Tidligere studerende idømt 40 timers samfundstjeneste for bombetrussel mod AU

To andre studerende, som var tiltalt for medvirken, blev henholdsvis frikendt og idømt 30 timers samfundstjeneste.

Foto: Anders Trærup

Den tidligere studerende, 23-årige ASM, der har tilstået, at han 17. december sidste år indtelefonerede en bombetrussel mod AU på Fuglesangs Allé, har i dag af en enig domsmandsret fået en dom på 40 timers samfundstjeneste ved Retten i Århus. ASM modtog dommen.

To andre studerende, som stod tiltalt for medvirken i sagen, men som hele tiden har nægtet sig skyldige, blev henholdsvis frikendt og idømt 30 timers samfundstjeneste.

Den studerende, der blev dømt, 22-årige TSH, var passager i den bil, som ASM brugte, da han kørte fra Fuglesangs Allé. Hun blev desuden dømt for at sikre, at nummeret til alarmcentralen ikke fandtes på opkaldslisten i den mobil, som ASM brugte til at indtelefonere bombetruslen – en mobil, som det var lykkedes ASM at låne af en tilfældig forbipasserende på gaden. TSH udbad sig betænkningstid.

Anklager i sagen, Rasmus Gyldenløve, overvejer at indstille sagen til anke til Statsadvokaten for Viborg.

Erstatningskrav fra AU
Aarhus Universitet havde rejst et erstatningskrav på 218.975 kroner, som blev gjort gældende mod alle de tre tiltalte. Forsvarerne for de tre anklagede afviste erstatningskravet blandt andet med den begrundelse, at universitetet ikke har dokumenteret, at det har lidt et økonomisk tab i den størrelsesorden. Dommeren udskød spørgsmålet om erstatning til et evt. civilt søgsmål.

Bortvist fra AU
ASM, som tilstod sin forbrydelse dagen efter, at han havde indtelefoneret bombetruslen 17. december sidste år, blev efter tilståelsen bortvist fra universitetet af universitetsledelsen.