Popcorn, pølsehorn – og et job med ”Danmarks måske bedste løn”

Virksomhederne lokker med alt fra gratis gadgets til fuldtidsstillinger til karrieredag på Katrinebjerg. Her er det nemlig ikke de studerende, der kæmper om jobs, men virksomhederne, der kæmper om de studerende.

Der var rift om de studerendes opmærksomhed, da 42 virksomheder gæstede AU til K-dag på Katrinebjerg. Foto: Melissa Yildirim.

Det summer af aktivitet ved standene i Nygaard-bygningen, der lokker med alt fra slushice, Redbull og popkorn til jobopslag og praktikpladser for at tiltrække de studerendes opmærksomhed. På arbejdsmarkedet er de IT-studerende nemlig en eftertragtet vare.

  

Foto: Miriam Brems

Og ifølge Klaus Olesen, der læser datalogi på 6. semester, er virksomhedernes gratis gadgets ikke helt spildt, når det gælder om at lokke de studerende til:

”Swag-effekten har noget at skulle have sagt,” siger han og viser en yoyo frem, som lokkede ham hen til softwarevirksomheden Corduras stand.

Det er dog ikke for de mange goodiebags' skyld, at han er mødt op i dag.

”Hvis jeg læser videre på kandidaten med det samme, vil jeg gerne have et studiejob. Og hvis ikke, vil jeg gerne finde noget, der kan give mig praktisk erfaring med kodning et par år, inden jeg læser overbygningen,” fortæller han.

 

Ude ved standene byder IT Minds på Beerpongkonkurrence og muligheden for at vinde en Chromecaster. Ifølge datalogistuderende Klaus Olesen fungerer kombinationen af sjove aktiviteter og seriøse samtaler med virksomhederne godt, fordi man også får indtryk af miljøet på arbejdspladsen. Foto: Miriam Brems.

One minut madness – løfternes overbudspolitik

Bevæbnet med gratis pølsehorn, ketchup og croissanter finder de studerende sig til rette i Peter Bøgh Andersen-auditoriet for at overvære dagens første programpunkt: ”The one minut madness,” hvor de 42 virksomheder hver har et minut til at præsentere sig selv og vække de studerendes interesse. Bag dem tæller et stort digitalt ur ned, og udløser en alarm, hvis de går over tid.

Salens 240 pladser bliver lynhurtigt fyldt op. Heldigvis kommer det ikke bag på arrangørerne, der har sørget for at live streame virksomhedernes præsentationer.

Selvom et minut er kort tid, er det ikke storslåede løfter, der mangler. Hos en virksomhed kan man være med til at brødføde hele jordens befolkning, hos en anden deltage fællesløb og lanparties, og hos en tredje få ”Danmarks måske bedste løn.”

Langs væggen står de mange virksomheder i kø for at få lov at tale foran de studerende. Med slogans som ”verdens bedste software” og ”make Grundfoss great (again)” forsøger virksomhederne at tiltrække de studerendes opmærksomhed. Foto: Miriam Brems.

Populære på arbejdsmarkedet

Og hvorfor så det? Ifølge specialkonsulent på Institut for Datalogi, Søren Poulsen, skyldes det, at virksomhederne er meget ivrige efter at komme i kontakt med de Tekniske IT-kandidater, som der i øjeblikket er stor efterspørgsel på.

"Vi har oplevet, at virksomhederne er meget opsøgende for at komme i kontakt med vores studerende. Derfor startede vi i 2015 K-dag, som udover at skabe det direkte møde mellem virksomheder og studerende kan motivere de studerende gennem den store interesse, som virksomhederne viser på sådan en dag," fortæller han.

Og spørger man Søren Poulsen, er interessen ikke bare en dille.

"Det er en udvikling, der har været i gang et stykke tid, og som bare vil accelerere i fremtiden," siger han med henvisning til en rapport fra Erhvervsstyrelsen, som fastslår, at der i 2030 vil mangle op mod 19.000 IT-specialister i Danmark.

10 fustager fadøl for 15 minutters taletid

Netop følelsen af at være populær hos virksomhederne er ikke længere fremmed hos Klaus Olesen.

”Vi har oplevet, at virksomhederne gerne ville sponsorere 10 fustager fadøl gratis eller 80 pizzaer til fredagsbaren eller andre arrangementer, hvis de kunne få lov at holde et lille reklameoplæg undervejs,” fortæller han.

Han er dog enig i, at dagen er med til at give de studerende tryghed og følelsen af, at der nok skal være et job til dem, når de er færdige med at læse.

Klaus Olesen tager fra messen med en god følelse i maven, blandt andet efter en god samtale med Danfoss.