Studerende skal for landsretten i sag om bombetrussel 30. september

De tre studerende, som i oktober sidste år var for byretten i sagen om en bombetrussel mod AU på Fuglesangs Allé i Aarhus, skal 30. september i år igen sidde side om side på anklagebænken. Denne gang i Vestre Landsret i Aarhus.

Statsadvokaten for Viborg ankede nemlig samtlige afgørelser, som faldt i byretten med krav om højere straffe.

”Da de tiltalte har krav på en ny bevisførelse, kan man i princippet sige, at sagen begynder forfra. Men de er tiltalt efter samme paragraffer som i byretten, så det vil være det samme anklageskrift,” fortæller senioranklager Claus Guldbrand fra Statsadvokaten i Viborg.

En tidligere studerende, der havde tilstået, at han 17. december 2012 indtelefonerede en bombetrussel mod AU på Fuglesangs Allé, fik en dom på 30 dages fængsel, som byretten gjorde betinget, mod at han aftjener 40 timers samfundstjeneste. 

En anden af de studerende fik en dom på 20 dages fængsel, som byretten også gjorde betinget, mod at hun aftjener 30 timers samfundstjeneste. Den sidste af de tre studerende blev frikendt.(lobi)