Stressede og ensomme ph.d.-studerende – hvorfor?

Ny undersøgelse skal afdække, hvorfor hver femte ph.d.-studerende på AU føler sig stresset.

Steen Kåre Fagerberg er formand for ph.d.-foreningen på AU, AUPA, der vil afdække baggrunden for, at hver femte ph.d.-studerende på AU føler sig stresset. Foto: Anders Trærup

Den psykiske arbejdspladsvurdering (APV), der blev offentliggjort i februar, viste, at der gennem de seneste tre år er sket en markant stigning i antallet af ph.d.-studerende på AU, der oplever stærke stress-symptomer. Tallet er næsten fordoblet på tre år fra 10 procent i 2009 til 18 procent i 2012.

»APV’en indikerer nogle alarmerende problemer omkring de ph.d.-studerendes stress- og ensomhedsfølelse,« siger Steen Kåre Fagerberg, der er formand for ph.d.-foreningen på AU, AUPA, og ph.d.-studerende ved Institut for Biomedicin.

Derfor har foreningen taget initiativ til en spørgeskemaundersøgelse, der skal afdække baggrunden
for, at knap hver femte ph.d.-studerende på AU føler sig stresset.

»APV’en giver ikke mulighed for at se årsagssammenhænge. Undersøgelsen vil derfor indeholde
spørgsmål, der direkte spørger til, hvad der er årsag til oplevelsen af stress og ensomhed blandt ph.d.-studerende,« fortæller Steen Kåre Fagerberg.

Skal føre til handling

Talentbåndet på AU, der koordinerer arbejdet med talentudvikling på tværs af universitetets fire hovedområder, havde i forvejen planlagt en undersøgelse af kvaliteten af ph.d.-forløb på AU, og AUPA har derfor indgået et samarbejde med Talentbåndet om undersøgelsen. Det er Center for Undervisning og Læring ved AU, der udfører undersøgelsen.

Et samarbejde, som Steen Kåre Fagerberg er rigtig godt tilfreds med, og han understreger, at AUPA
fortsat vil arbejde fremadrettet for at forbedre forholdene.

»Det er vigtigt, at der følges op med løsningsorienterede initiativer, og at de bliver et produkt af et tværgående samarbejde mellem de studerende og forskningens forskellige ledelsesniveauer.«

Spørgeskemaundersøgelsen forventes klar i løbet af september, hvor den sendes ud på mail til alle universitetets ph.d.-studerende. Resultatet forventes klar i løbet af december.

Læs mere om AUPA

Læs mere om Psykisk APV 2012 på AU