AU's årsfest 2019: Hæder, ære og luft under vingerne

Professor Torben Bæk Hansen er årets modtager af AU's Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris og chefkonsulent Jens Dybkjær Holbech er årets modtager af AU's Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris. Æresalumne 2019 er Marianne Dahl, der for nyligt blev udnævnt som topchef i Microsoft.

Prorektor Berit Eika (t.v.) og rektor Brian Bech Nielsen (midt) sammen med tre af de fire modtagere af Dronning Margrethe II's rejselegat: Jannik Fenger, der læser statskundskab, Line Pedersen, der læser fødevareteknologi og Jon Hagen Herskind, der læser idræt. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Akkompagneret af pianist Erling Kullberg, der er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur, sang Trygve Bjerkø sangen "Vi søger det frygtløst i dybet" under højtideligheden i dag i Aulaen i anledning af Aarhus Universitets 91 års fødselsdag. Sangen er i øvrigt blevet til i et samarbejde mellem to andre medarbejdere ved AU, nemlig professor Morten Kyndrup (tekst) og lektor Jens Johansen (musik), og er i dag at finde i Højskolesangbogen.

Det med at gå i dybden sker dagligt i laboratorier, biblioteker og auditorier på herværende institution. Men det er ikke hver dag, at medarbejdere og studerende modtager hæder for deres indsats - i hvert fald ikke i form af anerkendelser, som dem der traditionen tro i dag blev uddelt ved årsfesten 2019.

Professor Torben Bæk Hansen og chefkonsulent Jens Dybkjær Holbech. Foto: Anders Trærup og Lars Kruse

Professor Torben Bæk Hansen fra Institut for Klinisk Medicin er årets modtager af Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Pædagogiske Hæderspris og chefkonsulent for videnudvikling vedrørende fagnær formidling, Jens Dybkjær Holbech, fra Science and Technology er årets modtager af Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris. 

Sin lidt snørklede titel til trods er Jens Dybkjær Holbech manden, der formår at få videnskab formidlet på en facon, så den når helt ud i forsamlingshusene rundt om i landet. Sagt med andre ord modtager Jens Dybkjær Holbech prisen som arrangør af AU's populære Offentlige foredrag i Naturvidenskab.

Professor Torben Bæk Hansen fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Hospitalsenheden Vest i Holstebro har også - hvis De vil undskylde udtrykket - fod på sagerne, ikke mindst i forhold til at formidle sin viden til de medicinstuderende ved AU. Han har arbejdet med at udvikle sin undervisning og pædagogik i mere end tyve år. Og det samtidigt med, at han er en kapacitet inden for ortopædkirurgien både i klinikken og i forskningen.

Årets æresalumne har Pippi som rollemodel

Hun har Pippi Langstrømpe som sit personlige forbillede, blev i sommer udnævnt til Vice President for Sales, Marketing & Operations for Microsoft, Western Europe og beskrives som rollemodel for mange kvinder, der gerne vil til tops i erhvervslivet.

Foto: Lars Kruse, AU Foto

Marianne Dahl er navnet på kvinden, der modtager æresalumneprisen 2019. Æresalumneprisen gives hvert år til en alumne, som har opnået en helt unik profil eller karriere. Den første modtager af prisen var Kronprins Frederik.

Dronningen sender fire studerende mod nye horisonter

De fire studerende, der har mulighed for at få luft under vingerne som modtagere af Dronning Margrethe II's  rejselegat, er Axel Hee Rømer, der læser arkæologi, Line Pedersen, der læser fødevareteknologi, Jannik Fenger, der læser statskundskab og Jon Hagen Herskind, der læser idræt.

Fotos: Lars Kruse, AU Foto.

Fire æresdoktorer

Som traditionen foreskriver udnævnes der også ved årsfesten i år fire æresdoktorer - en for hvert af de fire fakulteter på universitetet. Æresdoktorer udnævnes blandt forskere fra andre institutioner, som har en tæt faglig tilknytning til Aarhus Universitet, og i år er følgende forskere udnævnt: