Historiestuderende Rolf Toftager Hillgaard Sørensen har det med egne ord ’fint nok’ med, at han får fire måneder til at skrive et speciale, han før i tiden ville have fået seks måneder til. Men, siger han, det er også fordi, han har haft mulighed for at tage et sommerkursus i udvikling af spil-apps, som har givet ham en vigtig viden i forhold til sit produktspeciale, som er at udvikle rammerne for en app, der skal give børn og unge en ny oplevelse af 1800-tallet, som det ser ud i Den Gamle By.

”Jeg ville ikke kunne nå at sætte mig ind i spilvidenskab og samtidig lave manuskriptet til et spil på fire måneder. Man skal jo ligesom lære at kravle, før man kan gå,” forklarer Rolf Toftager Hillgaard Sørensen.

Mandag går til forberedelser

Ved siden af sine studier bruger han i øjeblikket hver mandag på forberedelser til specialet, som han på papiret begynder med at skrive på 1. februar. Og netop fordi han tog et fag til 10 ECTS i sommerferien, vurderer han, at han nok er bedre stillet end andre kommende specialestuderende.

”Jeg ved fra venner og veninder, der er i praktik nu, at de ikke har tid til at søge efter litteratur og tage forskud på specialet i samme omfang, som jeg har,” fortæller Rolf Toftager Hillgaard Sørensen.

Han oplever, at hans institut har gjort sit for at klæde ham godt på til specialet og de ændrede forhold.

”Vores institut har været meget forud. Sidste semester indkaldte de alle kommende specialestuderende til et møde, hvor man blev introduceret til hele processen. Vores institutleder forklarede blandt andet, hvordan specialeprocessen forløber, og de havde indkaldt flere, der allerede skrev speciale, som fortalte om, hvad de lavede,” fortæller Rolf Toftager Hillgaard Sørensen.

En lille følelse af uretfærdighed

At tidligere studerende havde seks måneder til et speciale, som han nu får fire måneder til, stikker dog lidt til hans retfærdighedssans.

”Der er vel altid en lille følelse af uretfærdighed. Hvorfor får de, når jeg ikke får? På den anden side er der ikke så meget at gøre ved det. Når man rent politisk går og snakker om, at vi skal sælge os selv på viden, er der ikke samklang mellem det, vi vil fremme os selv på, og det faktum, at vi samtidig cutter muligheden af for at lave et ordentligt stykke arbejde. Det bliver et forhastet speciale, de får i nakken,” mener Rolf Toftager Hillgaard Sørensen.

Overvejer at dumpe for at få mere tid

Hvor den 28-årige historiestuderende regner med at kunne aflevere sit speciale til tiden, ser det lidt anderledes ud for Nanna Ravn Rasmussen. Det bliver ikke med sin gode vilje, at hun vælger at dumpe sit speciale for at få tre måneder ekstra til at skrive det, men det kan meget vel blive konsekvensen for den 27-årige specialstuderende fra Fysik. I sit hoved arbejder hun i hvert fald med to forskellige problemformuleringer: En ’pseudo-problemformulering’, hun kan bruge, hvis hun bliver nødt lade sig dumpe for at få ekstra tid, og så den egentlige problemformulering, hun reelt arbejder efter. 

”Du føler virkelig, du udnytter systemet, men så vidt jeg kan se, er der ikke nogen problemer i at kalkulere med at dumpe specialet. Enhver opgave har jo tre forsøg, men det føles lidt tosset at gøre, skal jeg være helt ærlig.”

Ekstra presset af handicap

Igennem hele sin studietid har Nanna Ravn Rasmussen studeret på nedsat tid, fordi hun har ADHD, men studienævnet afviste i sommer hendes ønske om en dispensation til også at skrive specialet på nedsat tid. Afslaget blev begrundet med, at arbejdet med specialet lettere kan tilrettelægges, så det tager hensyn til hendes ADHD, end den almindelige undervisning kan. Nanna Ravn Rasmussen har derfor syv en halv måned til at skrive et 45 ECTS-speciale, hun tidligere ville have haft ni måneder til. Det lægger et voldsomt pres på hende, føler hun.

”Jeg tror, specialet kan være et pres for mange studerende, men manglen på fleksibilitet presser mig ekstra meget, fordi jeg har et handicap. Jeg skal studere på turbofart i forhold til, hvad jeg magter,” siger Nanna Ravn Rasmussen.

Hendes ADHD betyder helt konkret, at hun har svært ved at have mange ting i hovedet på én gang og have et stabilt arbejdspres. I perioder arbejder hun hårdt og intenst, og i andre perioder er hun træt og har stor brug for at trække stikket. På grund af sin ADHD har Nanna Ravn Rasmussen tidligere i studietiden oplevet, at hun har været nødt til i en periode helt at trække sig fra sine studier, fordi hun har haft det dårligt. Og med kun fire måneder til specialet er tanken om, at det kunne ske igen, også stressende for hende.

”Hvad hvis jeg pludselig går ned og får det dårligt igen? Hvad sker der, hvis jeg får brug for en pause midt i mit speciale? Det er et stort pres, at jeg skal præstere stabilt over så lang tid, når jeg ved, det er min største udfordring i hele verden,” siger hun.

Mindre tid betyder dårligere kvalitet

Nanna Ravn Rasmussen forventer, at hendes speciale som konsekvens af den afkortede tid til specialet bliver af ringere kvalitet, end det ville have været, hvis hun havde haft den samme tid til at lave det, som fysikstuderende før fremdriftsreformen har haft:

”Jeg skal konstant skynde mig og skære hjørner. Hvis noget for eksempel går galt i laboratoriet, er det bare ærgerligt. Så må jeg skrive om det, der gik galt. Argumentet er, at det kan blive et lige så godt speciale, men det ved vi jo alle sammen godt er en løgn,” mener hun.