Bliv frivillig på valgdagen: Du får 850 kroner og en tur bag demokratiets kulisser

Du skal ganske vist møde ind på valgstedet tidligt om morgenen, og du må ikke gå, før sidste stemme er talt op. Og det kan blive sent. Til gengæld lover kommunen god forplejning, 850 kroner til lommeforet – og et unikt indblik i demokratiets maskinrum.

Det er godt for demokratiet, at almindelige borgere er med til at sikre, at valghandlingen går ordentligt for sig, mener både valgforsker Jørgen Elklit og Marianne Vejlgaard Kristensen fra Valgsekretariatet i Aarhus Kommune. Foto: Valgsekretariatet Aarhus Kommune.

Fakta:

  • Som frivillig til Europa-Parlamentsvalget skal man møde ind kl. 8.00 den 26. maj.
  • Som frivillig til Folketingsvalget skal man møde ind kl. 7.00 den 5. juni.
  • Man har ’fri’, når alle stemmer er talt op på valgstedet.
  • Man skal bo i kommunen og have stemmeret for at kunne melde sig som frivillig.
  • Man får 850 kr., som er skattepligtige.
  • Man tilmelder sig gennem kommunen her

Når valgstederne lukker til Europa-Parlamentsvalget den 26. maj, er der kun ti dage, til stemmeurnerne igen skal sættes op og krydserne sættes til Folketingsvalget. Det betyder, at århusianerne kan afgive op mod en halv million stemmer på under to uger. Og de tæller ikke sig selv. Derfor søger kommunen 350 frivillige, der har lyst til at hjælpe til ved Europa-Parlamentsvalget og 640 til Folketingsvalget.

”De frivillige er med til at tage imod borgerne, udlevere stemmesedler og hjælper med at afvikle valget – hvis borgerne er dårligt gående giver man for eksempel en hånd med at komme over i stemmeboksen. Og så er man med til at tælle alle stemmer op om aftenen, efter valgstedet lukker,” fortæller Marianne Vejlgaard Kristensen fra Aarhus Kommunes valgsekretariat.

Det arbejde starter klokken 20.00. Men hvor lang tid, det tager, kan ikke siges med sikkerhed.

”På de mindre valgsteder er de færdige et par timer efter valgstedet lukker. Vi forventer at være færdige inden midnat, men det kan blive senere på de største valgsteder,” siger Marianne Vejlgaard Kristensen.

For ulejligheden får man 850 kroner – og kommunen lover også god mad. Det kan måske lyde af lidt for en hel dags arbejde, især når der skal betales skat. Men Marianne Vejlgaard Kristensen understreger, at pengene bestemt heller ikke er eneste grund til at tage tjansen.

”Vi fornemmer på de frivillige, at det er rigtig fedt for dem at komme så tæt på demokratiet og bag om valget. Det giver et indblik i, hvad alt det, man går rundt og tager for givet, rent faktisk indebærer, og mange bliver overrasket over at se, hvor stor sikkerheden ved valget er,” siger Marianne Vejlgaard Kristensen.

To valgdage kræver flere frivillige

Den mulighed har ikke altid været alle forundt. Historisk set har det været de politiske partiers opgave at finde de frivillige blandt deres medlemmer, men i takt med at medlemstallene er dalet, er den opgave blevet sværere for partierne at løfte, fortæller valgforsker ved Aarhus Universitet, Jørgen Elklit.

Derfor er kommunen i stigende grad begyndt at rekruttere frivillige uden for partierne.

”Partierne er yderligere udfordret denne gang, fordi valgene afholdes to forskellige dage. Derfor bliver presset på kommunen også større,” siger forskeren.

Folkelig kontrol

Igennem flere år har Jørgen Elklit og hans to kolleger fra Aarhus Universitet, Rune Stubager og Helene Helboe Pedersen, opfordret deres studerende til at hjælpe til, når der er valg. Og det gør de også i år.

Både fordi det giver mulighed for at se det demokrati, de læser om i tekster og hører om til forelæsningerne, udspille sig i praksis. Men også fordi det er godt for demokratiet, at ’almindelige’ borgere kommer ind i valghandlingens maskinrum, forklarer Jørgen Elklit.

”Det giver større tiltro til, at der ikke er nogen, der sidder og manipulerer med tallene, når det er almindelige mennesker med forskellige holdninger, der sikrer, at det går ordentligt for sig. Det giver en følelse af folkelig kontrol og gennemskuelighed.”

En holdning, Marianne Vejlgaard Kristensen fra Valgsekretariatet deler.

”Det er en oplagt mulighed for at få et indblik i demokratiet. Vi kan se, at det er noget, der er udfordret mange steder i verden, så det er vigtigt at bakke op om. Og det er en fed dag at være frivillig, hvor man er med til demokratiets fest.”

Husk selv at stemme!

I sin ivrighed efter at tjene demokratiet, kan man imidlertid nemt komme til at glemme selv at stemme. Når man er frivillig, kan man nemlig ikke få lov at forlade det valgsted, man er på, i løbet af valgdagen. Det er der dog råd for.

”Hvis man ved, at man skal være frivillig på valgdagen, er det en god idé at brevstemme på forhånd. Men hvis man er på sig eget valgsted, kan man bare stemme på valgdagen,” siger Marianne Vejlgaard Kristensen.

Arbejdet kræver ingen særlige kompetencer. Eneste krav er, at man har stemmeret, bor i Aarhus Kommune og er minimum 18 år. Og hvis du vil afsted med en kammerat eller to under armen, kan man tilmelde sig samme valgsted.

Fakta:

  • Som frivillig til Europa-Parlamentsvalget skal man møde ind kl. 8.00 den 26. maj.
  • Som frivillig til Folketingsvalget skal man møde ind kl. 7.00 den 5. juni.
  • Man har ’fri’, når alle stemmer er talt op på valgstedet.
  • Man skal bo i kommunen og have stemmeret for at kunne melde sig som frivillig.
  • Man får 850 kr., som er skattepligtige.
  • Man tilmelder sig gennem kommunen her