Politiet tilkaldt for at fjerne studerende fra rektoratet

Studenterbevægelsen Et andet universitet opgav blokade af rektoratet onsdag eftermiddag, da ledelsen valgte at tilkalde Østjyllands Politi

Denne gang gav ledelsen ikke de studerende tid til at slå masker op til en blokade, sådan som det var tilfældet, da Et andet universitet besatte rektoratet gennem seks dage i november sidste år. Foto: Anders Trærup.

Studenterbevægelsen Et andet universitet forsøgte sidst på eftermiddagen at blokere rektoratet på AU. 

To studerende fra bevægelsen havde i forbindelse med et møde fået adgang til rektoratet, som ellers har været aflåst, siden bevægelsen for nogle dage siden annoncerede, at den ville besætte lokaliteterne på Nordre Ringgade fra torsdag 16. april.

Da først de to studerende var inden døre, skaffede de omkring 25-30 andre studerende fra bevægelsen adgang til bygningen. De studerende fik de at vide, at politiet ville blive tilkaldt, hvis ikke de frivilligt forlod rektoratet igen, og da det ikke var tilfældet, fik Østjyllands Politi et opkald.

De studerende blev af politiet oplyst om, at de ville blive sigtet for husfredskrænkelse, hvis ikke de efterkom anmodningen om at forlade bygningen, hvilket fik de studerende til at opgive blokaden.