140 medicinstuderende klager over, at AU vil samle 200 studerende til eksamen på campus

De studerende frygter blandt andet, at de risikerer at tage coronavirus med på juleferie og smitte ældre familiemedlemmer eller personer i risikogruppen. Health forsvarer beslutningen med, at fakultetet overholder myndighedernes retningslinjer og skal sikre høj faglig standard på uddannelsen. Men det klinger hult, når undervisningen har været online hele semestret, mener de studerende.

Anne Sofie Bank-Mikkelsen er medicinstuderende på 5. semester og blandt de 140 studerende, der klager over, at fakultetet Health vil samle 200 studerende til eksamen på campus. Foto: Privat
Anna Bak Maigaard er uddannelseschef ved fakultetet Health. Foto: Privat

Anne Sofie Bank-Mikkelsen læser medicin på Aarhus Universitet på 5. semester. Hele semestret har hun modtaget onlineundervisning i faget Epidemiologi og Biostatistik. Men den 16. december vil Health samle cirka 200 studerende på campus til eksamen i faget. 

Den beslutning har Anne Sofie Bank-Mikkelsen svært ved at forstå.

”Jeg synes, det er dybt kritisabelt, at de forsøger at gennemtvinge en eksamen med fysisk fremmøde for 200 studerende så tæt på jul. Det betyder, at vi ikke har mulighed for at isolere os inden juleaften og holde en tryg jul med bedsteforældre og personer i risikogruppen,” siger hun.

Sammen med 139 andre studerende på 4. og 5. semester har hun derfor sat sit navn på en klage til Health over beslutningen om at afholde eksamen med fysisk fremmøde.

”Vi mener, at fysisk fremmøde er at udsætte os og samfundet for en unødvendig smitterisiko, særligt i den nuværende situation med højt smittetryk,” lyder det blandt andet i klagen.

Anne Sofie Bank-Mikkelsen tilføjer, at en anden bekymring er, at nogle studerende vil møde op til eksamen, selvom de har begyndende symptomer på coronavirus, fordi det eneste alternativ til at møde fysisk frem er reeksamen. 

Man kan mødes 200 til eksamen  men ikke 25 til undervisning

De studerendes klage blev afvist af Health den 17. november med den begrundelse, at eksamen med fysisk fremmøde bedst sikrer eksamens høje faglige kvalitet.

Men den begrundelse undrer Anne Sofie Bank-Mikkelsen.

”Hele kurset har været online, og vi har ikke mødtes til fysisk undervisning en eneste gang i løbet af semestret, selvom vi til vores holdundervisning kun skal være 25. Men nu kan vi godt mødes 200 til eksamen,” siger hun.

Derfor mener hun, at argumentet om den høje faglighed klinger hult:

”Det, der sikrer den høje faglige kvalitet, er, at man får god undervisning, og den digitale undervisning betyder, at vi efter min vurdering er gået glip af mange nuancer i faget, og at vigtige debatter og spørgsmål ikke er blevet taget op.”

Faget blev afviklet som onlineeksamen sidste semester

Anne Sofie Bank-Mikkelsen understreger, at hun er helt enig i, at det fysiske fremmøde er vigtigt ved mange medicin-eksamener, fordi en stor del af faget drejer sig om udenadslære, hvor det er vigtigt at kontrollere, at de studerende ikke bruger hjælpemidler.

”Men det, vi skal op i, er et forståelsesfag, hvor vi skal lave en analyse af en forskningsartikel og udregne konfidensintervaller. Det eneste hjælpemiddel, man normalt ikke har til den eksamen, er internetadgang,” siger hun.

Faget blev afviklet som onlineeksamen sidste semester, og derfor mener Anne Sofie Bank-Mikkelsen også, at det burde være muligt at finde en løsning nu.

Kan ikke tage særlige hensyn

Anna Bak Maigaard er uddannelseschef på Health. Hun understreger, at den fysiske stedprøve er med til at garantere eksamenens faglige kvalitet:

”Ved eksamen afprøver vi, om de studerende har lært det, de skal, så det er en meget vigtig kvalitetssikringsaktivitet.”

Hun forklarer over for Omnibus, at beslutningen om at afholde fysiske stedprøver inden for myndighedernes retningslinjer gælder bredt på Aarhus Universitet, og at fakultetet med afholdelsen af eksamenen dermed følger AU’s generelle linje.

For at afvikle eksamen corona-sikkert har universitetet blandt andet sørget for, at der er mindst en meters afstand mellem alle borde, at der sprittes overflader af før, under og efter eksamen, og at eksamensvagter bærer masker og handsker. Derudover stiller universitetet krav om, at de studerende bærer maske, når de ikke sidder ved deres bord, og henstiller til, at de studerende holder afstand, når de ankommer til og forlader eksamenslokalet.

Kan du forstå de studerendes bekymring over at bringe smitte med ud i samfundet og tage den med hjem til jul? 

”Jeg kan sagtens forstå, at de studerende er bekymrede. Men vi overholder myndighedernes retningslinjer ved stedprøverne, og vi laver ikke særlige regler for enkelte eksamener,” siger hun.

Det er afstand – ikke antal – der er vigtigt

Kritikken af, at man kan mødes 200 studerende til eksamen, når man ikke har afholdt undervisning fysisk i løbet af semestret for hold på mere end 25 studerende, forstår Anna Bak Maigaard til gengæld ikke.

”Det er vigtigt at forstå, at det ikke er antallet, der er det afgørende. Det væsentlige er, at man overholder kravene til afstand og hygiejne og sidder med mindst en meters afstand. På den måde sikrer vi, at selv hvis man skulle være så uheldig, at en studerende efterfølgende viser sig at være smittet med corona, så er eksamen afholdt på en måde, så der ikke er nære kontakter,” siger hun.

Anna Bak Maigaard oplyser, at grunden til, at undervisningen på dette kursus ikke har været afholdt med fysisk fremmøde, er, at Health ikke har haft nok undervisningslokaler af en passende størrelse til rådighed i løbet af semestret, til at man kunne overholde afstandskravet på en meter for alle kurser. Eksamen kan derimod afvikles i AU’s store fælles eksamensfaciliteter. 

”Der er desværre slet ikke lokaler nok til, at vi har kunnet tilbyde fysisk fremmøde med 1 meters afstand på alle kurser. Og vi har prioriteret højest, at 1. og 2. semester kunne få lov at møde frem fysisk til undervisning,” siger hun.

Ekspert: Smitterisikoen er lav – men mindre hold er at foretrække

Christian Wejse er lektor ved Aarhus Universitet og ekspert i epidemiologi. Han vurderer, at Health med ovenstående forholdsregler overholder alle myndighedernes retningslinjer. 

”Derfor er min umiddelbare vurdering, at eksamen kan afholdes forsvarligt. Om det så også er klogt, det er jo så en anden sag,” siger han og fortsætter:

”Når retningslinjerne bliver overholdt, vil smitterisikoen være lav, selv hvis der er en smittet studerende til stede. Men i en tid, hvor vi som samfund gør alt, hvad vi kan, for at undgå store forsamlinger, vil det være oplagt at forsøge at dele de studerende op i mindre grupper.”

En pointe, der ifølge forskeren er ekstra relevant op til jul:

”Vi skal være opmærksomme på, hvilken smitte vi udsætter os selv for, fordi mange af os skal være sammen med personer, der ikke er i den sociale boble, vi ellers befinder os i.”