Nu kan AU-studerende dømme hinanden i egen retssal

AU har fået sin egen retssal på Juridisk Institut. Der er dog ingen grund til at frygte, at du pludselig bliver hevet for retten og dømt ved en særlig studenterdomstol. Salen er nemlig opført, for at de jurastuderende kan træne i, hvordan man procederer eller dømmer i en rigtig retssal.

Juridisk Institut har fået egen retssal, hvor de studerende kan træne i proces. Fra venstre er det her: Bjørn Moosgaard, cand.jur. 9. semester, Helena Fisker, cand.jur. 7. semester, Professor Kasper Steensgaard, Advokatfuldmægtig hos LETT Alexander Birk Suder, Professor Kim Sommer Jensen, Laura Weibel, cand.jur. 7. Semester, Morten Bertelsen, cand.jur. 7. Semester. Foto: Andreas G. Jensby

”Rammerne gør en forskel. Når man kommer ind i et rum, der ligner en retssal, giver det en anden følelse end i et normalt klasselokale.” Sådan lyder det fra Kim Sommer Jensen, der er professor på Juridisk Institut.

For at opnå virkelighedstro rammer er salen opført og indrettet, så den ligner mange af de moderne retssale, der bruges rundt omkring i landet.

AU´s retssal

  • Retssalen på AU er blevet opkaldt efter juraprofessoren Max Sørensen, der var ansat ved universitetet som professor i retsvidenskab fra 1947, indtil han i 1972 blev den første danske dommer ved EF-Domstolen.
  • Max Sørensens Mindefond har givet 75.000 kr. i støtte til at udsmykke retssalen.
  • Salen har kostet ca. 500.000 kr.

Dygtigere studerende

Kim Sommer Jensen mener, at de studerende ved at bruge retssalen kan blive bedre til den mundtlige fremstilling, samtidig med at de får trænet deres grundlæggende jurafærdigheder.

”Man skal vænne sig til, at man har ordet og skal sige noget fornuftigt på en måde, så dommerne forstår det, og det samtidig er juridisk korrekt. Det er den kombination, der gør én god til at føre retssager,” siger Kim Sommer Jensen.

Han håber, at mange af de kandidatstuderende kan få glæde af salen, og at den kan indgå som et led i undervisningen i fag som straffeproces, procedure og forhandling.

Internationale konkurrencer

Salen er dog ikke primært opført for at indgå i undervisningen, men for at studerende, der deltager i internationale proceskonkurrencer, kan træne i bedst mulige omgivelser.

”Hvis ikke salen skulle bruges til at øve til konkurrencer, var den nok ikke blevet bygget,” fortæller Kim Sommer Jensen, som dog understreger, at den forhåbentlig vil komme alle de studerende til gavn.

”Dem, der træner til konkurrencer, gør det om aftenen og i weekenden og bruger derfor kun salen, når den ikke benyttes til undervisning,” siger han.

Til sommer skal det for nogle af de dygtigste jurastuderende på AU vise sig, om træningen har båret frugt, når de skal deltage i Hugo Sinzheimer Moot Court Competition. Det er en international konkurrence i arbejdsret og EU-ret, hvor studerende fra 13 forskellige europæiske universiteter dyster mod hinanden. AU er vært for konkurrencen, som den nye retssal får lov at lægge gulv til.