisk belæg for en sammenhæng mellem frafald og studiegrupper,” siger Jacob Nielsen.

Om det er statistikken, der gør udslaget, ved Jacob Nielsen ikke. Men prodekanen er positiv over for idéen og mener, at den er værd at gå videre med. Der er bare et ’men’: AU udvikler som udgangspunkt ikke selv apps.

Prodekan Per Andersen forklarer til Omnibus, at det skyldes, at AU hellere vil købe apps af virksomheder, som er specialiserede i den type digitale produkter.

Jacob Nielsen bliver derfor selv nødt til at få app’en udviklet, og Per Andersen opfordrer ham til at starte en virksomhed til formålet.

”Tanken var, at hvis jeg kunne stille med et færdigt produkt, ville AU måske købe det af mig,” forklarer Jacob Nielsen, som straks opsøger Studentervæksthus Aarhus for at komme videre i processen.

Virksomhedsfusion – over Facebook

Det næste år går med at starte virksomheden op og undersøge interessen på andre universiteter, og ved et netværksmøde for århusianske iværksættere i februar 2018 møder han Gustav Wengel. Han har læst IT på AU og har en programmeringsvirksomhed sammen med to andre gutter fra sit tidligere studie, Silas Roswall og Jeppe Reinhold.

Jacob Nielsen og Gustav Wengel skrives ved over Facebook, og et par måneder senere bliver de fire drenge enige om at slå pjalterne sammen og lave én fælles virksomhed. Den kommer til at hedde UniHelpr, ligesom app’en, der pludselig rykker hurtigere mod mål.

Om bord på pilotprojektet på Aarhus BSS

På Aarhus BSS har studieleder Mogens Dilling-Hansen nemlig også øjnene rettet mod studiegruppernes positive effekt. Han søsætter derfor et pilotprojekt, der blandt andet skal undersøge, om studiegrupper lavet ud fra persontyper kan bruges til at sænke frafaldet. Med andre ord minder projektet meget om det, Jacob Nielsen gerne vil opnå med sin app.

Han har tidligere været i kontakt med Mogens Dilling-Hansen om sin idé til en app, og Jacob Nielsen og de tre andre drenge i virksomheden bliver ansat som studentermedhjælpere på projektet.

Studielederen understreger, at Aarhus BSS ikke har et samarbejde med UniHelpr. Drengene kører deres virksomhed ved siden af deres arbejde for Aarhus BSS, og AU har rettighederne til den data, der kommer ud af projektet. Men drengene bag UniHelpr har tilladelse til at bruge erfaringen fra studiejobbet til at udvikle deres app – som måske senere kan blive interessant for Aarhus BSS.

Håber at AU vil købe app’en

Næste skridt kan drengene i UniHelpr tage, når pilotprojektet skal evalueres til januar. Aarhus BSS vil blandt andet se på, om frafaldet er blevet mindre sammenlignet med tidligere årgange.

Her håber de fire virksomhedsejere på to ting. Dels, at de kan bruge erfaringerne fra pilotprojektet til at udvikle deres app færdig. Og dels, at projektet er så stor en succes, at AU vil fortsætte med studiegrupper designet ud fra persontyper – og at de vil købe UniHelprs digitale løsning, frem for den nuværende med fysiske spørgeskemaer.

”Planen er, at vi har app’en klar til 1. september 2019,” slår Jacob Nielsen fast.

Til den tid skal app’en også give mulighed for at blande nye studiegrupper undervejs i studiet, for eksempel hvis nogle gruppemedlemmer springer fra, eller hvis to hold studerende bliver lagt sammen og skal blandes på ny.

Ud fra spørgsmål om blandt andet kompetencer, ambitionsniveau og forventninger skal app'en kunne inddele de studerende i gode grupper. Grafik: UniHelpr.

Lidt længere udsigter end 2019

Prodekanen for uddannelse på Aarhus BSS, Per Andersen, er ikke afvisende over for at digitalisere gruppesammensætningen i fremtiden, hvis pilotprojektet er en succes. Men han understreger, at en eventuel app skal testes, før Aarhus BSS vil overveje at investere i produktet. Og det kan have noget længere udsigter end 2019.

Heldigvis er det ikke kun drømmen om, at app’en kan sælges, der motiverer Jacob Nielsen.

Indtil videre har arbejdet med app’en taget halvandet år, og arbejdstiden hedder 25-30 timer om ugen ved siden af både studie og job.

”Jeg har selv været i en god gruppe, og det har været sindssygt vigtigt for mig. Jeg synes, at andre skal have mulighed for det samme,” siger Jacob Nielsen.

På længere sigt kan det blive mange studerende. UniHelpr er nemlig også i dialog med Syddansk Universitet, som vil overveje, om de kan bruge app’en.