Studerende og ansatte skulder ved skulder

Både studerende og ansatte fra AU var mødt op med bannere og slagord til demonstrationen for offentligt ansatte på Store Torv i Aarhus.

AU-studerende fra historie bakkede op om demonstrationen for offentligt ansatte torsdag eftermiddag på Store Torv i Aarhus. Foto: Marie Groth Andersen

"Luk MORDORniseringsstyrelsen" står der på et stort banner midt i folkemængden, der er stimlet sammen på Store Torv i Aarhus denne eftermiddag for at kræve #enløsningforalle. Under banneret står en flok historiestuderende fra AU.

Historiestuderende Aksel Rosager Johansen (tv). Foto: Marie Groth Andersen

"Vi er omkring 20 studerende, der er gået herned sammen med vores undervisere, og siden er flere kommet til," forklarede Aksel Rosager Johansen, der lige nu er i gang med at skrive sit speciale. Han fortæller, at de er her for at vise solidaritet med underviserne. 

"Hvis konflikten kommer, bliver vores undervisere lockoutet, og det vil jo gå ud over vores undervisning. Vores underviseres arbejdsmiljø er vores studiemiljø, og personligt drømmer jeg om at blive gymnasielærer, så det bliver jo mig engang."

Har I overblik over, hvordan konflikten vil ramme jer studerende?

"Nej ikke helt, men vi er bange for, at vi ikke kan komme ind på læsesalene og arbejde under konflikten. Og jeg kan ikke få vejledning på mit speciale."

Tror du, konflikten kommer?

"Det ser planlagt ud fra Moderniseringsstyrelsens og regeringens side," siger han og skæver til banneret.

"Der kommer en lockout, og så kan regeringen sige, at det "tvinger" den til et regeringsindgreb."

Ender selv som gymnasielærer engang

Under banneret står Anne Porskrog Boisen, der ligeledes læser historie på AU på 6. semester.

Historiestuderende Anne Porskrog Boisen (th). Foto: Marie Groth Andersen

"Min mor er sygeplejerske og jeg sympatiserer generelt med lærere, sygeplejersker og pædagoger. Og så ender jeg jo selv med at arbejde i den offentlige sektor som gymnasielærer en gang."

Anne Porskrog Boisen fortsætter med tanke på sin egen aktuelle situation:

"Vi er også bekymrede for, at vi ikke kan få undervisning, hvis konflikten kommer, og så kan vi måske heller ikke komme til eksamen."

Storlockout vil være ødelæggende

Få meter fra scenen iført skilt fra Dansk Magisterforening finder vi også fællestillidsrepræsentant for VIP og AC-TAP, Olav W. Bertelsen. Han er lige kommet med bus fra et stormøde i Fredericia med deltagelse af 10.300 tillidsrepræsentanter fra den offentlige sektor.

Fællestillidsrepræsentant for VIP og AC-TAP Olav W. Bertelsen med TR-kolleger fra AU. Foto: Marie Groth Andersen

"Jeg er superglad for, at vi har en samlet fagbevægelse, som stiller krav om, at vi vil have en forhandlet løsning. Vi vil ikke have et regeringsindgreb."

Tror du, konflikten kommer?

"Det ser sådan ud nu, der er ikke noget, der ligner fremskridt. Men jeg håber, Løhde besinder sig. Det vil være totalt ødelæggende med en storlockout, også for tilliden til den forhandlingsbaserede danske model."

Østjyllands Politi anslår, at 7.000 til 8.000 mennesker deltager i demonstrationen. Fra scenen taler først næstforkvinde i LO Nanna Højlund, forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen, Flemming Vinter, som er formand i Hærens Konstabel- og Korporalforening, og formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Og til at varme folkemængden op i den kolde martseftermiddag  spiller Bogfinkevej og Shaka Loveless. 

Sidstnævnte får fire medicinstuderende til at danse på en kasse øl. 

Casper Knudtzon (tv), Mattias Mortensen, Kasper Steen og Morten Dam - alle medicinstuderende på 1. semester. Foto: Lotte Bilberg 

"Vi er her for at støtte kravet om, at offentligt ansatte skal have mere i løn og bedre vilkår."

I har da ellers udsigt til en ok løn ...

"Ja, for os handler det mere om, at der ikke er tid nok til patienterne og det kan føre til fejl, det har der jo også lige været en sag om for nyligt."