Ikke bare et navn

Normalt er en generalforsamling i Konservative Studenter ikke noget, der tiltrækker sig den helt store opmærksomhed. Men da bestyrelsen for nylig foreslog at ændre den 83 år gamle forenings navn, fik det et usædvanligt stort antal medlemmer til at møde op og en tidligere formand til tasterne.

Henrik Dahlin, afgående formand for Konservative Studenter. Foto: Melissa Yildirim
Kim Risgård Madsen, ny formand for Konservative Studenter. Foto: Maria Randima

Man ændrer ikke bare lige ved en 83-årigs navn. Og da slet ikke, når vedkommende er konservativ. Det måtte bestyrelsen i Konservative Studenter sande, da de for nylig foreslog at ændre foreningens navn til Foreningen for Borgerlige Studenter.   

Baggrunden for bestyrelsens forslag om navneskift var, ifølge afgående formand Henrik Dahlin, at bestyrelsen ønskede, at foreningen skulle nå bredere ud end kun til studerende, der betegner sig som konservative. Dermed håbede bestyrelsen, at et nyt navn ville kunne bidrage til at skabe større tilslutning til foreningen og dermed mere aktivitet.

”Vi troede, at navnet Foreningen for Borgerlige Studenter ville vække større genklang, fordi det er mindre specifikt end Konservative Studenter,” forklarer Henrik Dahlin.

Han fortæller videre, at bestyrelsen havde fået indtryk af, at en stor del af de studerende, der er medlem i kraft af underforeningen Borgerlige Jurister, ville melde sig ud, hvis ikke navnet blev ændret.

Tidligere formand blander sig

Men forslaget om at ændre den gamle konservative studenterforenings navn faldt flere for brystet. Blandt andet den tidligere formand Christian Egander Skov. I et blogindlæg for årsskriftet Critique leverer han en krads kritik af foreningens nuværende bestyrelse: 

”Konservative Studenters nuværende ledelse har stirret sig blindt på en forvansket opfattelse af foreningens rolle. De har troet, at det først og sidst drejede sig om høringssvar, studenterpolitik, studienævn og den bestyrelse, som Konservative Studenter aldrig får plads i.”

Christian Egander Skov erklærer sig direkte uenig i bestyrelsens analyse af, at en navneforandring er det, der skal til, for igen at få vind i foreningens sejl.

”Nej konservatismen er ikke problemet. Det er en ballast, man ikke kan kaste over bord for at redde den synkende skude. Konservatismen er selve skuden, og synker den, skyldes det besætningens – og måske særligt kaptajnens – manglende sødygtighed.”

Ikke navnet, der er problemet, men indsatsen 

Henrik Dahlin lægger ikke skjul på, at kritikken har gjort indtryk. Både på ham og tilsyneladende også på mange medlemmer.

”Det blev et overbevisende nej til navneskiftet,” konstaterer Henrik Dahlin, der efterfølgende erklærer sig tilfreds med det udfald.

”Jeg er faktisk glad for, at det endte, som det gjorde. Vi beholder navnet, og det lader også til, at Borgerlige Jurister bliver i foreningen.”

Om selve kritikken, som også var møntet på ham som formand, siger han:

”Jeg tager noget af kritikken til mig. Den har også overbevist mig om, at det ikke var en rigtig beslutning at foreslå at ændre navnet. Det er ikke navnet, der er problemet, men indsatsen. Men andre dele af kritikken har også været udtryk for manglende indsigt i, hvordan tingene har været længe,” siger Henrik Dahlin.

Han sigter til, at det i kølvandet på blandt andet fremdriftsreformen er blevet stadigt sværere som studerende at få tid til at engagere sig i studenterpolitik. Og derfor er der fortsat en stor udfordring for den nye bestyrelse i forhold til at få studerende til at engagere sig mere i foreningens opgave.

”Studerende har virkelig travlt, og de ting, man engagerer sig i, skal helst være karrierefremmende,” siger han.

Ny formand vil sikre borgerligt modspil til øvrige studenterpolitiske foreninger på AU 

Henrik Dahlin stopper efter eget ønske som formand for Konservative Studenter, men forsætter i bestyrelsen. Den nyvalgte formand Kim Risbjerg Madsen er enig med den forrige bestyrelse i, at der skal gøres noget for at udbrede kendskabet til foreningen. Men altså under det gode, gamle navn. 

LÆS OGSÅ: De konservative studerende på AU får ny formand

”Vi skal holde endnu flere faglige arrangementer, som er for alle, ikke kun medlemmerne. Vi skal reklamere mere for foreningens tilbud løbende gennem året og gøre den mere nærværende for studerende.”

Den nye konservative formand mener, det er vigtigt med et borgerligt modspil til de øvrige studenterpolitiske foreninger på AU som eksempelvis Frit Forum og Studenterrådet. Og han tror på, at der er mange flere borgerlige studerende derude, der kan se fordelen i et fælles borgerligt talerør.

”Jeg har svært ved at tro, at så stor en del af de studerende på universitetet skulle være så venstreorienterede, som uni-valget giver udtryk for. Derfor er der et stort potentiale, og den kamp skal vi tage.”