AU på hjemmekontoret: Online-morgenkaffe med kollegerne, gymnastik og gåture holder humøret oppe

Hos Mathilde Kvist Munk, der er studienævnssekretær i Nat-Tech Uddannelse, skaber morgenmøder med kollegerne, fælles gymnastik og daglige gåture struktur i hjemmearbejdsdagen. For uden transporttid er der mere luft i hverdagen. Men den friske luft på cykelturen til og fra arbejde, hæve-sænke-bordet – og især kollegerne – er savnet.

Mathilde Kvist Munk er studienævnssekretær i Nat-Tech Uddannelse, men arbejder lige nu fra sit spisebord i hjemmet i Skødstrup. Udover hende selv er hendes datter lige nu også hjemsendt fra skole, mens hendes mand hver anden dag kan møde fysisk på arbejde i en privat virksomhed i Lystrup, og yngste datter er i daginstitution. Foto: Privat
Med de skærpede coronarestriktioner er AU fortsat lukket land for langt de fleste af universitetets medarbejdere og studerende. Og hjemmearbejdet fortsætter indtil videre til 7. februar. Omnibus stikker i de kommende uger hovedet ind (virtuelt, forstås) på hjemmekontoret hos AU-medarbejdere, som fortæller, hvordan de får arbejdsdagen til at fungere hjemme fra deres matrikel. Grafik: Astrid Reitzel

Mathilde Kvist Munk, studienævnssekretær i Nat-Tech Uddannelse i administrationscenter Nat-Tech, og tillidsrepræsentant for HK’ere.

Hvordan har du det med at være hjemsendt og arbejde hjemmefra lige nu? 

”Efterhånden har jeg faktisk vænnet mig til det. Det har været lidt af en rutsjebanetur: Så må vi møde ind, så må vi ikke; så er der børn hjemme, så er der ikke. Lige nu er det fint, for jeg har fundet ind i nogle rutiner, der gør det til at holde ud.”

Hvordan ser en arbejdsdag på hjemmekontoret typisk ud hos dig?

”Normalt starter jeg min arbejdsdag, når min mand og mine børn tager afsted. Jeg arbejder indtil 11.15, hvor vi har online elastik-gymnastik i min afdeling. Tre af os var på elastik-ambassadørkursus sidste år, og inden nedlukningen lavede vi også den daglige træning i arbejdstiden – nu gør vi det bare online. Vi er ikke startet op efter jul endnu, men vi mødes for at planlægge det i næste uge. Os, der har været på kursus i det, skiftes til at stå for det en uge ad gangen, hvor vi planlægger cirka 10 minutters gymnastik til hver dag.”

”Min frokost spiser jeg normalt foran skærmen, mens jeg arbejder, så frokostpausen bruger jeg i stedet på at gå en tur i skoven eller på at handle ind. Jeg sørger for at holde nogle korte pauser i løbet af eftermiddagen, som eksempelvis kan bruges til at sætte en vask over, og så arbejder jeg ellers, indtil familien er hjemme igen.”

”Lige nu er min arbejdsdag lidt anderledes, fordi min ene datter er hjemsendt fra skole, og min mand nu skal arbejde hjemme hver anden dag. Min datter og jeg holder frokostpause og går en tur sammen i løbet af dagen, men i skoletiden sidder hun på sit eget værelse og følger sin onlineundervisning, så vi ikke forstyrrer hinanden. Det fungerer fint.”

Hvad er det sværeste ved at være hjemsendt?

”Det er helt sikkert, at jeg ikke er sammen med mine kolleger hver dag. Vi har det rigtig godt sammen i vores afdeling. Den faglige sparring klarer vi fint online, men jeg savner det sociale. Det kan godt give en følelse af ensomhed i arbejdsdagen. Når min mand og mine børn kommer hjem fra deres arbejds- og skoledag, trænger de til at slappe af, mens jeg især har brug for at være social.

Hvad er det bedste ved at være hjemsendt, hvis du skal pege på noget?

”At jeg har fået lidt mere fritid i hverdagen. Dagen bliver ikke lige så stresset som normalt, blandt andet fordi jeg ikke har transporttiden, og fordi jeg kan bruge de korte pauser i løbet af dagen til at klare tøjvask, handle ind og tømme opvaskemaskine, så det er gjort, inden min familie kommer hjem.”

Hvad savner du mest ved at møde fysisk ind på arbejde på AU?

”Det er helt sikkert mine kolleger. Og mit hæve-sænke-bord. Lige nu sidder jeg ved spisebordet, og det er hårdt ved kroppen.”

Foto: Privat

”Selvom det giver mere luft i hverdagen, at jeg ikke har min transporttid, savner jeg også min cykeltur frem og tilbage mellem hjem og arbejde. Normalt cykler jeg de 15 kilometer hver vej på elcykel, og jeg kan mærke, at jeg er lidt mere træt og uoplagt, når jeg bare står op og sætter mig hen foran computeren.”

Gør I noget særligt i din afdeling for at få fælles struktur på arbejdsdagen eller holde humøret oppe?

”Vi gør rigtigt meget, synes jeg. Udover vores elastik-gymnastik har vi et kaffemøde hver morgen klokken 8.30 i vores teams, hvor der er mulighed for at snakke mere løst om noget, der ikke er arbejde.”

”I december havde vi et juleudvalg, som lavede en lille quiz til os hver dag, for eksempel en rebus eller Kahoot, og en større aktivitet online hver fredag. Blandt andet var der online-bingo, online-juleklip og online-pubquiz. Man kunne hente en goodiebag på sit kontor, hvor der for eksempel var bingoplader i og en alkoholfri øl til pubquizzen. Vores personaleforening har også lavet lignende onlinearrangementer som konkurrencer og bingo.

Hvad er dit bedste råd til andre, der er hjemsendt?

”Det hjælper for mig at komme ud i løbet af dagen og få noget frisk luft. Når arbejdsdagen slutter, så luk computeren. I starten gik jeg løbende og tjekkede mails, men det er bedre at holde helt fri, når arbejdsdagen er slut. Og så er det rigtig godt med online-hygge med sine kolleger.”