Syv sager på 15 år

Manglende angivelse af kilder, sjusk og utilstrækkelige data har været det typiske indhold i de sager om muligt brud på god videnskabelig praksis, som siden årtusindskiftet har været behandlet af Praksisudvalget på AU.

Foto: Jesper Rais.
Professor Palle Bo Madsen fra Juridisk Institut har været formand for Praksisudvalget siden dets oprettelse i år 2000. Han betegner udvalget som et lokalt beredskab mod eventuel krænkelse af god videnskabelig praksis på Aarhus Universitet. Og understreger, at Praksisudvalget skal ses som et supplement til det landsdækkende. Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Praksisudvalget vil nu blive erstattet af Udvalget for Ansvarlig Forskningspraksis. Medlemmerne af det gamle udvalg kan indstilles til det nye udvalg. Foto: Jesper Rais.

Praksisudvalget har taget sig af klager om muligt brud på god videnskabelig praksis i forbindelse med publicerede videnskabelige arbejder, som er udført af forskere med tilknytning til AU.

Gennem de 15 år udvalget har eksisteret, har det afsluttet syv sager, mens to klagesager for tiden er under behandling i udvalget, fortæller professor Palle Bo Madsen fra Juridisk Institut, som har været formand for Praksisudvalget, siden det blev nedsat i år 2000.

Klagerne er kommet fra miljøerne

Klagerne, som har været indgivet til Praksisudvalget, har typisk været fra en forsker på AU, som har klaget over en anden forsker på AU.

»Enhver har i princippet kunnet sende en klage til os, så længe den har handlet om forskere med tilknytning til Aarhus Universitet. Men klagerne er oftest kommet nede fra systemet. Og i nogle få tilfælde fra forskere uden tilknytning til AU, som har klaget over forskere med tilknytning til AU. Ledelsen har ikke forelagt sager for os, selvom der har været eksempler på sager, som kunne være indbragt for os. Ledelsen har i de tilfælde behandlet sagerne som personalesager,« fortæller formanden.

Manglende henvisning til kilder

Samtlige sager, som har været behandlet i udvalget, falder i en af to kategorier. Den første kategori handler om det, der i den grove version bliver kaldt plagiat, siger Palle Bo Madsen.

»Men vi har aldrig haft en sag, hvor der var tale om decideret plagiat med bevidst forsøg på at skjule sine kilder. Derimod har vi behandlet sager, som har handlet om, at man ikke tydeligt nok har angivet sine kilder, selvom man tydeligvis har brugt andres arbejder. Så det har simpelthen været sjusk med kildehenvisninger. Og med referencer til andre forskere, hvis arbejde man bruger og bygger videre på i sin egen forskning.«

Utilstrækkeligt datagrundlag

Forskere, som ikke har kunnet fremlægge et tilstrækkeligt datagrundlag til at underbygge de resultater, som de har publiceret, udgør den anden kategori, forklarer formanden.

»Vi har i hvert fald ikke kunnet konstatere, at der har været tale om egentlig videnskabelig uredelighed i de sager, vi til dato har behandlet i denne kategori. Men vi har konstateret, at der har været tale om dårlig udførelse, sjusk og manglende omhyggelighed.«

Påtale

Praksisudvalget har fungeret som et rådgivende udvalg for rektor, og det har derfor ikke haft til opgave selv at træffe afgørelse i sager.

»Derimod har vi skrevet en indstilling til rektor med en vurdering af sagerne og eventuelt med en anbefaling af, hvad vi syntes, han skulle foretage sig i en sag, efter vi har behandlet den. Rektor har typisk delegeret sagen videre til den relevante dekan, og den typiske sanktion har været, at en forsker har fået en påtale, hvor der har været anledning til det,« siger Palle Bo Madsen.


Praksisudvalget

Praksisudvalget har i opdrag at behandle sager om eventuelt brud på god videnskabelig praksis i forbindelse med forskning ved Aarhus Universitet. Grundlaget for udvalgets arbejde har været et regelsæt til sikring af god videnskabelig praksis, som universitetsledelsen vedtog i år 2000.

Udvalget beskæftiger sig ikke med sager, som er så alvorlige, at de bør behandles ved Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), som hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

»Praksisudvalget er et lokalt beredskab mod eventuel krænkelse af god videnskabelig praksis på Aarhus Universitet, og vi skal ses som et supplement til det landsdækkende UVVU. Det har aldrig været meningen, at vi skal behandle en klage i konkurrence med UVVU. Og netop af den grund har vi altid haft mulighed for at beslutte, om vi selv vil behandle en klage, eller om den bør henvises til UVVU. Får vi en klage, som allerede er indbragt for UVVU, går vi ikke ind i sagen,« siger formand for Praksisudvalget, professor Palle Bo Madsen fra Juridisk Institut.

Praksisudvalget vil blive erstattet af Udvalget for Ansvarlig Forskningspraksis, og det nye udvalgs grundlag vil være det nye regelsæt til sikring af videnskabelig integritet og ansvarlig forskningspraksis ved AU, som er vedtaget af universitetsledelsen i foråret.


Sager behandlet i Praksisudvalget